Allan Sørensen |
31. januar 2012
Skammeligt, at Rusland og Kina holder hånden over Assad
Hos FN’s Menneskerettighedsråd råder man ikke længere over præcise oplysninger om dødstallene i Syrien. Kampene mellem oprørere og præsident Bashar al-Assads militær er så omfattende og hårde, at verdens internationale organ ikke længere har overblik over situationen.
LÆS OGSÅ: Den tøvende liga
Den Arabiske Liga måtte i løbet af weekenden også erkende et nederlag, da man besluttede at trække sine observatører ud af Syrien. Den oprindelige plan var, at observatørerne skulle overvåge Assads militære tilbagetrækning fra de syriske byer og siden se til, mens parterne påbegyndte en konstruktiv dialog. Det skete bare aldrig, og i den tid, det har taget Den Arabiske Liga at vedkende sig sin egen ønsketænkning, har hundreder, hvis ikke tusinder, af syrere mistet livet.
De seneste rapporter fra Syrien viser endda, at det er lykkedes Bashar al-Assads militære enheder at generobre nogle af hovedstadens nabolag fra oprørerne. Et tegn på, at Assads endeligt måske ikke er så nært forestående, som mange håber, og at det i øjeblikket ser bedre ud for Assad-Iran-Rusland-Kina-aksen, end det gør for resten af de arabiske lande, EU og USA, som helst ser Assads styre afviklet.
Mens udenrigsministrene fra Storbritannien og Frankrig er taget til møde i FN’s Sikkerhedsråd i New York for at skubbe på for en hårdere FN-resolution mod Syrien, har Rusland taget et skridt i modsat retning. Rusland har indkaldt til dialog mellem Assad og oppositionen i Moskva.
Assad har sagt ja, men oppositionen har allerede meldt ud, at man ikke har tænkt sig at tage imod den invitation. Med sit tiltag viser Rusland, at man først og fremmest er interesseret i at værne om sine interesser i Mellemøsten. På den ene side at være en modvægt til USA og Israel og på den anden side at bevare militært og strategisk samarbejde med nogle af regionens værste undertrykkere: Syrien og Iran. En vestlig offensiv mod Assads styre vil være en sejr for Nato, USA, EU og de demokratiske magter i den arabiske verden, og lige netop derfor gør Rusland med støtte fra Kina alt, hvad man kan, for at forhindre sådan en udvikling. Også selvom det er skammeligt, amoralsk og dyrt, hvad menneskeliv angår.
Rusland aner en mulighed for at bremse bølgen af arabiske oprør i Syrien. Forstået på den måde, at hvis man forhindrer Assads fald, vil Hizbollah, Iran og Syrien bevare deres indflydelse og dermed også deres bånd til Rusland.
For Vesten er det eneste håb lige nu, at Den Arabiske Liga kan hjælpe til med at overtale Rusland til at tage et hårdere standpunkt over for Assad. Et håb, der desværre ser ud til at være inspireret af samme naivitet som det tidligere håb om, at Ligaens observatører kunne gøre en forskel i Syrien.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad