|
1. februar 2012
Der kommer flere reagensglasbørn. Dansk soldat i Helmand såret. Læs kort nyt fra Danmark
200 evakueret fra voldsom tagbrand
En voldsom brand raserede i går hele tagetagen på en beboelsesejendom på Valbygårdsvej i Valby i København. 200 beboere er evakueret og opholder sig på et nærliggende gymnasium, indtil de kan blive genhuset. Ved redaktionens slutning var der ingen meldinger om, at nogen er kommet til skade ved branden. Det var for tidligt at sige noget om brandårsagen. /ritzau/
Der kommer flere reagensglasbørn
Danskere uden svimlende summer på bankkontoen strømmer igen til landets offentlige fertilitetsklinikker for at få hjælp til at få børn. Sådan ser tendensen ud på en række hospitaler, efter at det fra årsskiftet igen blev gratis at blive behandlet mod barnløshed. ”Bare her i januar har der været omkring 100 nyhenvisninger, hvor vi typisk i den her periode plejer at have 50. Der er ingen tvivl om, at det er en pukkel fra 2011,” siger leder af fertilitetsklinikken på Odense Universitetshospital Peter Humaidan. Brugerbetalingen blev indført sidste år af Folketingets daværende VKO-flertal. /ritzau/
Dansk soldat i Helmand såret
En dansk soldat i Afghanistan er blevet såret af skud og fragmenter. Det oplyser Hærens Operative Kommando, HOK. Den danske soldat var på patrulje i nærheden af patruljebase Clifton i Helmandprovinsen, da hans enhed blev ramt af skud fra håndvåben og af raketter. Soldaten modtog førstehjælp på stedet og blev kort tid efter fløjet til felthospitalet i Camp Bastion. ”Han er ved bevidsthed, og hans tilstand er stabil,” siger Erik Bøttger, presseofficer hos HOK, som fortæller, at soldaten er ikke alvorligt såret. Den sårede soldats nærmeste pårørende er underrettet./ritzau/