1 / 15
Kronprinsfamilien ses her i anledningen af prins Vincent og prinsesse Josephines fødselsdag den 8. januar 2012, hvor tvillingerne fyldte et år. De fejres af deres forældre samt storebror prins Christian på seks år og deres storesøster prinsesse Isabella på fire år.
- FRANNE VOIGT
Af Annette Bredmose, Ritzau |
3. februar 2012
BILLEDSERIE Kronprinsesse Mary er et naturtalent i kongelig etikette. Man skulle tro, hun var født til opgaven. Måske næsten for perfekt. Den 5. februar fylder hun 40 år
Da kronprinsesse Mary og kronprins Frederik sidste år i januar blev forældre til tvillinger, fulgte de traditionen i kongehuset og fremviste de nyfødte i Rigshospitalets forhal.
Badet i tv-lys svarede Mary tålmodigt på pressens spørgsmål om Frederiks støtte under fødslen, forskellighederne i tvillingernes temperament og den lille prins' gulsot. En opgave som de fleste kvinder, der netop er stået ud af barselssengen, nok helst vil se sig fri for.
LÆS OGSÅ: Kronprinsesse med kantMen Mary ved, hvad der forventes af hende som kronprinsesse og engang kommende dronning. Eller som generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp Andreas Kamm udtrykker det, så lever hun mere end op til sine forpligtelser.
Det oplever han, når hun som protektor for organisationen besøger en flygtningelejr ude i verden, eller når hun herhjemme sætter sig i rundkreds med en gruppe flygtninge og fortæller, at hun også synes, at dansk er et svært sprog.
- Hun giver altid mere, end vi på forhånd har aftalt med hoffet. Stiller op til flere interviews, gør dem længere og er i det hele taget til rådighed, ud over hvad man kan forvente. Det er meget beundringsværdigt, siger Andreas Kamm.
Også historiker Sebastian Olden-Jørgensen, Københavns Universitet, roser Mary for at have indfriet forventningerne:
- Hun lever op til alle de krav, danskerne kan stille. Hun er stilig, og så forstår hun at tale med alle mennesker. Den form for begavelse kan kun læres i begrænset omfang. Det er noget, man er født med, og det er et stort plus for kongehuset, at Mary besidder den evne, siger han.
Ingen kunne være i tvivl om, at kronprins Frederik havde fulgt sit hjerte, da han den 14. maj 2004 ventede på sin kommende hustru foran alteret i Københavns domkirke.
Hvad de færreste kunne vide, var, at kvinden fra den anden side af jordkloden i så høj grad skulle blive et scoop ikke kun for ham, men for hele kongehuset.
Med fire børn i rap har hun til fulde sikret arvefølgen, og desuden har hun ifølge kongehuseksperter sammen med dronning Margrethe sin store andel i monarkiets popularitet.
Når det kommer til kronprinsen, så er hans smil blevet større, ryggen rankere, og måske er det ved at skæve til hendes naturlighed, at omgangen med pressen efterhånden falder ham mindre kejtet.
Eller som dronningen udtrykte det, da hun i sin tale ved brylluppet talte om, hvornår han fandt sit sande jeg:
"Det skete, da du mødte Mary. Da blev der forår i dit sind, og det blomstrede omkring dig".
Måske kan kronprinsessen, som med Sebastian Olden-Jørgensens ord "aldrig fanges på det forkerte ben", synes næsten for perfekt.
Ligestillingsforsker på Roskilde Universitet Karen Sjørup så gerne, at hun viste mere solidaritet med sine jævnaldrende medsøstre.
- Når Mary kommer med modelfigur efter at have født tvillinger og samtidig giver udtryk for, at hun passer alle sine opgaver, så kan hun komme til at give andre kvinder mindreværdskomplekser. Hun bliver et uopnåeligt ikon, siger Karen Sjørup, som efterlyser mere ærlighed.
- Konflikten mellem arbejds- og familieliv er et stort dilemma i andre kvinders liv, og derfor ville det være godt, hvis Mary også tillod sig at give udtryk for den sårbarhed, siger hun.
/ritzau/
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad