Pacifisme, militarisme og kristendom. Kan soldaten have Guds nåde?

Sådan har teologiprofessor Svend Andersen fra Aarhus Universitet udtalt sig, og han hentyder til den tre-fire år gamle video med en feltpræst, der velsigner soldaterne, gør V-tegn og slår sig for brystet. Det modsatte af at føre krig er at stifte fred. Mange anser derfor præsten for at skulle stå for fred. ”Smelt sværdene om til plovjern”, som vi kunne høre i kirken for nylig. Ord fra profeten Jesaja, der også står over indgangen til FN’s bygning i New York.

Ikke desto mindre siger Luther et sted: ”For en soldat bør jo vide med sig selv, at denne gerning er hans skyldighed og pligt, for at han kan være forvisset om, at han dermed tjener Gud, så at han kan sige: Her er det ikke mig, der hugger, støder og dræber, men Gud og min fyrste, hvis tjener min hånd og krop nu er.” Luther sammenligner soldaten med en læge, der amputerer et sygt ben. De udfører begge noget ondt i en god sags tjeneste. Soldaten sammenlignes ikke med en seriemorder, der dræber og lemlæster andre mennesker.

Luther er bestemt ikke pacifist, men udtrykker en loyalitet med de mennesker, der udfører de nødvendige og forhåbentlig gavnlige beslutninger, som de lovlig valgte myndigheder har truffet. Beslutningerne kan altid kritiseres, og der er helt sikkert også vanskelige situationer, hvor man må ”lyde Gud mere end mennesker”. Nogle gange kræves der civil ulydighed og ikke-voldelige aktioner. Men vi kan ikke midt i samfundet udskille og lave vort eget lille samfund med vores egne love.

Luther undlader da heller ikke at kritisere og fordømme lejesoldaters krigsliderlighed og hæmningsløse trang til krig, idet de kæmper for egen vindings skyld, for opfyldelsen af egne behov for eventyr og spændende oplevelser. De skulle hellere give sig til at lave noget fornuftigt, siger han.