søren hindsholm |
31. januar 2012
Hubert Mania fortæller om de 150 års forskning frem til atombomben
”Det kan jo være, at der en dag kommer en og beder om et halvt atom.” Sådan lød en komikers vittighed, da han gjorde grin med, at fysikere prøvede at spalte atomer. Vittigheden fremstiller forskere som verdensfjerne tosser, men spaltningen af uran blev en meget, meget blodig og konkret virkelighed i 1945, da amerikanerne hele to gange lod en atombombe detonere over Japan. Det skabte en ny verdenspolitisk situation og nye dilemmaer for videnskaben.
LÆS OGSÅ: Dansk teologis fortabte søn skriver sit testamenteI ”Kædereaktion” fortæller Hubert Mania historien, der ledte frem til konstruktionen af atombomber. Han begynder fra de første famlende, risikable og uforsigtige forsøg med de uran- og radiumholdige stoffer, man fandt i tyske og tjekkiske miner. Ægteparret Curie nød om aftenen synet af deres selvlysende laboratorium uden at ane faren derved. Og man solgte radioaktive væsker som sund og selvlysende tandpasta som sjov.
Efterhånden blev emnet udforsket efter videnskabens love, og fra begyndelsen af det 20. århundrede arbejdede fysikkens lyseste hoveder med emnet. De gjorde store opdagelser hurtigt efter hinanden, men den afgørende, nemlig at urankerner kunne deles i to eller flere omtrent lige store dele, var svær. Mange var tæt på, men lidt tilfældigt blev opdagelsen endelig gjort i 1939 af den tyske emigrant Lise Meitner og hendes nevø Otto Frisch under en juleferie i Sverige.
Da var Anden Verdenskrig på vej, og et kapløb gik i gang. Både tyskerne og de allierede vidste, at spaltning af atomer kunne afgive meget store energimængder. Som bekendt vandt de allierede kapløbet, og det er tankevækkende at læse om forskellen i deres forsøg på at lave en bombe.
Set med bagklogskabens blik er det klart, at tyskerne aldrig havde en chance. De arbejdede splittet og havde for få ressourcer. Nazisterne var som bekendt elendige organisatorer. Amerikanerne derimod samlede de bedste folk. Mange af dem var i øvrigt flygtet fra nazisternes åndløse og destruktive forfølgelse af jøder og intellektuelle. Og mens tyskerne arbejdede i trange træbarakker, byggede amerikanerne store komplekser op til bombefremstillingen. Da projektet var på sit højeste, havde det et omfang som hele den amerikanske bilindustri, det var verdenshistoriens første eksempel på ”big science”.
Bogen er kronologisk opbygget og krydret med mange anekdoter undervejs. Hubert Mania fortæller historien, der naturligvis bygger på en lang række kilder, som om han selv var vidne til det hele. Det har dog den omkostning, at klarheden og præcisionen ikke altid er helt god.
Den almindelige læser må altså affinde sig med, at nogle fysiske og kemiske detaljer ikke er forklaret tydeligt, og det er indimellem svært at gennemskue, om aktørernes tanker er præcist og korrekt gengivet. Det tror jeg ikke, de altid er. Men trods det er ”Kædereaktion” en medrivende og spændende bog at læse.
Hubert Mania: Kædereaktion. Oversat af Morten Visby. 332 sider. 299 kroner. Informations Forlag. Udkommer i dag.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad