Det forekommer, at journalisten bliver så forblændet af, at manden er lektor og tidligere adjunkt, at hun glemmer at forholde sig kritisk. Det er jo åbenlyst, at han blander æbler og pærer. Hvad der fandtes af normer i antikken og samfundslivet i øvrigt op til slutningen af 1700-tallet, er vel ikke automatisk et argument for at disse skulle være kristne normer. Argumentet om at Paulus skulle være modstander af det seksuelle, er ligeledes på kanten af det usaglige. Paulus oplevede, at cølibat var det rigtige for ham, men pålagde ikke andre samme livsform. At munkevæsnet flere hundrede år senere fulgte hans eksempel, er jo ikke udtryk for en generel kristen norm. Trist at en lektor og tidligere adjunkt kan argumentere på så ringe et niveau. Og ærgerligt, at journalisten ikke magter at stille et par kritiske spørgsmål til det partsindlæg, der reelt er tale om.

Det, at man i antikken havde et anderledes syn på køn, seksualitet, barndom osv., end man har i dag, er et meget bredt udsagn. Og selv om det naturligvis er forholdsvis velbevidnet, at man fx i græsk og romersk kultur nogle gange og i nogle situationer satte kvinder og børns værdi særdeles lavt, så er det ikke nødvendigvis sådan, at disse kulturer altid satte satte værdien lavt. Der er ingen grund til ikke at antage, at almindele samlivsformer ikke altid har været almindelige, at mænd og kvinder ikke elskede hinanden, og at de ikke elskede og passede på deres børn eller ikke var imod pædofili. (Jf. en strofe fra en moderne rocksang: "Russians love their children too" (Russians af Sting)). Det var vel især de pædofile filosoffer selv, som præsenterede deres opfattelse som ganske almindelig.

Men hvad man tænkte i græsk/romersk kultur, er bestemt ikke dækkende for, hvad de jøder, som Jesus færdedes iblandt, tænkte. Der kan findes adskillige bibelsteder, som bevidner, at kvinder og børn værdsættes højt, og jeg kan ikke komme på nogle, som siger det modsatte. I forhold til evangelieteksterne synes jeg ikke, at dette græsk/romerske synspunkt er relevant. I tolkningen af Paulusbreve begynder det at blive mere relevant, fordi han virkede i græsk/romersk område. Dog forblev Paulus jøde.

Man bør principielt være meget kritisk overfor påstande om fortidens forskellighed overfor, hvordan vi moderne mennesker tænker nu. Det er ofte påstande, som bygger på en ideologi med en eller anden form for udviklingslære (socialisme, socialdarwinisme mm.). Og det er, synes jeg, imod bibelsk tankegang bl.a. hos Paulus, som hævder, at der findes en naturlig lov i vore hjerter. Det er også den slags tankegange, som i dag forherliger og overdriver fremmede kulturer og folkeslags særprægethed, og som har fået mange kristne til at tænke så selvkritisk om mission og kulturmøde, at det nærmet er endt i det rene selvpineri og kulturdefaitisme.

Hævdelsen af sådanne fundamentale forskelligheder er også imod evangelisk-luthersk tro på, at Bibelens ord og menneskesyn er eviggyldig, fordi den taler om Gud, som Gud har vist sig, og om mennesket, som mennesket er.

Et rigtigt ægte ægteskab består altså af ét helt og udelt Menneske, og altså ikke af to ligeværdige parter.

http://www.anthropos-ecclesia.org/

Stefan K. Søndergaard skrev:

Ja, der er en del rod i påstandene, som artiklen refererer. Som du skriver, er de ikke-kristne grækere og romeres syn på sex og ægteskab jo ikke rigtig relevant for en diskussion om kristendommens fortolkning af de ting.

Det er heller ikke historisk korrekt, at man lige frem til 1700-tallet kun havde den ene teori om kønnene, at der i virkeligheden kun var ét, og at kvinder var ufuldstændige mænd. Dette var Aristoteles' teori, og den havde tilhængere langt op i tiden, ja; men allerede i middelalderen havde man foreslået alternative teorier - også den, at hvert køn var "noget for sig", altså ikke en bedre eller dårlige udgave af hinanden, men to forskellige ting.

Det er også sludder, at der ingen ændringer var i synet på ægteskabet fra førkristen tid og helt frem til 1700-tallet. Man kan iagttage mange store, bl.a. retslige ændringer i forskellige perioder. Her i Norden medførte kanonisk rets indførelse i middelalderen fx at det gensidige samtykke blev konstituerende for ægteskabets gyldighed - og ikke fx blev gyldigt af, at man havde fuldbyrdet samleje, eller at to slægter indgik en aftale. Den kanoniske ret lagde nemlig vægt på, at ægteskabet var mellem to personer og ikke mellem to klaner.

Desuden var der i ridderkulturen en kæmpe debat om forholdet mellem ægteskab og kærlighed, og det var dengang (i 1170'erne og ikke i 1790'erne) at man med vægt fremsatte det synspunkt, at ægteskab netop ikke skulle handle om magtalliancer, men om kærlighed, for at være "ægte" (og i overensstemmelse med Guds vilje).

Så ægteskabets historie er betydelig mere kompleks og varieret, end man får indtryk af gennem AKPs udlægning. Han måtte godt kigge på ældre kilder og lige tjekke, hvad der egl. gik forud for oplysningstiden frem for uden videre at antage, at den nok var helt vildt fornyende på alle områder.

Jeg har ikke selv indtryk af, at oplysningstiden bidrog med meget andet nyt på lige seksualitetens område end et mindre boom i pornolitteratur samt Marquis de Sades særlige indspark i særdeleshed... Ægteskabsopfattelserne ændrede sig vist ikke særlig på det tidspunkt? (Korrigér mig gerne, hvis jeg tager fejl.) Oplysningsfilosofferne var mere interesseret i rationalitet end køn.

Bortset fra det er jeg da enig med AKP i, at det er misforstået at ville legitimere (eller il-) en bestemt samlivsform ud fra en slavisk læsning af bibelen, da bibelen jo ikke er skrevet som en livsopskrift, men - som AKP påpeger, især i det nye testamente lægger ansvar på folk for at tænke selv. "Intet er i sig selv rent eller urent," siger Paulus jo også.

Er den overskrift et citat? For den kan da kun bruges til at afskaffe det bibelske ægteskab under et, ikke retfærdiggøre homovielser. Derudover, får han sidestillet voldtægt, pædofili og homoseksualitet.

Paulus skriver selv, at mennesket skal bære det himmelske menneskes legeme i opstandelsen, og forklarer derudover, at dette ikke er noget de troende skal vie al deres tid, eller drømme sig væk i spekulationer om. Simpelthen.

Paulus kendte så udmærket Evangeliet, og ved Jesus bad for at Faderen skulle bevare de kristne i verden, ikke bortrykke dem.

Jeg syntes Adjunkten fremstiller sig selv som værende u-indsigtsfuld, tydeligvis fordi han er ude i politisk ærinde.

Og så aner han heller ikke, hvad det er for en Guds Fred Paulus taler om, den som overgår enhver forstand. Det ligger ellers ligefor.