Kristeligt Dagblad sætter i dag på avisens etikside fokus på et socialt problem og en diskussion, som længe har været kendt, men som mange har svært ved at tale om. Problemet er og diskussionen handler om prostitution.
LÆS OGSÅ: Dilemma: Har handicappede ret til sex?Den aktuelle anledning til at tage diskussionen op igen er kommet med et forslag fra den nye regering, som nu vil forbyde handicapmedhjælpere landet over at hjælpe handicappede med at få kontakt til prostituerede.
Tankegangen bag det nye forbud er, at staten – via handicapmedhjælpere – under ingen omstændigheder skal promovere købesex eller optræde som en art alfons i transaktionerne mellem den handicappede og den prostituerede. Derfor skal Socialministeriets vejledning til kommunerne nu ændres, så paragraffen om, at den handicappedes hjælpeperson gerne må formidle kontakt til en prostitueret som støtte til en handicappet persons seksualitet, helt fjernes.
Intentionen bag regeringsudspillet er i udgangspunktet ganske sympatisk. For prostitution er nemlig aldrig eller meget sjældent en helt frivillig sag for de involverede – som oftest kvinder. De, der ender i prostitution, er som hovedregel tvunget af sociale omstændigheder, og prostitution er ofte en tragisk overbygning på et liv fyldt med svigt af den ene eller anden art.
Men sociale problemer løses ikke ordentligt med et forbud eller brug af strafferet. Man kan blot tænke på forbudstiden i Amerika, hvor man troede, at alkohol ville forsvinde fra det amerikanske samfund med et forbud. Det gjorde det som bekendt ikke. I stedet havde Al Capone og andre gangstere kronede dage med salg af ulovlig alkohol i lyssky handler, der foregik helt uden om myndighedernes kontrol. Kriminaliseringen af købesex i Sverige har tilsyneladende haft en lignende effekt.
Højskoleforstander Jørgen Carlsen gør i dagens artikel opmærksom på, at sex ikke er en menneskeret, men at udspillet fra regeringen, der kun rammer de handicappede, er principrytteri og et udtryk for ”de pæne meningers vagtparade”. Han og teologen Mickey Gjerris, der i avisen kalder regeringens udspil en ”misforstået kønskamp”, har en pointe.
Regeringens forslag vil nemlig være en urimelig forskelsbehandling af handicappede. Bag forslaget ligger jo et ønske fra regeringen om generelt at sætte ind mod prostitution, men det her rammer kun en i forvejen udsat gruppe.
Regeringen bør spille med mere åbne kort og tage den svære diskussion, der lurer bag forslaget, nemlig diskussionen om et totalt forbud mod prostitution i Danmark i stedet for kun at ramme de handicappede.holm