Hvor havet æder af Danmarks kyst

Kirken blev bygget ca. halvanden kilometer fra det frådende Vesterhav, som vedholdende gnavede af kysten mod vest,samtidig med at den stride vind sendte byger af sand ind over land. Let var tilværelsen ikke.

Men kirken blev en del af livet fra dåb til død. Den lille, kullede kirke blev betragtet med ærefrygt. Og på et tidspunkt fik den en klokke, der kunne kalde til gudstjeneste, dåb, bryllupper og begravelse, og som kunne akkompagnere Solens opgang og nedgang på behørig vis.

Nu er kysten rykket så tæt på kirken, at den står ved afgrundens rand. En stor del af kirkegården er allerede styrtet ned, og i 2008 rev myndighederne kirken ned, så der nu kun står grundmurene tilbage. Skov- og Naturstyrelsen havde med miljøministeren i spidsen besluttet at fjerne kirken. Angiveligt af nogle sikkerheds- og miljøhensyn.

Jeg var en af dem, der kæmpede mod nedrivningen. Der var jo udsigt til et spektakulært drama med den gamle kirke på vej ud over kanten. Mårup Kirke tilhører hele Danmarks befolkning, og dens historie og tilstundende dramatiske endeligt vedrørte alle i nationen. Det var en begivenhed og et drama med en usædvanlig stor og vedkommende fortællekraft om natur, kirke og Danmark.

Efter århundreder som ramme om fødsel, liv og død (og scene i filmen ”Babettes Gæstebud”) var mit håb, at Mårup Kirke fik fred til at leve sin tid ud og styrte i Vesterhavets bølger som en fri fugl. Det ville have været en smuk og værdig afslutning på et langt liv. Fra naturen – til naturen. Men sådan kom det altså ikke til at gå. Vi blev snydt for at følge kirkens sidste vej mod havet og for et dramatisk tilløbsstykke uden lige.

Andre steder i Danmark gnaver havet også, og især under vinterstormene kan det stedvist gå voldsomt til. Stormene i vinteren 201 012 gik især hårdt til kysterne i Nordjylland og på Læsø og Anholt. Det blev dødsdommen for mange sommerhuse ved vestkysten, og på Anholt blev kystvejen til havnen undermineret og ødelagt.

Ved de fleste klinter går nedbrydningen heldigvis langsommere. Kystnedbrydningens hastighed varierer fra sted til sted, men det er ikke ualmindeligt, at havet æder omkring en halv meter om året i gennemsnit. Nedbrydningen sker dog ikke jævnt. Der er masser af lokale skred, som undertiden kan være meget store og voldsomme, og også på grund af vejret er der store forskelle fra år til år. Regn, storm, skift mellem tø og frost og højvande får nedbrydningen til at accelerere.

Kysten på sydsiden af Glænø er en af Danmarks mange tusinde klintkyster. Her vandrer jeg ofte og året rundt, for jeg bor lige i nærheden. Derfor kender jeg kystens foranderlighed, og det slår mig, hvor hurtigt den ændrer sig. Strandbredden veksler smukt mellem sand, rullesten og større, spredte sten, og efter storm og højvande kan der med ét forsvinde eller opstå sandstrande. Om vinteren skrider moræneklinterne ned og bliver hurtigt ædt af bølgerne. Bølgekræfterne er den store sorteringsmaskine, som vasker morænen igennem og fører leret til havs som plumret vand, der slipper sine partikler på roligt og dybt vand langt væk fra klinterne.

Sandet bliver tilbage ved kysten, men bliver tit flyttet rundt og frem og tilbage af bølger og vind. Og morænens mylder af små og store sten bliver tilbage på stranden, hvor de ustandseligt bliver bearbejdet af bølgernes sandede kværn og slebet runde. På rigtige rullestensstrande kan man i roligt vejr med dønninger tydeligt høre, hvordan stenene ”snakker” sammen.

Klintkysterne er spændende på grund af deres jomfruelighed, og fordi Danmarks undergrund blotter sig i alt sin pragt som en åben bog, der kan læses af enhver, som kender lidt til jordlagenes historie og sprog. Havet er arkæologen, som blotlægger både kulturspor og masser af urnatur, der er urørt af menneskehånd. Klinterne bliver genfødt i ny skikkelse efter hver periode med voldsomt vejr.

Morænen er en skøn og broget blanding af ler, sand, grus og sten, som gletsjerne har bragt med sig fra nær og fjern og sluppet over landet. Men under morænen ligger lag, der er mange millioner år gamle. Lag fra tider, hvor Danmark lå helt anderledes på kloden, havde et andet klima, og hvor Jorden i det hele taget så ganske anderledes ud end i dag. De gamle lag kommer frem ved kysterne som blandt andet moler og kalksten. Og på Bornholm er der klipper, sandsten, skifre og meget andet med aldre på 200-1800 millioner år.

