Den elvte plage truer i Egypten

MEN SENERE FOREGIK der en helt anden demonstration på biblioteket. For den almindelige egypter drejede revolutionen sig ikke om de flotte idealer, men om at få til dagen og vejen. 40 procent af Egyptens befolkning er fattige og lever for under ti kroner om dagen.

Bibliotekets ansatte får alle en løn langt over denne grænse. Da Ismail tog direktørposten i 2004, insisterede han på, at biblioteket ikke skulle underlægges Egyptens normale statslige bureaukrati, der nok ligger meget nær på en førsteplads som det stiveste og mest uduelige i verden. Ismail fik sin vilje og kunne selv sætte lønningsrammerne og personalepolitikken, så de dygtige blev forfremmet og de inkompetente fyret.

Med revolutionsånden i ryggen lavede de inkompetente nu en demonstration med krav om, at Ismail skulle fyres, og at bibliotekets skulle underlægges den statslige struktur, der ville sikre fast ansættelse og pension, selvom det sandsynligvis ville medføre lavere lønninger.

Ismaiel klarede skærene i første omgang. Men episoden viste klart, at revolutionen nu drejer sig om økonomi og kun for et fåtal på Tahrirpladsen om flotte idealer.

LÆS OGSÅ: Et år efter oprøret: Egypten er splittet mellem oprør og fest

I mellemtiden har islamisterne med stort flertal vundet de første frie valg i Egypten, siden militæret overtog magten i 1952. Det muslimske broderskab fik over fyrre procent af stemmerne, de rabiate salafister femogtyve. Så Egypten vil utvivlsomt få en islamistisk regering.

Broderskabet er velorganiseret og har i mange år været bedre end regeringen til at hjælpe de fattige med mad og medicin. Så det var nok mere partiets evne til at levere en vis social forsorg end dets rent muslimske indhold, der sikrede sejren. Partiet har i det praktiske en del tilfælles med kristendemokraterne i Europa og vil sandsynligvis stå for en pragmatisk politik. Modellen er Tyrkiet.

MED SALAFISTERNE er det en anden sag. De er fundamentalister. De er faktisk modstandere af demokrati, fordi de ønsker et samfund, der regeres af Guds love, altså sharia, og ikke mener, at folkevalgte har ret til at blande sig i, hvad Gud har bestemt i Koranen, og Mohammed har forklaret. De vil indføre forbud mod alkohol og separate strande for mænd og kvinder. Modellen er Saudi-Arabien eller Iran. Ikke ligefrem en politik, der vil fremme turismen, som er Egyptens vigtigste indtægtskilde.

Broderskabet ønsker klogt at undlade at stille en præsidentkandidat til det kommende valg. De ved udmærket, at det bliver umuligt at opfylde befolkningens økonomiske forventninger. Så hvis de kan dele skylden for manglende fremgang med en præsident, som sandsynligvis også vil få militæret indblandet, er der mulighed for at bevare magten. Broderskabet vil desuden forsøge at undgå afhængighed af salafisterne ved at danne en koalitionsregering hen over midten.

Det er synd og skam, at de unge idealister sandsynligvis bliver sat helt uden for indflydelse. I det små er det værd at bemærke, at Danmark gennem Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut forsøger at hjælpe de unge med at forstå, hvordan et demokratisk samfund fungerer, så de unge bliver i stand til at danne politiske partier. Det har lange udsigter, før det vil få effekt. Men det er en indsats, der er al ære værd.

Fattigdommen vil forblive et afgørende problem. Den økonomiske vækst i revolutionens første år bliver højst på halvanden procent, hvilket er det samme som befolkningstilvæksten. Den værste arv fra Mubarak er egentlig ikke den autoritære stat, men det, at Egyptens befolkning i Mubaraks 30 år ved magten blev mere end fordoblet fra 40 til 85 millioner.

Egyptens beboelige areal er det samme som Danmarks. Hvert fjerde år lægger Egypten et ekstra Danmark oven i sin befolkning. Hvis det ikke stopper, vil selv salafisternes Allah og Mohammed komme til kort. Man kan kun ønske held og lykke, men Egypten har ikke set den sidste af sine plager.

Sven Burmester er forfatter, tidligere vicedirektør i Verdensbanken og bosat i Kina