ANDERLEDES forholder det sig med Bøckers andet eksempel, nemlig Jesu vejledning til den rige unge mand, der spørger, hvad han skal gøre for at få evigt liv, og får det svar, at han skal sælge alt, hvad han ejer og give det til de fattige (Matt. 19, 21). Her kender jeg ingen såkaldte bibeltro, der kræver det fulgt ganske bogstaveligt, og jeg har oven i købet mødt en begrundelse for denne udlægning, nemlig den, at vi kun skal følge de formaninger, som Jesus giver til alle mennesker og ikke dem, han kun giver til en enkelt.

Denne fortolkningsregel lyder i sin enkle form: ”Ét eksempel gør ingen regel.” Som fortolkere skal vi altså lede efter generelle etiske formaninger i Det Nye Testamente og ikke efter individuelle.

Med hensyn til pengene findes faktisk et sådant generelt udsagn af evangelisten Lukas i Luk. 12, 33: ”Sælg jeres ejendele og giv almisse.” Ud fra ovennævnte fortolkningsregel alene kunne det se ud til, at ingen kristen måtte eje noget som helst, og alle skulle gå på landevejen.

Men ud fra sammenhængen – et andet fortolkningsprincip – netop i Lukas 12, hvor udsagnet står, vælger jeg at prædike bekymringsløshed, gavmildhed og generøsitet ud fra troen på Gud som vores egentlige rigdom. Vi skal ikke dyrke pengene, men følge Kristus, og det skal i praksis dirigere vore økonomiske prioriteringer.

Efter mit skøn er det således, apostlene forstod Jesu lære – et tredje fortolkningsprincip – om vores forhold til pengene. Jesus forlanger ikke, at alle kristne skal leve på gaden, men at vi skal stille vore ressourcer til rådighed for ham og vor næste.

Den såkaldte bibeltro teologi er ikke et miskmask af tilfældige prioriteringer, men resultatet af oldkirkens og Reformationens grundige arbejde med både bibelske tekster og de fortolkningsregler, som findes i disse tekster.

Jørgen Sejergaard,

sognepræst i Karlebo Sogn,

Bygvænget 703,

Kokkedal