Mange af de gamle lag er naturligvis spændende på grund af deres fossilførende lag med forsteninger af planter og dyr fra Jordens forhistorie. Men morænelagene er uforudsigelige. Deres indhold af sten og forsteninger er mere eller mindre tilfældigt, alt efter hvor og hvordan isen har bevæget sig hen over klodens nordkalot. De fleste steder kan man dog være sikker på, at morænen indeholder afskrab fra kridttidens lag af kalk og flint, som ligger højt i Danmarks undergrund i de østlige og nordlige dele af landet.

Derfor finder man ofte vættelys, forstenede søpindsvin eller raslesten (forstenede havsvampe) siddende i moræneklinternes eller udvaskede mellem stenene på stranden neden for klinterne.

De mange forskellige stenarter, som enten stadig sidder i de blottede moræneskrænter eller ligger nøgne, renskurede og farverige på stranden, har en særlig magi, som kun bliver større, når man kan sætte navn på nogle af typerne og får at vide, hvorfra de stammer. De mange forskellige typer af granitter og gnejser kan ligne hinanden. Men den nubrede grå kinnediabas eller den fine rødgrå rhombeporfyr, som er spættet af store lyse og kantede krystaller, er meget karakteristiske og værd at kende.

Kinnediabasen er brudstykker af klipperne på højdedragene sydøst for kæmpesøen Vänern i Sverige, mens rhombeporfyren er stykker af grundfjeldet omkring Oslo. Således ligger de forskellige stenarter som såkaldte ledeblokke – visitkort fra Norden – overalt ved de danske kyster. Og det fine er, at de her ved kysterne er nyskurede og rene, så man kan se deres farver og mønstre. Det kan man ikke altid inde i landet, hvor jord, lav og alger tit dækker stenenes overflade, så de er svære at genkende.

Selvom strandene og klinterne er ustabile og foranderlige, har de en særpræget og ganske rig plantevækst. Det livgivende lys er overvældende, temperaturen er høj, og nede mellem sandet, gruset og stenene er vandet næringsrigt og fyldt med mineraler. Det er en ren vitaminsuppe frembragt af havets kværnende brænding. Så planterne har specialiseret sig i at holde sig fast med lange og vidt forgrenede rødder, der kan vokse op til en halv armslængde på en dag. Og når urterne først har fat, gror mange af dem lynhurtigt. I det urolige miljø gælder det om at vokse op, blomstre og sætte frø på rekordtid, når muligheden byder sig.

På selve stranden vokser strandsennep, sodaurt, strandarve, strandært, strandmelde, strandgåsefod og undertiden den ildelugtende og dødeligt giftige skarntyde. Og på stenede steder vokser blandt andet strandbede (en slægtning til rødbede) og den statelige og smukke strandkål.

Oppe på lerklinterne vokser andre planter, som også har dybe og vidt forgrenede rødder: Det er følfodens naturlige voksested, og her vokser agersnerler, padderokker og vild gulerod i vældige mængder. Lige indtil de styrter ned.

Engang kunne private opkøbe strande og spærre dem af for offentlig færdsel. Sådanne opkøb og afspærringer tog på et tidspunkt voldsom fart ved Øresundskysten nord for København, og dét blev en del af det bedre borgerskab så indigneret over, at den stiftede Danmarks Naturfredningsforening i 1911. Seks år senere kom den første naturfredningslov, som forbød private at lukke strande af for offentlig færdsel. Derfor er der fri adgang langs de danske strande bortset fra de private strande, der blev lukket for færdsel før 1917, og steder, som er lukket på grund af f.eks. militærøvelser eller ynglende fugle og sæler.

De fleste kyster i Danmark er underlagt naturens frie kræfter med vind, vejr, bølger og højvande. De stærke kræfter giver kysterne deres poesi og den skiftende jomfruelighed med hele den karakter af friskhed, nøgenhed og nyhed, der er så tiltrækkende. Men mange steder æder havet så faretruende af landet, at vi har valgt at bygge høfder eller dæmninger, så vandet ikke angriber huse og byer. Kystsikringen er dyr, men hvor der er tæt bebyggelse, er der store værdier på spil, og så kan investeringerne betale sig.

På grund af den igangværende globale opvarmning stiger vandstanden i havet år for år. Den er nu cirka tre millimeter om året og ventes at nå en halv centimeter årligt om få år. Det lyder ikke af meget, men havstigningen får hurtigt stor effekt, fordi havet ved højvande meget hyppigere slikker op ad klintfoden, så klinterne skrider i havet.

Uden havstigninger vil havet æde af Danmark og forvandle det meste af landet til ukendelighed på 20-30.000 år. Men hvis havet fortsat stiger, vil det gå meget hurtigere.

Spørgsmålet er, hvad vi stiller op, hvis stigningen i havets vandstand accelererer. Dér, hvor store kulturværdier er truet, vil vi helt sikkert etablere ny og bedre kystsikring. Men ellers vil det klæde landet, at vi lader naturen gå sin gang.

Må kysten smile fager som en krans om vores land, så længe det består.

indland@k.dk

Michael Stolze er biolog og forfatter