Decembers folkelige demonstrationer imod regeringen i Rusland har ført til et nybrud i den russisk-ortodokse kirkes politik.
- ILYA NAYMUSHIN/Scanpix Denmark
Annika Hvithamar |
31. januar 2012
Decembers folkelige demonstrationer imod regeringen i Rusland har ført til et nybrud i den russisk-ortodokse kirkes politik
Da demonstrationerne brød løs i december efter rygterne om valgsvindel var den første reaktion fra kirken at gå ind og støtte den siddende magt. Internettet var den største totalitære trussel mod russerne, og demonstranterne var blot uromagere, lød det fra både kirkens talsmand, Vselevod Chaplin, og andre ledende figurer inden for kirken.
LÆS OGSÅ: Den russiske kirke kritiserer systemetMen efterhånden som demonstrationerne spredte sig, blev det klart, at det var en større begivenhed end først antaget. Det blev også klart, at der stod ortodokse kristne mellem demonstranterne – såvel som ortodokse kristne blandt modstanderne. Da patriark Kirill holdt sin juletale på statskanalen Rossija 1, fik demonstranterne pludselig en uventet allieret. For patriarken sagde: ”Hvis magten forbliver ufølsom over for de udtrykte protester, er det et meget dårligt tegn – et tegn på magtens manglende evne til selvregulering. Magten bør justere sig og også anerkende signaler nedefra.”
Moskva-patriarkatets talsmand, Vsevolod Chaplin, der kan tillade sig at være mere klar i mælet, var endnu mere direkte: ”De folk, som går på gaden, er meget forskellige folk … Det er indlysende, at der er rigtig mange mennesker, der nu kommer med en politisk udmelding, fordi de er bekymrede over det russiske folks urimeligt lave status og svage rolle i landets politiske system…man kunne kalde dem for patrioter.”
Med sådanne udtalelser antyder kirken en helt ny linje. En linje, hvor kirken ikke automatisk falder ind i sin historiske rolle som støtte for den siddende magt. Men hvor kirken i stedet stiller sig over partipolitik. Men hvorfor kommer denne udmelding nu, og betyder det, at kirken er inde i en demokratiseringsproces?
For at tage det sidste først: En kirke, der ikke støtter et bestemt parti, er en nødvendighed i en stat, hvor kirke og stat ifølge konstitutionen er adskilt. Det kan tilføjes, at kirken har tilhængere blandt alle dele af det russiske samfund og derfor rummer både højre og venstre side af det politiske spektrum.
Udmeldingen er således den mest logiske position for en kirke, som befinder sig i en stat, der er i gang med noget, der ligner en begyndende demokratisk udvikling.
Hvis toppen af kirken vælger kun at støtte de af tilhængerne, som stemmer på Putin, skyder den resten fra sig – og det er en reel trussel. Og her findes nok svaret på det første spørgsmål. Kirill har siden sin tiltrædelse intensiveret det aktive samarbejde med staten – i en grad, der ligger langt fra det klassiske billede af en russisk kirkeleder, som tilbagetrukket fra hverdagen koncentrerer sig om åndelig vejledning af sin flok. Når samarbejdet derudover foregår i symbiose med den siddende præsident, bliver det for mange ortodokse problematisk.
Men betyder det, at kirken nu vil holde sig fri af politik? Tværtimod. Ved den årlige julelæsning – et tredages møde i slutningen af januar, hvor gejstlige og lægfolk mødes, påpegede Chaplin bare kraftigt, at kirken ikke ønsker at blive forbundet med et særligt parti:
”Kirken er åben for alle, men den vil ikke stå på én fløjs side mod en anden under civile konfrontationer. Kirken er for, at alle mennesker kan udtrykke sig og deltage i de politiske processer og få indflydelse på statslige beslutninger, men samtidig er kirken imod dem, som forsøger at ødelægge samfundsfreden eller staten som sådan.”
Men kirken skal stadig spille en politisk rolle, fortsætter han:
”Kirken bør være til stede i politik, i økonomi og i den statslige administration – idet lægfolk naturligvis bør have indflydelse på alle lag,” understregede Chaplin.
Den politiske indflydelse skal altså ikke primært udøves oppefra og ned, ved at kirkens hierarki samarbejder med de politiske magthavere. Men nedefra og op, ved at ortodokse russere involverer sig i den politiske proces.
Om kirken kan holde denne kurs, er det for tidligt at sige. Ligesom det er for tidligt at sige, om de russiske demonstrationer slår rødder. Men spirerne til en demokratisk proces er sået.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad