Årsagen til succesen er ifølge Malene Flindt Pedersen, at genren viser mere end bare den sort-hvide virkelighed, hvilket især fanger de unges interesse.

”Dokumentarfilmen er i stand til at vise nuancerne i en stor og kompleks verden – og det på en måde, så vi kan rumme det, hvilket der er en større efterspørgsel efter i dag,” siger hun og nævner som eksempel dokumentarfilmen ”Armadillo” fra 2010, som ikke skulle argumentere for eller imod krigen i Afghanistan, men derimod vise, hvad det vil sige at være i krig.

Derudover mener Malene Flindt Pedersen, at dokumentarfilm er blevet mere populære, fordi de giver en følelse af nærvær:

”Det mest magiske ved genren er autenticiteten. Det, at vi kigger på noget, som faktisk foregår. For eksempel når kameraet indfanger blikket hos soldaten i ’Armadillo,’ hvor vi helt ind i sjælen kan mærke, hvad han føler og tænker. Det ville aldrig klares af en skuespiller.”

Det giver professor i film og medievidenskab ved Københavns Universitet Ib Bondebjerg hende ret i:

”Der har altid været en stor interesse for virkeligheden. Den er fascinerende, og en god dokumentarfilm giver ofte mere end spillefilm, da den har autenticitet, fordi vi følger virkelige begivenheder og personer,” siger han.

På fredag udkommer Ib Bondebjergs anden bog om dansk dokumentarisme, hvor han analyserer dansk dokumentarfilms historie og udvikling fra 1960’erne og frem til i dag.

Her konkluderer han blandt andet, at der altid har været en interesse for dokumentargenren, men at man især kan se en markant stigning fra årtusindeskiftet og frem til i dag.

Hvor dokumentarfilm før tresserne nåede et stort publikum som forfilm til spillefilm i biografen og i foreninger og skoler, øgedes filmstøtten først gennem nye filmlove i 1964 og 1972 og senere med en fordobling af støtten i 1997, hvilket har styrket danske dokumentarfilm kvalitets- og produktionsmæssigt. Samtidig har den digitale mediekultur ifølge Ib Bondebjerg gjort dokumentarfilm mere tilgængelige, og det internationale gennembrud har gennem de seneste 10-20 år skabt en god cirkel, hvor succes og priser fra udlandet styrker selvtilliden hos danske dokumentarfilmproducenter og dermed også kvaliteten af deres film.

I kunstbiografen Øst for Paradis i Aarhus er man glade for den voksende interesse, da den betyder, at der kan blive plads til flere dokumentarer i fremtiden.

”Vi vil gerne give den helt specielle oplevelse, som dokumentarfilmene er, videre til danskerne. Og vi kan mærke på vores publikum, at de synes, det er fantastisk. Det fantastiske ved genren er, at virkeligheden kommer tættere på os. Vi får lov til at komme tæt på personer, som man ellers ikke kan komme i nærheden af, og situationer, hvor vi ellers aldrig var blevet lukket ind. Vi følger en handling eller et tema, der ikke er tygget igennem, men hvor det er fuldstændig råt. Det, man ser, er den barske virkelighed,” siger Ditte Daugbjerg Christensen fra Øst for Paradis.

Ifølge Henrik Juel, der er lektor i visuel kommunikation ved Roskilde Universitetscenter og har skrevet om dokumentargenren, er det dog ikke den virkelighedsnære fremstilling alene, der gør genren så populær. Det er også et større engagement, som flere efterlyser i dag:

”Vi får nyheder på tv, der er gennemtyggede og afbalancerede med argumenter for og imod. Men her kan man gå ind og lave en engageret subjektiv fremstilling af en sag, som man vil gøre opmærksom på eller slås for. Der er altså et personligt engagement og en mere subjektiv vinkel på virkeligheden, og der er en frihed og selvstændighed i materialet,” siger han og tilføjer, at dette betyder, at den gamle diskussion om, hvorvidt dokumentarfilmen er fakta eller fiktion, er helt passé. I dag bør vi forstå genren som et indlæg i en debat, mener han:

”Vi har jo en subjektiv oplevelse af virkeligheden, og man kan ikke forvente, at man skal engagere sig i noget neutralt. Virkeligheden har overhalet den dårlige videnskabsteori om, hvad dokumentaren egentlig kan. Vi vil gerne høre engagerede indlæg, og vi føler os tættere på dem, som laver kreativt og produktivt arbejde.”