Jørgen Juul Petersen |
3. februar 2012
”FELTPRÆSTEN optræder under velsignelsen med en militaristisk attitude, men tingene skal skilles helt ad. Det må ikke være til at misforstå, at præsten står for det modsatte af krig, nemlig det kristne budskab, og den misforståelse lægger videoen her op til”.
Sådan har teologiprofessor Svend Andersen fra Aarhus Universitet udtalt sig, og han hentyder til den tre-fire år gamle video med en feltpræst, der velsigner soldaterne, gør V-tegn og slår sig for brystet. Det modsatte af at føre krig er at stifte fred. Mange anser derfor præsten for at skulle stå for fred. ”Smelt sværdene om til plovjern”, som vi kunne høre i kirken for nylig. Ord fra profeten Jesaja, der også står over indgangen til FN’s bygning i New York.
Ikke desto mindre siger Luther et sted: ”For en soldat bør jo vide med sig selv, at denne gerning er hans skyldighed og pligt, for at han kan være forvisset om, at han dermed tjener Gud, så at han kan sige: Her er det ikke mig, der hugger, støder og dræber, men Gud og min fyrste, hvis tjener min hånd og krop nu er.” Luther sammenligner soldaten med en læge, der amputerer et sygt ben. De udfører begge noget ondt i en god sags tjeneste. Soldaten sammenlignes ikke med en seriemorder, der dræber og lemlæster andre mennesker.
Luther er bestemt ikke pacifist, men udtrykker en loyalitet med de mennesker, der udfører de nødvendige og forhåbentlig gavnlige beslutninger, som de lovlig valgte myndigheder har truffet. Beslutningerne kan altid kritiseres, og der er helt sikkert også vanskelige situationer, hvor man må ”lyde Gud mere end mennesker”. Nogle gange kræves der civil ulydighed og ikke-voldelige aktioner. Men vi kan ikke midt i samfundet udskille og lave vort eget lille samfund med vores egne love.
Luther undlader da heller ikke at kritisere og fordømme lejesoldaters krigsliderlighed og hæmningsløse trang til krig, idet de kæmper for egen vindings skyld, for opfyldelsen af egne behov for eventyr og spændende oplevelser. De skulle hellere give sig til at lave noget fornuftigt, siger han.
Luther fordømmer også soldater, der opildner hinanden med sjofle fantasier, sværgen og banden og overtro. Men det er ikke det, der er tale om i den aktuelle sag om feltpræster, som velsigner og opildner soldaterne med det, Politikens skribent Bjørn Bredal jomfrunalsk kalder for en obskøn dansk praksis. Obskøn betyder seksuelt anstødelig; utugtig, slibrig. Men det er vist at skyde gråspurve med kanoner.
Jamen, findes der overhovedet krige, der kan forsvares, findes der i det hele taget ”retfærdige krige”? Luther mener, at der er en ”retfærdighed”, som hører denne verden til, og som vi må leve med og handle på, men ikke gøre os selv ufejlbare med, for vi er til syvende og sidst alle syndere, ven og fjende, og ingen kan tage patent på den endelige sandhed.
Det sidste er vigtigt, når krigen truer med at gå over i hævn, aggression, ydmygelse og nedværdigelse. For selv det at have ret og så handle ret følges ikke ad, siger Luther også. Der er nogle principper og værdier, vi er kommet frem til, folkeretslige og menneskeretslige, som vi må forsvare, idet vi drøfter, hvordan vi forsvarer dem.
Pacifisme er ingen patentløsning på væbnede konflikter, heller ikke, hvis den forkyndes som kristendom, men den kan være et stadigt memento til krigens gru. ”Hvis sværdet ikke skaffede fred på sin egen brutale måde, ville verden gå under i ufred på grund af synden, som består i, at mennesket alene ser på og søger sit eget og lader hånt om næsten,” skriver Luther et sted. ”Det er Gud, der fører sværdet,” siger Luther også. Soldaten lades ikke alene med sine handlinger. Denne relative verden lades ikke i stikken.
Jørgen Juul Petersen,
tidligere præst,
Rosenvænget 55,
Middelfart
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad