En engel bag øret

flexblock

Tema

Boganmeldelse

Børnebøger

Dansk litteratur

flexblock

Emneord for denne artikel

engel | børn | Bøger | voksne | roman

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Kultur | 30. januar 2012

Sally Altschuler har endelig skrevet en roman for voksne (og endnu en for børn), og Henning Mankell fokuserer for meget på skismaerne i sin roman. Kort om nye bøger

Henning Mankells engagement i Afrika, specifikt i Mozambique, er velkendt. Siden han for første gang besøgte landet i 1986, har han gentagne gange opholdt sig der og involveret sig i Teatro Avenida, der laver teater med politiske og sociale temaer. Mankell har blik for de skismaer, der er mellem den sorte og hvide selvbevidsthed – og især de skismaer, der er i modbillederne de to farver imellem. I romanen ”Mindet om en snavset engel” er det netop modbillederne, kontrasteringen mellem den sorte race og den hvide, der er hele romanens omdrejningspunkt – og det kan blive en smule trættende i længden, når man allerede hurtigt har fattet pointen.

Udgangspunktet for fiktionen er en sand, omend meget tynd historie om en svensk kvinde, der opholdt sig i 1904-1905 i datidens Lourenco Marques, det nuværende Maputo. Ifølge nogle dokumenter fra et gammelt arkiv var der en svensk kvinde i kolonitiden, der var indehaver af et af de største bordeller i byen. Mankell lader hende fødes i et koldt Sverige som fjerde barn i en fattig familie. Da Hanna er 17 år gammel, mister hun sin far, og moderen kan ikke forsørge dem alle, hvorfor Hanna sendes bort til noget fjern familie. Denne ser nogle evner i hende, og hun havner som skibskok på et svensk skib lastet med træ med kurs mod Australien.

Annonce

Om bord på skibet tilføjer hun efternavnet Lundmark, da hun gifter sig med styrmanden, men ægteskabet varer kun kort tid, da han dør af en febersygdom. Hun rømmer fra skibet i havnebyen Lourenco Marques og ankommer blødende efter en abort til det, hun tror er et hotel, men som viser sig at være et velfungerende bordel. Hun kommer dog ikke til at optræde i rollen som prostitueret, men gifter sig med indehaveren senhor Vaz, der også hurtigt dør. Således kommer hun til at arve bordellet og en god hoben penge og bliver derved bordelmutter. Da en sort kvinde i byen dræber en hvid mand, stiller Hanna sig op imod de hvide magthavere og forventer, at de sorte respekterer hende for hendes gode gerninger, men forståelseskløften mellem dem forbliver uoverstigelig. Mankells evne til at spinde en ende over de fåtallige dokumenter er spændende, og som altid er han velformuleret og fantasifuld. Men forfatterens sociale og politiske engagement forekommer som en prokrustesseng, der med litterær magt skal tilpasses Hannas historie.

Maria Sjøqvist

Henning Mankell: Mindet om en snavset engel. Oversat af Lilian Kingo. 368 sider. 299 kroner. Gyldendal.

