Historieløst hykleri om feltpræst

Uden at vide det kender jeg pressen godt nok til, at jeg ikke et splitsekund tror på, at omtalte feltpræst har givet sin tilladelse til, at hans dagbog skulle på forsiden. Jeg tror heller ikke et minut på, at man kan opholde sig mere end et par dage i Afghanistan uden at blive en olding. Jeg tvivler på, at hjemmerullede bomber er andet end de dynamitstænger, der i forvejen skal monteres på stedet, men finder det inderligt irrelevant.

Ja, en feltpræst er ”non-kombattant”; en status, der implicerer, at man ikke må deltage i nogen form for kamphandling, men argumentet om, at han bringer andre humanitære institutioner i fare ved sin handling, køber jeg ikke. Der har ikke været en eneste fjendtlig sjæl, der på afstand har genkendt en non-kombattant iført uniform. Han har udelukkende bragt sit eget liv i fare.

Ja, feltpræsten skal have status som og skal forholde sig som non-kombattant. Jeg taler ikke her for en uskreven accept af, at feltpræsten som en anden kamæleon frit kan hoppe mellem de to roller. Og feltpræster har ikke noget at bestille på patruljer uden for lejren. Men jeg taler for retten til at handle, så man kan se sig selv i øjnene bagefter. Og så holder man mund med det.

Litteratur og virkelighed er ikke ét og det samme. Men fortællingerne om Don Camillo afslører det hykleri, der har præget en del af debatten om feltpræst Victor Greves ageren i krig. Havde det været en litterær fortælling, havde man så tænkt slet så ilde om feltpræsten? Var det sket for 100 år siden, ville man så i dag kaste granater 100 år tilbage i tiden efter den præst, der i forgangen tid valgte at bryde reglerne?

Anne Regitze Nieling,

cand. theol.,

Langløkke 21,

Høruphav,

Sydals