Udstilling om religion Islams hjerte banker i Mekka. Ny stor udstilling på British Museum viser, hvorfor pilgrimsrejsen, hajj, til Mekka er så vigtig for muslimer
Kun muslimer har adgang til Mekka. Selv vejskiltene på vejen til byen fortæller, at der er spor, kun muslimer må følge.
Pilgrimsrejsen, hajj, er en af de fem søjler i den muslimske tro og den eneste, som udelukkende er forbeholdt rettroende muslimer.
LÆS OGSÅ: De arabiske kvinders frigørelse vil få kamp til stregenMen nu kan alle komme med på rejsen. British Museum i London har slået dørene op til en storstilet udstilling, som fortæller om den religiøse og historiske baggrund samt viser kunstværker med relation til pilgrimsrejsen.
Her kommer beskueren helt tæt på de store guldindvævede tæpper og forhæng, som har hængt på kabaen, den sorte terningformede bygning, der står i centrum af den hellige by.
En del af hajj er netop at løbe rundt om Kaba, hvil-ket har inspireret mere nutidige kunstnere. Den 32-årige kunstner Ahmed Mater har eksempelvis skabt et kunstværk, hvor små metalstykker symboliserer pilgrimmene, og som ved hjælp af magnetisme viser den hellige bygnings tiltrækningskraft.
”British Museum har som formål, at besøgende skal forstå den verden, vi lever i, og vi kan ikke forstå den verden, hvis vi ikke også forstår, hvorfor religion er så vigtigt for mange mennesker. Vi vil give alle en følelse af, hvorfor pilgrimsrejsen er så vigtig,” forklarer direktør Neil MacGregor fra British Museum.
Han bliver suppleret af den saudiarabiske ambassadør og medlem af kongefamilien, prins Muhammed bin Nawaf.
”Pilgrimsrejsen er noget, som alle muslimer skal på en gang i deres liv, hvis de er i stand til det. Udstillingen skal give et indblik i, hvad der sker på rejsen, og hvorfor det er en oplevelse, som forbliver i hjertet hos alle, som har været på den rejse,” fortæller prinsen.
Det er netop den saudiske kongefamilie, der formelt er vært for de mange pilgrimsrejsende, og som sørger for alle faciliteterne. Selvom indholdet i de fem dage i Mekka har været det samme gennem mange århundreder, så har rejsen ændret sig fundamentalt.
Nogle kommer stadig ad en af de gamle ruter, som strækker sig fra Timbuktu i Mali, Bagdad eller det gamle Ottomanske Rige, og nogle foretager stadig rejsen til fods eller på kamel. Men ellers er det fly, båd og tog, som totalt har ændret rejsen og ikke mindst omfanget af pilgrimme.
Tallene taler deres eget tydelige sprog. Tilbage i 1932 kom der 20.181 pilgrimme til Mekka. I 1950 passerede antallet 100.000. I 1990 var det over 800.000, og siden er omfanget eksploderet og var sidste år næsten tre millioner, som alle skal have overnatning, mad og drikke. Her er alt fra luksushoteller til teltlejre med aircondition, og en moderne storby omgiver nu det hellige sted, hvor profeten Muhammed blev født.
Men allerede før profeten kom til verden, var Mekka målet for arabiske nomader, som troede, stedet havde en hellig kraft.
Kabaen, som i dag er sort, var oprindelig hvid og ifølge islamiske legender bygget af Adam, efter at han var forvist fra paradiset. Den oprindelige bygning er ikke mere, men er ifølge Koranen genopført af Abraham og hans søn Ismael. Den sorte farve kommer ifølge muslimerne fra de mange synder, som de troende har kastet på bygningen. En central del af rejsen er således at samle 49 småsten, som bliver kastet væk, hvilket netop er at bortkaste sine synder. De fem dage, som finder sted i den sidste måned i det muslimske år, handler netop om renselse, og pilgrimsrejsen, hajj, tiltrækker muslimer fra hele verden uanset deres nationalitet og fløj i den muslimske tro.
norum@k.dkHajj. Journey to the heart of islam, British Museum i London til 15. april. Entré 12 pund.