DEBAT: Lukker man først en kirke, bliver den ikke åben igen

Man er hovedrystende, når man hører provst Paw Kingo Andersen udtale sig. Han er parat til at begrave det meste af vor middelalder.

Men lukker man kirker, nedskriver man den historiske bevidsthed. Vi kender nemlig vores historie gennem det landskab, vi færdes i. Og her er kirkerne ikke uvæsentlige.

LÆS OGSÅ: Leder: Vanskelig kirkelukning

En dygtig dansk teolog – Jørgen I. Jensen – skrev en væsentlig bog for en del år siden med titlen ”Den fjerne kirke”. Bogen demonstrerer, hvordan danskernes forhold er til kristendom og historie. Selvom vi ikke slider malingen af kirkebænkene, har vi alligevel et forhold til kirken som en stor, glødende monolit, der lyser op ude på bakken. Vi ser den foran os i det fjerne. Og vi hører dens lyd, når klokkerne ringer Solen op og ned.

Kirken er således nærværende i både syn og hørelse, men vel at mærke som fjern. Det er Jørgen I. Jensens pointe. Fjerner vi selv den fjerne kirke ude på bakken, fjerner vi også kristendommen og historien. Hvor Jørgen I. Jensen taler om den fjerne kirke, kommer Paw Kingo Andersen og ligesindede til at repræsentere den fraværende kirke. Og den bliver aldrig nærværende.

I Fyens Stiftstidende den 27. januar udtaler Paw Kingo Andersen, at han er flintrende ligeglad med, hvad kirkerne bliver brugt til, når de først er lukket. I en luthersk tradition er bygningerne nemlig ikke hellige. Her er det kun Skriften, der tæller, siger Kingo.