Ikonen er tænkt som et vindue til evigheden

Den synlige billedrigdom udgør hele den ortodokse kirkes kerne og rum, hvor Kristus er centrum. Ikonen er ikke kunst. Den er en brugsgenstand i og uden for kirkerummet og ikke beregnet til museer. Den er ikke et udtryk for æstetisk skønhed, men for troens sandhed og Guds virkelighed. Ikonen er gudstjeneste, teologi og forkyndelse. En vejviser til Gud.

Det er en almindelig misforståelse, at ikonen tilbedes af de ortodokse. Det gør den ikke, men det kan se sådan ud for os, der ikke på samme måde bruger kroppen i en kristen trospraksis eller gudstjenestelig sammenhæng. Ikonen æres for den virkelighed, den repræsenterer og viser hen til.

Ikonen forudsætter traditionelt tilstedeværelsen af tre personer. Den person, som afbildes, ikonografen og betragteren. Den, der står foran ikonen, må se med hjertets og troens øjne. Forsvindingspunktet er det sted, som øjet søger i et kunstværk, og blikket så at sige forsvinder ind i værket.

I ikonen er forsvindingspunktet i betragterens eget hjerte. Dette ”omvendte perspektiv” skaber et ”rum af nærvær” mellem ikonen og betragterens blik. Et rum, der tåler stilhed, ro og gentagelse. Et spirituelt rum i tiden, hinsides ordene. Samtidig leder ikonen betragteren væk fra sig selv, så blikket rettes mod Gud og peger på Kristus. Jord og himmel må bøje sig.

Det ligger konkret i korstegnelsen og kropsbøjninger, som vi ser hos ortodokse kirkegængere. Man falder ned for Kristus og rejser sig ved ham. Kors-tegnelsen begynder med den lodrette bjælke, der går fra pande og forstand ned over hjertet. Den tværgående korsbjælke favner hjertet. Sagt med andre ord skal hovedet ned i hjertet.

Spiritualiteten er ikke noget, man søger efter som en flyvsk metafor. For Gud har taget bolig i verden. Spiritualiteten bor i kroppen. Den er til at tage og føle på. Krop og ånd forenes i ikonen. Kristus er den usynlige Guds billede. Hans inkarnation og menneskelighed legitimerer billedets berettigelse og eksistens i kristendommen.

Ikonerne er den ordløse forkyndelse af Guds virkelighed, hvor al tale må forstumme og stilheden omslutte betragteren. Det er ikke beskueren, der dømmer og bedømmer, men Kristi stærke blik, som hviler på én. Ikonens blik handler om at blive set og få identitet.

Ikonen er ordløs bøn. En hymne i farver. En prædiken uden ord. Livet er ikke kun en dans på gloser!Ortodoksiens hjerte er tavsheden, skriver Monica Papazu i bogen ”Diamantbroen”. Hvis tavsheden forstås, kan alt forstås. Inden man kan tage imod ordets lære, skal man lære at lytte til dets tavshed. Den tavshed, som ordet kommer fra og vender tilbage til. Tavshed, ikke tomhed, men fylde og nærvær.

Det er tavsheden og stilheden, som skal lære os at tale og give liv til ordene. Ellers mister de deres betydning. Gud har brudt tavsheden. Først ved sit skabende ord og så med Kristi inkarnation, ordet der blev kød. Det ordløse må forstås som et menneskeligt grundvilkår mellem Gud og os – som selve mellemrummet mellem Guds kalden og vores svar.

Ikonen er tænkt som et vindue til evigheden. Vi står i den gudskabte verden, og når vi åbner os for ikonens blik, står vi på tærsklen mellem allerede og endnu ikke og ser ind i Guds rige.

Det livgivende vokser ud af stilheden. Men stilheden er os fremmed. Vi føler os hjemløse i det ordløse. Alting skal have sprog. Travlheden med at fylde hvert minut ud med urolig aktivitet, selvforstyrrelser og ord hjælper os ikke til at finde hvile og ro.

Stilhed, selvvalgt ensomhed og tilbagetrækning fra verdens larm går tilbage til den lange tradition fra ørkenfædrene og Jesus selv. En dyb og praktisk dimension knytter sig til Jesu tilbagetrækning fra menneskemængden: ”Gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din fader, som er i det skjulte … Når I beder, så lad ikke munden løbe, som hedningerne gør, fordi de tror, de bønhøres for deres mange ord. Jeres fader ved, hvad I trænger til, før I beder om det” (Matt. 6, 6-8).

Stilhed og tilbagetrækning i den ortodokse kirke er lige så vigtig som føde for kroppen. Menneskers deltagelse i et fællesskab kræver stilhed og tilbagetrækning. Den indre ild slukkes og lader mennesker golde, hjemløse og rastløse.

Jesus havde ikke selv et kammer at gå ind i. Han gik ind i sit hjertes inderste kammer for at kunne lytte til Gud og gøre sin gerning hos mennesker. Stilheden gør os i stand til at lytte. Den, som taler hele tiden eller på anden vis fylder sig med ord, kan ikke lytte, hverken til Gud eller næsten. På ikonen er ørerne derfor små, munden lille og øjnene store og åbne.

Stilheden er ordenes bagside, som ikonen er den ordløse bøn og prædiken. Der er en tid til at tie og en tid til at tale. Det første er vanskeligere end det sidste. Stilheden er pulsslaget i den ortodokse kirke. Dens ordløse stilhed og tavsheden i ikonen kan udfordre hverdagens fremadrettede, ordfyldte larm. I stilhedens rum kan vi lytte og især se og forstå med hjertet. Det er i stilheden, vi skal lære at tale.

Tidens krav til kirken om mere krop efterkommes ikke nødvendigvis af en påfyldning af flere ord. Ikonen kan styrke ro, hvile, bøn og forundring i gudstjenesten, der jo har sin egen stille og langsomme puls. I gudstjenesten kan vi være i et specielt nærvær gennem en langsom og gentagende rytme, hvor Gud selv kommer helt nær, og det er muligt at mærke livets pulsslag helt i bund.

Nobelpristageren i litteratur Tomas Tranströmer sætter klare ord på den evangeliske sandhed, plads til hvilens ro – og om at lade ting være ugjorte: Du bliver aldrig færdig, og det er, som det skal være.

Jørn Henrik Olsen er fakultetsleder på Menighedsfakultetet og billedkunstner, og Pernille Svendsen er ikonograf og sognepræst i Sanderum