Digte til sørgende hitter blandt præster

”i lyset af dig” omfatter i den nye, forøgede udgave 25 små digte, som Nana Rømer Dorph-Petersen skrev ud af sin egen sorg efter sin mands død i 2005. Forfatteren Torben Dorph-Petersen var en kendt skikkelse i det aarhusianske undergrundsmiljø, og sammen drev de Ravnens Forlag, som Nana Dorph har fortsat driften af og siden har udgivet flere digtsamlinger på.

”Dorph plejede at sidde ved computeren med sit arbejde, men nu sad han der pludselig ikke mere. Der var så tomt, og derfor satte jeg mig der og begyndte at skrive,” og sådan kom digtsamlingen til verden, fortæller sogne- og hospitalspræst Christian Højlund med henvisning til Nana Dorphs egen forklaring på bagsiden af den nye udgave.

”Det er typisk Nana,” fortsætter Højlund, ”hun er ikke bange for noget, hverken i dette liv eller i det kommende. På én gang sårbar og uforfærdet slår hun sig ned i tomhedens epicenter og gør den døde levende med sin poesi, selvom det ikke kan lade sig gøre. Og lader sorg og savn gøre så sønderrivende ondt, som det nu gør pludselig at have mistet sin elskede. Her findes ingen hurtig trøst, og det er just trøsten.”

Iben Munkgaard Davids får jævnligt positive tilbagemeldinger på digtene fra efterladte.

”De rører ved de helt fundamentale menneskelige vilkår på en så nærværende og indlevet måde, at andre kan genkende deres sorg i digtene. De giver plads til sorgen, men også håbet – ved siden af taknemmeligheden over at have kendt den nu mistede.”

Lis-Ann Rotem, der har arbejdet som præst i flere københavnske sogne, peger på, at digtene rammer lige ind i de sørgendes situation.

”De er hudløst ærlige som for eksempel, når Nana skriver, at ’halvdelen af mig mangler’, for det er jo netop den følelse, mennesker har, når de står alene tilbage efter en ægtefælles død. Jeg tror, genkendeligheden er forklaringen på, at så mange kan bruge digtene i deres sorg, og digtene kan samtidig være med til at skabe en samhørighed mellem de sørgende.”

Christian Højlund bruger også digtsamlingen, når han som præst og hospitalspræst er i kontakt med personale på sygehus og plejehjem, som i deres arbejde ofte kan være tæt på sorgen og døden:

”Nanas digte tilbyder et fællesskab med den sørgende, så læser og digter sammen bevæger sig gennem tabet frem mod lyset og forsoningen. Der er samtidig krop og sanselighed i hendes digte, hvor håbet knyttes direkte til kødets opstandelse, der er styrken i hendes og vores kristne tro.”

Som Højlund uddyber det på bagsiden af den nye udgave: ”Her er ingen sjælevandring eller spirituel abstraktion. Kun Helligånden, der kaster et forklarelsens lys over den frysende krop, så liv bliver muligt i lyset af den elskedes kærlighed, ’ikke i skyggen af din død/ min elskede/ men i lyset af dit liv/ din død/ i lyset af din opstandelse.’”

For Nana Dorph selv førte rejsen gennem sorgen frem til erkendelsen af, at Guds kærlighed omfatter evighed og himmel og jord, og netop derfor kan den, der har mistet, stadig have den mistede hos sig, fordi levende og døde lever i samme evighed og er omfattet af Guds kærlighed.

De fleste af digtene er næsten haikuagtige i deres enkelhed, som det kommer til udtryk i et af de tilføjede digte, der nu afslutter samlingen:

når jeg dør

går jeg lige ind

i Gud