Historisk set har præsterne for længst overgivet sjælen til psykiatere og psykologers psyke. En udvikling, eller afvikling om man vil, som er accelereret yderligere, således at vi i 00’erne har kunnet bevidne en overgang til amerikansk behaviorisme. I resultat- og målersamfundets evidensbaserede regi er sjæl og psyke blevet skyllet ud med badevandet til fordel for den ydre iagttagelige og målbare adfærd.

Og i den psykiatriske diagnostiks revisionisme er kærligheds- og omsorgssvigt blevet reduceret til hjernelidelser og akronym-diagnoser som ADHD. Et besøg på Servicestyrelsens hjemmeside for amerikanske importerede evidensbaserede programmer for truede børn og unge er en udflugt i adfærdsteknologiernes verden. Voksne professionelle pædagoger specialuddannes til at hæmme sig selv og arbejde nøje efter manualer, fordi nogle undersøgelser angiveligt har vist, at det er det, der kan producere den ønskede adfærd hos børnene.

Omsorg, næstekærlighed, at være personlig i det socialpædagogiske arbejde, se det enkelte barn i øjnene og møde det i gulvhøjde er fejlkilder i dette scientismens rige, hvor de voksne er udskiftelige repræsentanter for ”programmet”. Først som voksen alkoholiker, narkoman eller prostitueret tilhører den udsatte én af næstekærlighedens og omsorgens målgrupper.

En uhyre problematisk adskillelse af det sjælelige/psykiske fra det adfærdsmæssige har fundet sted og en alt for lidt diskuteret reduktionistisk diskurs, som ser bort fra, at det ikke er alt, der tæller, som kan tælles, har vundet indpas. Behaviorismens ”stimulus-response”-fader, B.F. Skinner (ham med bogen ”Har vi råd til frihed?”), har på samme tid sejret over både Gud og Freud.

De frivillige sociale foreninger er for tiden politisk set meget populære, og også gamle filantropiske organisationer er kommet til ære og værdighed som ”civile samfund” inkluderet i en i øvrigt statsligt styret socialpolitik. Men igen: Hvad det store og komplekse område for børn og unge anbragt uden for eget hjem angår, forekommer det kristne islæt beskedent. Selv dér, hvor den kristne børneforsorgs tradition har overlevet længst, paraplyorganisationen Børnesagens Fællesråd, er der sket en mærkbar afkristning.

I januar 2007 gik formanden Peter Grevsen fra Ungdommens Vel (tilknyttet KFUM og KFUK) således af og overlod formandsposten til den driftssikre direktør Geert Jørgensen fra LOS, en brancheorganisation for landets socialpædagogiske opholdssteder. Symbolsk for dette historiske formandsskifte har Børnesagens Fællesråd nu samme adresse som LOS/Landsforeningen af Opholdssteder og denne sammenslutnings tidstypiske Akkrediteringscenters kvalitetssekretariat.

Spørgsmålet om børn i fængsler har siden 1890’erne og Kristelig Forening for offentlig tiltalte og straffede Børns Redning stået centralt for kristne filantroper. Dansk børneforsorg, med den store børnelov i 1905, har da også sidenhen haft det som en kerneopgave at få børn og unge ud af fængslerne til fordel for anbringelse på nogle af de børne- og ungdomshjem, som skød frem i 1900-tallet.

Men hvad gør man, når det, som skulle være et socialpædagogisk alternativ til fængslet, selv udvikler sig til at være næsten som et fængsel? Ikke mindst i tiåret under den foregående regering, med Dansk Folkeparti som ivrig fortaler for straffe til kriminelle børn, er der sket en udbygning og fængselsgørelse af de sikrede døgninstitutioner i socialt regi.

Der er således nu hele syv sådanne sikrede, nogle endda ”særligt sikrede”, institutioner landet over, og en ny står parat til indflytning i Brønderslev. Samtidig med denne markante udbygning af ”sikret børneforsorg”, er det blevet muligt at indespærre yngre børn helt ned til 12 år. Og netop opholdstiden for de yngste børn på de sikrede institutioner er ifølge nye tal fra Danske Regioner, som har ansvaret for driften af disse institutioner, steget markant de seneste år.

Her har de kristne aktører inden for børn/unge-området ikke været ene om at være tavse, hvad angår det at tale børnenes sag. Ja, for nylig har Red Barnets generalsekretær, Mimi Jakobsen, endog udtalt, at de sikrede institutioner ”egner sig til at tage sig af børnene”. En udtalelse, der strider mod virkeligheden, som den blandt andet er kortlagt i flere undersøgelser.

En forskningsbaseret viden, som Eva Smith, juraprofessor og formand for Det Kriminalpræventive Råd, henholder sig til, når hun siger det stik modsatte af Mimi Jakobsen, at de sikrede institutioner udvikler negativ adfærd hos de anbragte børn, for det er kun dårligt selskab.

Den risiko for negativ smitte fra ældre fanger i fængslerne, som ikke mindst den kristne tradition har arbejdet imod til fordel for børneforsorg, er efter juraprofessorens og andre sagkyndiges opfattelse et lige så stort problem på de sikrede institutioner, hvor et 12-årigt barn kan være anbragt sammen med ”smittefarlige” 16-17-årige ungdomskriminelle.

Denne blinde plet i vor tids børnesag er bemærkelsesværdig – hvorfor er det kun forskere fra blandt andet Socialforskningsinstituttet og formanden for Det Kriminalpræventive Råd, som har udtalt sig kritisk?

Måske kunne et kristent og menneskerettighedsbaseret humanistisk lys rettet mod denne overdimensionerede og børnefjendtlige udvikling i den danske institutionsverden komme for dagen, hvis de anbragte på de sikrede institutioner blev defineret væk fra Børnerådet og over i regi af Rådet for Socialt Udsatte?

De børn og unge, som anbringes på de sikrede institutioner, bliver jo qua deres anbringelser ikke mindre, men snarere mere socialt udsatte.

Benny Lihme er forfatter og redaktør