Et nyt forskningsprojekt til 7,7 millioner kroner skal finde frem til og formidle, hvad man ved om forholdene for psykiatriske patienter, børnehjemsbørn og åndssvage i perioden fra 1945 til 1980. Hos fagfolk er der dog uenighed om behovet. Men enighed om, at vi som samfund har brug for at få indsigt i en af danmarkshistoriens mørkere sider
Ved vi ikke tilstrækkeligt om dette område allerede?
”Vi ved rigtig meget. Men det er fint med penge til området, spørgsmålet er bare, om de gives der, hvor behovet er størst. Det er helt klart vigtigt at få indsamlet erindringer fra dem, der oplevede overgrebene. Det må siges at være i sidste øjeblik. Men hvis man virkelig vil formidle, hvad der skete dengang, bør man først og fremmest redde de mange lokale historiske samlinger på området. Senest er Blindehistorisk Museum blevet pakket ned, og samlingerne om udviklingshæmmede er også trængt. Det er katastrofalt, hvis man vil holde på historien.
LÆS OGSÅ: Dette er bedre end en undskyldningHvad kan de berørte og samfundet som sådan få ud af den nye forskningsindsats?
”Erindringerne fra dengang kan give de berørte en form for anerkendelse af, at de blev ramt af noget, de ikke selv var skyld i. Alle andre – måske især de unge – kan lære eller blive mindet om, at vi på et tidspunkt i historien satte nogle bestemte mennesker helt uden for samfundet – også i retslig sammenhæng. Det kan være med til at give nogle overvejelser om, hvilket samfund vi vil have. Mange er eksempelvis ikke klar over, at den hårde tone, der i dag er over for handicappede, har været der før.
Flere grupper har bedt om en undskyldning for, hvad der skete. Er dette tiltag lige så godt?
”De mennesker, der mener at være berettiget til en undskyldning og måske endda en erstatning, vil nok ikke være tilfredse med forskning. For mig er det vigtigste, at vi anerkender, at vi som samfund var galt på den dengang.