To svar på mødet med det umenneskelige

Den 27. januar var der to indlæg i Kristeligt Dagblad på side 17 under debat. Ikke ejendommelige i sig selv, men interessante, fordi de stod over for hinanden. Det ene indlæg var et forsvar for den moralske orden med henvisning til massakren på Utøya. Det andet var en personlig beretning om et besøg i koncentrationslejren Mauthausen. Hver især tematiserede de to indlæg altså det ubetvivleligt, ubegribeligt onde. Det interessante i indlæggene var, at de hver for sig antydede to meget forskellige svar i mødet med det umenneskelige.

LÆS OGSÅ: Barmhjertighedskamp for næsten

I klummen (Kirkeligt set) drejede det sig om et angreb på relativismen som uforenelig med kristendommen. I mødet med overgreb og ondskab får vi ifølge klummeskribenten brug for ”faste og ubrydelige værdier”. Det er en besynderlig påstand, når den underbygges med en henvisning til Breivik. Her var da om nogen et menneske med stærke værdier! Hans tilslutning til den nationale identitet som en urokkelig værdi var fast og ubrydelig. Selv opfattede han sin forbrydelse som et forsvar for det, han forstod som den moralske orden.

Noget tilsvarende kan siges om de nazister, som var ansvarlige for Mauthausen. I begyndelsen sparede Hitler ikke på referencerne til Gud. Og i kirkerne var man – over en bred kam – begejstrede. Her var én, som stod urokkeligt fast på værdierne: Gud, fædrelandet og den moralske orden. Hvor troen på Gud spillede en rolle i modstanden mod nazismen, var det ikke nødvendigvis som garanten for evige værdier. Da var det nok snarere som relativerende faktor: Gud alene er Gud. Der er ikke noget menneske eller menneskeligt tankesystem, som kan afkræve os betingelsesløs lydighed.