Hellig uvidenhed er en farlig tendens i tiden

Den respekterede franske islamkender Olivier Roy har et interessant svar på, hvorfor det sker, i sin nye bog ”Hellig uvidenhed. Når religion og kultur går hver sin vej” (2010). Han mener, at det er globaliseringen, sekulariseringen og individualismen, der er årsagen til den nye religiøse vækkelse. De bevirker tilsammen, at religion og kultur i stigende grad adskilles. Det religiøse bliver kulturløst og individualiseret, samtidig med at kulturen i stigende grad bliver religionsløs og sekulær. Det er naturligvis kun tendenser, men det er vigtige tendenser. Globaliseringen medfører store vandringer på tværs af religionernes traditionelle hovedområder. Herved blandes religionernes tilhængere, og troen individualiseres i en hidtil uset grad – bortset måske fra under hellenismen fra Alexander den Store (356-323 f.Kr.) og 600-700 år frem.

Globaliseringen er en vestlig globalisering og har derfor ikke til formål at fremme en bestemt religion, men at give plads til alle religioner under en sekulær paraply. Religionen overlades i stedet til den enkeltes frie valg på et religiøst marked. Her befinder den enkelte sig alene med sin tro i et hav af anderledes troende langt fra den pågældende religions traditionelle område. På grund af den moderne kommunikationsteknologi kan inspirationen til det personlige valg endda hentes længst muligt væk på den anden side af kloden eller i en helt anden historisk tid.

NORMALT ER DER ET gensidigt samspil og en gensidig tilpasning mellem kultur og religion hos de fastboende i et område. Tilpasningen og gensidigheden er tilvejebragt over generationer gennem de daglige små og store konflikter i området, men i dag rives dette samspil over, når en person alene eller sammen med sine nærmeste vandrer bort til et helt andet område af verden med en helt anden kultur og religion og helt andre daglige konflikter.

Forsøger man her at dyrke sin religion, som man gjorde derhjemme, kolliderer det måske med kulturen det nye sted, også selvom der er religionsfrihed det nye sted, og forsøger man at tilpasse sig kulturen det nye sted, vanskeliggøres måske dyrkelsen af religionen på den måde, man var vant til derhjemme. Der opstår en spændingstilstand hos den enkelte, og den vil løses forskelligt af forskellige personer.

Betyder religionen og kulturen forholdsvis lidt, kan man forholdsvis let tilpasse sig det nye steds kultur. Man skal blot lære sig nogle nye vaner og et nyt sprog for at kunne integrere sig i det nye. Betyder religionen og den måde, man dyrkede den på derhjemme, derimod meget for én, vil man i stedet søge sammen med ligesindede og danne parallelsamfund det nye sted, hvor man vil opbygge mere eller mindre nøjagtige kopier af det liv, man forlod derhjemme. Her segregerer man sig mere eller mindre vidtgående fra det nye samfund, idet man værner om sprog, religion og kultur, sådan som man kendte det derhjemme.

LÆS OGSÅ: Hvordan forenes tro og videnskab?

Ovennævnte er formentlig de almindeligste reaktionsformer, men Olivier Roy gør opmærksom på en ny måde at håndtere ovennævnte spændingstilstand på. Den vælges formentlig af forholdsvis få, men den har allerede uforholdsmæssig stor samfundsmæssig betydning.

Reaktionsformen er her langt mere radikal end i de to førnævnte tilfælde, og denne radikalitet er ifølge Olivier Roy netop en konsekvens af koblingen mellem globalisering, sekularisering og individualisering. Følelsen af, at spændingstilstanden gør én radikalt rodløs, bevirker, at den pågældende tager hele sin hidtidige tro og kultur op til en dybtgående kritisk undersøgelse med henblik på at finde et sikkert ståsted ud fra helt igennem personlige valg.

De autoriteter, man lægger til grund for sine valg og begrunder dem ud fra, har man i stedet selv valgt. De er ens helt personlige og individuelle autoriteter uanset deres religiøse og kulturelle status i øvrigt. Man gør sig dermed bevidst kulturelt uvidende i sin søgen efter en ren hellighed, idet man opfatter sig som et frit individ med eget ansvar for eget liv, og herudfra designer man sin egen frelse med dertilhørende handlingsplan.

EFTER AT HAVE OPBYGGET sin egen forståelse af helligskrifterne fortsætter man efterfølgende med at opbygge sin helt egen kultur ud fra, hvad man mener, man kan læse ud af helligskrifterne. Man ser altså helt bort fra, at skrifterne foregår på en bestemt tid og har haft en lang og varieret virkningshistorie.

Der er med andre ord et gabende hul i tiden mellem skrifternes tid og i dag. Man forsøger så at sige at springe over historien. Ens nye, selvfabrikerede kultur hævdes at genskabe den ægte kultur, lige ægte på skrifternes tid og i dag. Det er en af Olivier Roys centrale pointer i den forbindelse, at en sådan individuel radikalitet helt grundlæggende er ustabil. Forældrene vil ikke engang kunne give deres løsning videre til deres børn og børnebørn. Hertil behøver man nemlig hjælp fra en historisk traderet kultur, men den har man bevidst fravalgt i sin hellige uvidenhed. Derved kastes ens børn og børnebørn også ud i samme rodløshed som én selv.

Olivier Roys udgangspunkt er ikke kierkegaardsk. Han vil blot forklare fænomener, som, hævder han, ikke kan forklares af Samuel P. Huntington og hans ”Clash of Civilizations”-teori. I alle tilfælde kan man sige, at hvis de tendenser, han peger på, breder sig til egentlige massebevægelser, vil vi i fremtiden se en dramatisk vækst i fanatiske, kompromisløse al-Qaeda-lignende grupperinger inden for alle religioner, og disse grupperinger vil føre til en ”alles krig mod alle”. Religionskrigene vil blive en realitet igen – i Europa som andre steder. Og spøgelset vil være genopstået!

Henning Duus er cand.mag. i samfundsfag og idéhistorie. Han er lektor i statskundskab ved Hærens Officersskole, men de fremførte synspunkter er hans egne.