Peter Stein Larsen |
2. februar 2012
”For hver selvmordsbomber/ der dræber uskyldige/ bliver tegningen/ mere sand”.
Sådan lyder et af Peter Legård Nielsens skarpe, provokerende og politisk ukorrekte digte i samlingen ”Digte fra et ukendt sted”. Man kan selvfølgelig i allerhøjeste grad diskutere holdningen i Legårds tekst. For naturligvis har digteren i princippet ret i, at en generalisering bliver mere meningsfuld, jo flere den passer på. Men dette retfærdiggør jo ikke, at en generalisering kommer til at ramme sagesløse individer, som det er tilfældet i den ovenstående tekst.
LÆS OGSÅ: 10 kunstværker på kant med etikkenDet samme gælder den følgende tekst, der ligeledes deler holdning med forsvarerne af Jyllands-Postens Muhammed-tegninger: ”Tolerancen/ er i dag / så stor/ at du kan/ gå på tv/ eller udtale til aviserne/ at utro kvinder/ eller homoseksuelle/ skal stenes/ af religiøse grunde / og stadig være/ ekspert på området”.
For hvem er det mon egentlig, Legård her sigter til, når han taler om tolerante tosser og farlige islamister, der kaldes eksperter? Det er da vist kun Jesper Langballe, Søren Krarup og et par ligesindede debattører, der uden at blinke kan sætte adresse på den slags.
Sådanne spørgsmål gør dog langtfra Legårds bog kedelig. Og den rummer, skal det siges, også meget andet end slagfærdige samtidskommentarer. Er ikke alle digte i Legårds samling lige vellykkede, så er den i hvert fald et værk med masser af diskussionspotentiale.
Peter Legård Nielsen: Digte fra et ukendt sted. 104 sider. 200 kroner. Forlaget Vandkunsten.