Blandede bolsjer og Brahms

Fire stjerner ud af seks.

Det er ikke altid en let sag at greje de overvejelser, programplanlæggerne i DR Koncertsalen gør sig. Ved den sidste torsdagskoncert i januar blev der inden pausen serveret en pose blandede bolsjer. Man indledte med Claude Debussys ”Petite suite”, der egentlig er et ungdomsarbejde for firhændigt klaver, komponeret i 1889, men som mange år senere blev orkestreret af den i dag ret ukendte Henri Büsser.

LÆS OGSÅ: Brændende skønhed

I sit på én gang flimrende og yndefulde tonesprog er værket et lille kvarters genkendelig Debussy af den slags, ingen kan have ondt af, men måske heller ikke blive voldsomt berørt af.

Efterfølgende hørte vi et nyt ”dobbeltværk”, forstået på den måde at Paganinis violinkoncert nr. 1 havde fået en tur gennem Fritz Kreislers virtuose vridemaskine. Aftenens solist var østrigeren Benjamin Schmid, der levede helt op til de uhyggelige tekniske krav, Kreislers bearbejdelse stiller. Publikum kvitterede for udfoldelserne med energisk bifald. Som sidste nummer inden pausen fik man noget diametralt modsat: Mozarts korte adagio for violin og orkester, KV 261, som han skrev i 1776, formodentlig som alternativ til den langsomme sats i den himmelske femte violinkoncert i A-dur (KV 219). Med sin afdæmpede karakter og en varighed på blot seks minutter blev stykket en markant kontrast til koncertens to første numre.

Efter pausen kunne aftenens dirigent, tyskeren Christoph König, der til daglig huserer som chef for Porto Symfoniorkester, så koncentrere sig om Brahms’ anden symfoni, der traditionelt anses som den lyseste af de fire, mesteren skrev. Alle Brahms’ symfonier opføres i dette halvår af DR SymfoniOrkestret. Mange musikelskere synes uvilkårligt, at den bedste Brahms-symfoni er den, de netop har hørt. Sådan gik det også denne aften, hvor König i solid, tysk Kapellmeister-stil ledte det talstærke orkester gennem de fire satser, og hvor navnlig strygergrupperne gang på gang brillerede med henførende spil. Jeg har hørt mere prægnante og måske navnlig mere lyriske fortolkninger end Königs, men hans indsats var tilstrækkelig kompetent til at ro en ellers skvulpende aften sikkert i land.

Torsdagskoncert: Debussy/Büsser, Paganini/Kreisler, Mozart og Brahms med DR SymfoniOrkestret. Dirigent: Christoph König. Solist: Benjamin Schmid, violin.