Ministerium for gakkede gangarter

Nogle ser også religiøs tro som en intellektuel overbevisning. Man har nogle bestemte antagelser om, hvordan verden hænger sammen, hvad der er ”op og ned”. Når forsvarsminister Nick Hækkerup angiveligt ”ikke tror på Gud”, mener han nok, at han har ransaget sit indre for enten følelsen eller overbevisningen og ikke fundet nogle af delene.

I den protestantiske tradition har der været et til tider heftigt rivaliseringsforhold mellem disse to former for inderlighed: følelsen og intellektet. Det har så været på bekostning af det ydre ved den religiøse tro, jvf. den igangværende serie i denne avis om ritualer og deres betydning.

Synet på religiøs tro som noget indre inspirerer til at se det som en privatsag, der skal holdes ude af det offentlige rum. Det er lidt pinligt ligesom excentriske hobbyer.

Jeg har ikke selv nogen skarp definition på, hvad religiøs tro er. Den er nemlig noget mærkeligt noget, men det er den, fordi den er et ”svar” på, at den menneskelige tilværelse er noget mærkeligt noget. Det er så at sige helheden, der er mærkelig. Det er ikke den religiøse tro, der er et mærkeligt indslag i en normal verden.

Sådan kan det selvfølgelig godt tage sig ud, fordi ganske mange af vore menneskelige og samfundsmæssige bestræbelser går ud på at skabe orden i kaos, gentagelser i uforudsigelighed, normalitet i det mærkelige. Men livet kan hele tiden antastes på en måde, normaliteten har svært ved at dæmme op for, og her kan religionen så være svaret.

I en artikel her i avisen sidste fredag fortalte Christian Busch, som er præst på Rigshospitalet i København, om den forskel, et kirkeligt ritual som nøddåb kan gøre i en tilspidset situation.

”Når et barn skal døbes, fordi det er kritisk sygt, er forældrene magtesløse og rystede. Det eneste, de stort set kan bestemme, er dåben. På den måde giver det dem indirekte en fornemmelse af kontrol. Det er helt tydeligt for mig, at selvom dåben ofte foregår under vanskelige omstændigheder på en travl intensivafdeling, så ’lukker’ rummet sig om dåben og skaber et ’helle’. Hos mig er der ingen tvivl om, at dåben har stor betydning, og typiske udsagn fra forældrene er: ’Dåben gør, at barnet har eksisteret, har fået en identitet’ og ’Det var en lettelse – nu er der orden på tingene’.”

Religionen giver et sprog – taget i videste forstand: ritualer, begreber, salmer, fortællinger med mere – til mennesker, der lever på kanten til det uforklarlige og overvældende. Og hvem gør ikke det?

Livet begynder og slutter med ”tilspidsede situationer”: fødsel og død. Og indimellem kan der også være en del andre kritiske situationer, hvoraf nogle heldigvis kan være overvældende lykkelige. Og de sidste har religionen også ”svar” på i taknemlighed og lovprisning.

Den religiøse tro er på sin vis en gakket gangart. Men det er den, fordi mennesker må gå dér, hvor selv engle frygter at træde.