Syndens grimme ansigt

De fire er pæne og ordentlige mennesker. Den forurettede drengs forældre er Penelope (Jodie Foster) og Michael (John C. Reilley). Han har et vvs-firma, og hun er forfatter og meget optaget af konflikterne i Afrika. Hun skriver på en bog om konflikten i Darfur. Konflikter skal løses ud fra en fælles ansvarsfølelse, siger hun. Kultur fremmer fredelig sameksistens, mener hun. Heldigvis er vi nogle ansvarlige voksne, føjer hun til.

Det andet par er Nancy (Kate Winslet) og Alan (Christoph Waltz). Han er advokat og taler hele tiden i sin mobiltelefon. Hun er investeringsrådgiver. Efter at de fire har lavet skadesanmeldelsen, sætter de sig for at få en kop kaffe – og så begynder løjerne eller afklædningen skulle man snarere sige. Snart krakelerer den pæne facade både de to par imellem og parterne indbyrdes. Det er meget bidende og uhyre morsomt. Replikkerne fyger hen over bordet, og uventede alliancer opstår.

På et tidspunkt fortæller Alan om en blodbadets gud i Congo. Det kan være spændende nok, men det egentlige blodbad er lige her, hvor pænheden smuldrer, og synden stikker sit grimme ansigt frem. Vi er sandelig nogle hidsige sataner. Alle fire nydelige forældre rummer dette. Det er det egentlige gys bag det morsomme spil.

Alle fire skuespillere leverer en mesterpræstation. Filmen afslører det pæne, civiliserede menneske som et ensomt og hyklerisk individ. Når alt således er skrællet af de fire, trænger man til at høre om syndens tilgivelse og forkyndelsen af en ny start. Det ligger faktisk i de sidste billeder i filmen, men det skal ikke røbes her.

Carnage. Frankrig, Tyskland, Spanien og Polen 2011. Instruktion: Roman Polanski. Premiere i Grand Teatret, Dagmar, Empire Bio (Kbh.), Gentofte Kino, Øst for Paradis (Aarhus) og Biffen (Aalborg).