”Med lyset skal ondt fordrives” handler om et fiktivt ø-samfund i 1800-tallet, hvor forfærdelige hændelser er hverdagskost. Øboerne er næsten alle til hobe onde og grusomme. Romanen består af 11 små historier, som indbyrdes hænger sammen. Det er ikke nogen god bog, men den har dog visse lyspunkter. Enkelte historier står mere klare end andre, eksempelvis er historien midtvejs henne i romanen om den afstumpede gårdmand Lindens forbandelse ganske fornøjelig. Gårdmand Linden har fået koldbrand i det ene ben, som han dumstolt ikke vil lade sig behandle for. Det ender med, at nabobønderne må gelejde ham hen til øens kloge kone. Hun amputerer det forrådnede ben og ender mirakuløst med at redde Linden. Men han er ikke taknemmelig for at have beholdt livet, tværtimod, han ønsker hævn over at have mistet sit ene ben og dermed sin mandige førlighed. Det ender i forfærdelig grusomhed. Selvom det er store og altfavnende temaer, som romanen ”Med lyset skal ondt fordrives” tager fat på, synes historierne ikke rigtigt foldet ud. Vi får kun et omrids af personerne i kød og blod. Dan Tofts pen synes flere steder at køre i tomgang. Alt er samtidig fortalt for direkte og uden antydningens svære kunst. Han fortæller direkte, hvad personer føler og tænker frem for at vise det. I ”Med lyset skal ondt fordrives” er der næsten ingen dialog eller dækket direkte tale, men kun fortællerens indtrængende gengivelse af handlingen og det i en altmodisch sprogdragt. Der bliver hele tiden brugt fortegnende tillægsord, og der er mange vendinger, som gentages. ”Med lyset skal ondt fordrives” er klodset skrevet med et meget dystopisk verdenssyn, men med enkelte facetter af, at Dan Tofts univers kunne blive rigtigt spændende, hvis det blev udfoldet i senere bøger. Dan Tofts historier rummer muligheder og har en grundsubstans, som endnu ikke har fundet sin rigtige form.

Peter Grarup Westergaard

Dan Toft: Med lyset skal ondt fordrives. 96 sider. 199 kroner. Forlaget Cadeau.

Sally Altschuler er en festlig fortæller. Hidtil er det børn, der har fået gavn af hans fortælleglæde, og nu udgiver han samtidig to romaner: én for voksne og én for børn, begge om forfatterens jødiske slægt, startende med tipoldefaderen Berel fra Hviderusland under zartiden. Forfatterens særkende er en finurlig blanding af fantasirigdom og historisk akkuratesse. Han lægger i voksenbogen ”En engel bag øret” ud med at fortælle om tipoldefaderens evne til at tale med dyrene. Berel opdagede det ved et tilfælde, fordi han under en tur i hestevogn stødte på en bjørn med en fiskekrog i poten. Berel hjalp og fik venlig tak til gengæld. Siden blev det til mange samtaler, med især hesten Hillel om de mange spørgsmål om liv, død og praktiske gøremål, en mand som Berel, familieoverhoved for et stort arbejds- og bofællesskab af børn og voksne, nu kan løbe ind i. Storfamilien ernærer sig ved landbrug og skovdrift og består af ortodokse jøder, der bor på Jødegaden i den lille flække Antonovka. De overholder alle religiøse forskrifter og lever isoleret, men isolationen bliver sværere og sværere at opretholde. Mange af Berels efterkommere udvandrer for at søge bedre livsvilkår – herunder forfatterens farmor og farfar – men andre bliver tilbage i Østeuropa og det, der bliver til Sovjetunionen, og bliver dermed ofre for nazisternes udryddelser. Det fortælles der imidlertid ikke om, dette er en roman om jøder før holocaust, som Altschuler betoner det, men det giver perspektiv til fortællingen.

Vi præsenteres for et righoldigt persongalleri; det flyver med navne og relationer gennem luften, og man kunne i voksenromanen have haft gavn af den slægtstavle, børneromanen er forsynet med. Heldigvis formår Altschuler at gøre de vigtigste personer levende, og de fremstår prægnant. Vi får mange interessante skæbnefortællinger vævet ind i den overordnede slægtshistorie. I børnebogsudgaven er det store persongalleri blevet indskrænket, men sprogligt er der stadig luft under vingerne. Som børnebogsforfatter stiller Altschuler krav, han leverer underholdende skæbneanekdoter i et sprog, der må udfordre de 8-12-årige, som er målgruppen.

Det er en fornøjelse at lade sig indfange i Altschulers univers. Den farvemættede slægtshistorie fortælles smittende og med sans for både den store og lille fortælling: det almindelige livs glæder og sorger, set i lyset af religion og historie. Lad os håbe, at voksendebuten ikke er en enlig svale.

Vibeke Blaksteen

Sally Altschuler: En engel bag øret. 311 sider. 299 kroner. Gyldendal. Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller. 160 sider. 199,95 kroner. Gyldendal.

kultur@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock