En modig mand

Da jeg gik i folkeskole ude på landet i slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne, syntes jeg, at det var mærkeligt, at nogle voksne mænd og teenagedrenge talte om, at ”man skulle gå baglæns ud ad døren hos herrefrisøren”. Sætningen blev altid efterfulgt af en rå latter. Det var først som teenager, det gik op for mig, at frisøren (måske) var homoseksuel.

LÆS OGSÅ: MI5 er god for homo-spioner

Siden har jeg tænkt på, at den frisør, som både boede og arbejdede i en lille by, var en modig mand.

Langt hovedparten af de homoseksuelle fra provinsen ”flygter” ind til de større byer, hvor der er en helt anden forståelse for forskellighed, også hvad seksualitet angår.

Jeg hører så til dem, der er fuldstændig ignorant, hvad seksuel orientering angår. Jeg kan ikke se på folk, hvad de er. Og jeg er i øvrigt også ligeglad. Okay, hvis der kommer en mand med heftig makeup, fjerboa og en høj affekteret stemme, der i hveranden sætning siger ”åh, søde” eller ”åh, skat”, så ville jeg nok overveje, om han var til samme køn. Dem er der nu heller ikke forfærdelig mange af.

Men jeg har virkelig ”misset” mange bøsser i mit liv, og sikkert også lesbiske, for i min ungdom gik alle veninder jo med hinanden i hånden. Og det gør de stadig, kan jeg konstatere i det københavnske byliv.

Det er 64 år siden, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske blev dannet under navnet ”Forbundet af 1948”. Frem til 1971 blev homoseksualitet af Sundhedsstyrelsen betragtet som en psykisk sygdom, og der blev ikke set med milde øjne på mænd og kvinder, der erklærede, at de forelskede sig i eget køn. Tænk på Mads Skjerns søn, Daniel, i efterkrigstidens Korsbæk i tv-serien ”Matador”, som havde en fransk mandlig kæreste med hjem.