”I en eller anden forstand, som jeg ikke helt kan forstå, er det faktisk Kristi legeme og blod."

Det har altid været kristendommens lære at den Hellige Kommunion (ikke nadver for det betyder aftensmad, og det får man ikke søndag morgen kl. 10)
virkelig er Kristi sande Legeme og Blod.

Jesus: "Hvis ikke I spiser Menneskesønnens kød og drikker hans blod, har I ikke liv i jer. Den der spiser mit kød og drikker mit blod, har evigt liv, og jeg skal oprejse ham på den yderste dag." år 33 AD

Skt. Paulus: "Velsignelsens bæger som vi velsigner, er det ikke fællesskab med Kristi blod? Brødet, som vi bryder er det ikke fællesskab med Kristi Legeme? Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød." - omkring år 53 AD

Skt. Ignatius af Antioch (Johannes everfølger): "They abstain from the Eucharist... because they do not confess that the Eucharist is the Flesh of our Savior Jesus Christ, Flesh which suffered for our sins and which the Father in His goodness raised up again" - år 110 AD

Skt. Justin Martyr: "We call this food Eucharist; and no one else is permitted to partake of it, except one who believes our teaching to be true... For not as common bread nor common drink do we receive these; but since Jesus Christ our Savior was made incarnate by the word of God and had both flesh and blood for our salvation, so too, as we have been taught, the food which had been made into the Eucharist by the Eucharistic prayer set down by Him, and by the change of which our blood and flesh is nourished, is bot the Flesh and Blood of that incarnated Jesus" - 150 AD

osv. osv.

Mvh. Casper Thorup

katolikken19 skrev:

Tja. At man erkender, virkeligheden og sandheden er her og nu, symbolsk. De kirkelige ritualer skal måske ses på baggrund af andre menneskelige bud på erkendelse og sandhed og moral. Grækernes: At afdække essensen (altså det ene i mangfoldigheden, som træet i skoven), og tænke med essenser som grundlag.

Problemet med "essenser" eller generelle påstande og teser er, at de altid er på en eller anden vis digtede eller upræcise. EFTER grækerne kom stoicismen! Imperiedrømmene hos grækerne brast, så hvad var nu klogskaben? At leve forstandigt og med erkendelse af sin situation og muligheder.

Dette kunne vel meget muligt blive den næste historiske tid efter euforiet med universelle menneskerettigheder, og hvor selve det at befinde sig i et "menneskerettighedssamfund" automatisk forvandler befolkningen til bedre mennesker. En forventelig følge er vel på linje med Voltaires og Montaignes
i forbindelse med de franske borgerkrige: "Det er nødvendigt at dyrke sin have". (Pleje sig selv og sin verden.) De universelle rettigheder for mennesker synes mig på linje med grækernes generaliseringer udfra "essenser", blot er mennesker ikke TING, men en levende realitet. Så det upræcise ved social generalisering er langt større med rettigheder end med videnskab.

Men selve dette med som grundlag at have en tro er vel at bekende en grundlæggende usikkerhed. Det er jo ikke viden, men kun tro! En sikkerhed for usikkerhed, menneskelig svaghed, og kun uden for egne muligheder, der findes en endelig sandhed - som man dog måske kan finde den opfattelse hos ideologer, eller amatørvidenskabsfolk. SÅ BLIVER SELVE USIKKERHEDEN TIL SIKKERHED OG ET UDGANGSPUNKT!

Personer, der ikke dømmer, men ser også andres usikkerhed, og kan bistå med handling, imødekommende følelser, udtalelser... Fordi dermed bliver også den sociale dimension løftet op - i lyset fra paradis (som titlen er på en bog af Harold Raley: The Light of Eden)

Især vores sociale virkelighed er IKKE paradisets lys, men Marciavelli's. Hvor den sociale hersker, Fyrsten, kan og bør og må lyve og føre krig og forstillelse - dog helst indskrænket til det nødvendige, formaner MAchiavelli! (Desværre er det i praksis efter Fyrstens egen vurdering.)

Katolikken19 skriver: "Det har altid været kristendommens lære at den Hellige Kommunion (ikke nadver for det betyder aftensmad, og det får man ikke søndag morgen kl. 10)virkelig er Kristi sande Legeme og Blod."

og det er jo noget sludder.
Hvis Katolikken19 ville gøre sig den ulejlighed at læse i Bibelen hvornår Nadveren blev indstiftet af Jesus, så ville han se, at det netop var ved aftensmåltidet - deraf ordet "nadver" som har nøjagtig den korrekte betydning her. Den lutherske og den katolske kirke bruger forskellige betegnelser, men det dækker over det samme. Den katolske kirkes dogme omkring nadver/kommunion har forøvrigt ændret lidt karakter gennem tiderne, men det bliver vist for omfangsrigt at beskrive her.

http://en.wikipedia.org/wiki/Agape_feast

http://www.newadvent.org/fathers/3806.htm

Canon 28

It is not permitted to hold love feasts, as they are called, in the Lord's Houses, or Churches, nor to eat and to spread couches in the house of God.

Google oversættelse:
Canon 28

Det er ikke tilladt at holde kærlighed fester, som de kaldes, i Herrens huse, eller kirker, ej heller at spise og at sprede sofaer i Guds hus.

Jeg kender kun til én Agape i den katolske kirke, nemlig en mindre festlighed UDEN FOR KIRKEN efter den messe, hvor man fejrer Jesu opstandelse.

At Gud er til stede under messen (to eller flere forsamlet i mit navn) SYMBOLISERES med nadveren, med et lille, symbolsk brød og undertiden også symbolsk LIDT vin. Det er derfor, der symbolsk IKKE er nadver Langfredag.

Når nogen bliver optaget i kirken er der undertiden en mindre festlighed i forsamlingshuset med menigheden, eller vedkommende holder en fest hjemme med sine venner og kære, hvortil man måske kan få sin vejleder til indlæring om den katolske tro til at deltage også.