Situationskomedien er altså ikke en realistisk virkelighedsgengivelse. Det er ikke socialrealisme. For den er ofte meget alvorlig.

Som i opera finder man følelser og stemninger, lidenskaber og temperamenter frem fra det almindelige menneskeliv og dyrker dem i deres renhed, hvorved de antager et absurd omfang, der virker latterlige og lattervækkende.

Ligesom den humoristiske har et særligt godt øje til tilværelsens og menneskelivets bizarre og paradoksale selvmodsigelser, som vi åbenbart lever helt uanfægtet med i det daglige, på samme måde går manuskriptforfatteren til en situationskomedie på jagt efter dagligdagens absurditeter og tematiserer dem i en forløsende og i dén forstand rensende komik og latter.

Og i latterens forløsning ligger akkurat også alvoren, fordi formålet med både humoren og dens stilisering i komedien er at afspænde de kramagtigheder, hvormed vi holder os selv og hinanden fast i livløse og anspændte roller.

Latter og komik er frigivelse af liv, fællesskab og af os selv.
Det var både latteren og komikken også, dengang vi så de første vellykkede eksempler på situationskomedier i Norden.

Måske er der stadig mange, der husker den påtrængende ungkarl fra Norge, Fleksnes, der under lyden af et ’Dæ-åh’ tonede frem på tv-skærmene i begyndelsen af 1970’erne. De første af seriens afsnit endda i sort-hvid!

I et af disse første afsnit løber Fleksnes’ gode hjerte helt af med ham. Så da han passerer en offentlig lægeklinik, melder han sig som bloddonor. For han vil gerne gøre en god gerning.

Mens han sidder i venteværelset,kan han ikke holde sin kæft, men trænger sig vanen tro temmelig intimiderende ind på de øvrige gæster, der virker tydeligt irriterede.

Han blamerer sig helt uhæmmet og føler sig ydermere tilskyndet til at vise en sagesløs mand, at hans idé om at melde sig som bloddonor blot er den sidste i en lang række af gode gerninger, han har gjort. Og spørger tilmed, om man ikke i den anledning kunne få udleveret en lille diskret batch – bare på en ca. 10 cm. i diameter, hvorpå der skulle stå: ’Han gav sit blod for at andre kunne leve!’.

Ikke noget særligt, bare den kunne ses …

Hele afsnittet ender så i øvrigt med, at det blod, Fleksnes laaangt om længe får givet, og som ydermere viser sig at være en meget sjælden blodtype – dét blod ender det med, at han selv får, da han ikke længe efter kommer til skade derhjemme.

Og som han siger til lægen, mens han ligger på briksen og skal have en liter af sit eget dyrebare blod: ’Så ved man i det mindste, at det går til et godt formål!’