Jeg har oplevet det som en meget stor berigelse at blive sat fri

”Jeg tænkte, at præsten ville være uforstående og revse mig, men han var bare barmhjertig. Han kunne godt forstå den frygt, jeg havde følt, og pointerede også, at jeg jo faktisk var gået tilbage for at hjælpe.”

Skriftemålet hjalp Eva Maria Nielsen, der er teolog og arbejder i den katolske kirke i Danmark, til at slippe skammen. Det at sætte ord på oplevelsen og fortælle om den til et andet menneske gjorde, at episoden i Trondheim pludselig ikke fyldte så meget længere. Og det hjalp hende til at indse, at hun selv har behov for barmhjertighed.

Mens mange kan have svært ved at se behovet for at skrifte og opfatter det som noget dystert og moraliserende, forbinder Eva Maria Nielsen det med fest og glæde.

”Personligt har jeg altid, eller i de fleste tilfælde i hvert fald, oplevet det som en meget stor berigelse at blive sat fri. Fornemmelsen bagefter er, at nu er alt godt igen mellem Gud og mig, selvom der stadig kan være nogle ting, jeg skal arbejde med.”

Hun har selv skriftet, fra hun var otte-ni år, og er vokset op i en katolsk familie, hvor det var naturligt, at alle skriftede. Derfor har hun aldrig frygtet skriftemålet. Da hun var barn, foretrak hun den anonyme skriftestol, hvor det var en præst, hun ikke kendte, men siden teenageårene har hun foretrukket at sidde ansigt til ansigt og tale med præsten, fordi det også giver mulighed for at tale om, hvordan man kan arbejde med de ting, der volder en problemer.

Det måske sværeste skriftemål stod Eva Maria Nielsen over for omkring 2004. Nogle mennesker havde såret hende dybt, og hun kunne ikke tilgive dem. Hun følte sig svigtet af Gud og var vred på ham. Skriftemål havde hun slet ikke lyst til.

Men så tog hun på retræte, hvor hun tilbragte nogle stille dage med bøn. Og der opstod tanken om et livsskriftemål – hvor man skrifter hele sit liv i etaper.

”Jeg tænkte, at det gad jeg ikke, men tanken blev ved med at være der, og jeg begyndte at se billeder fra mit liv. Så jeg tænkte, ’okay, Vorherre, du vil have, at jeg skal skrifte, selvom jeg ikke har lyst’,” fortæller hun.

Eva Maria Nielsen aftalte et skriftemål med præsten efter aftengudstjenesten, og det blev et vendepunkt for hende.


LÆS OGSÅ: Kirken giver afskeden mening

”Som kristen vidste jeg, at jeg skulle tilgive, men det kunne jeg bare ikke. Jeg var så vred på de her mennesker, og vreden havde lukket sig om mig. Men gennem samtalen med præsten og fejringen af sakramentet (skriftemålet, red.) var det, som om jeg fik fred. Jeg fik en følelse af, at jeg var elsket af Gud, og at jeg var god nok. Det var som at svæve på en lyserød sky – jeg har aldrig oplevet noget lignende,” siger hun og fortsætter:

”Det gjorde også, at jeg bagefter kunne sætte de mennesker fri ved at sige, ’jeg ved, du har gjort noget dårligt mod mig, men jeg har tilgivet dig’. Der fik jeg glæden ved livet og troen igen.”