Anders Ellebæk Madsen |
30. januar 2012
I en ritualkritisk kultur er nye livsnære ritualer velkomne
Den 31-årige danske soldat Jody Rishworth-Nørgaard blev døbt under sin udstationering i Afghanistan med den forklaring, at det gav ”lidt mere ro på”. Nørgaards eksempel viser, at ritualer betyder noget for mennesker i tilspidsede livssituationer, men også at de kirkelige ritualer af mange ikke forstås intellektuelt, men med hjertet.
LÆS OGSÅ: Ritualer skaber kontrol, når livet ryster osDerfor er ritualer også meningsgivende for både høj og lav, og igennem dem har folkekirken god kontakt til den brede befolkning, særligt gennem de store kirkelige handlinger som dåb og konfirmation.
Ritualerne er et godt sted at begynde, hvis man vil forholde sig til det modsætningsfyldte forhold i Danmark, at under 10 procent kommer i kirkerne, mens 80 procent har et folkekirkemedlemskab.
Ritual-forsker Ulla Morre Bidstrup, som lige har afsluttet Danmarks første ph.d.-afhandling om emnet, foreslår, at folkekirken øger de gudstjenester, der markerer livsovergange, sådan at det blev normalt at gå til ”skolestartsgudstjeneste” eller ”markering af pensionering”.
Det giver god mening at invitere danskerne i kirke i de situationer, hvor livet inviterer danskerne til at søge mening, og det bør kunne gøres, uden at kristendommen bliver til en fejring af den enkeltes eget liv.
Hvis kristendommen er ”et kompas for danskerne”, som Bidstrup tidligere har sagt, skal folkekirken nemlig være tæt på, når folk får brug for at se, hvor kompasnålen peger hen.
Ritualer i sig selv har modvind i den danske kultur. Vi afslører gerne ”tomme ord”, ”rene formaliteter” og ”rituelle tilståelser”. Vores pædagogik stiller sig ikke tilfreds med remser, børn ikke fuldt ud forstår, og derfor lærer skolebørn ikke tekster udenad, som først skal give mening senere i livet.
Denne negative grundforståelse af det rituelle når også ind i den teologiske tænkning, og professor K.E. Løgstrup bruger for eksempel ordet ”ritual” i den kritiske betydning i værket Kunst og Etik, hvor han skriver, at ”formløsheden, når den ritualiseres, udøver lige så megen tvang som de stiveste og strengeste former”.
Det er fuldstændig integreret i vores kultur at forholde sig ironisk til ritualet, og det stiller krav til formidlingen af de kirkelige ritualer, hvoraf flere er tusinde år gamle. Her er det ærgerligt, at mange præster ifølge Bidstrup oven i købet ser ned på danskernes møde med kirken i de kirkelige handlinger ved livets store overgange.
I en sådan ritualkritisk kultur må man stilfærdigt håbe, at alle kulturbærende kræfter vil arbejde sammen om at højne agtelsen for det rituelle liv, som så mange mennesker i verden finder værdi i.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad