Turister i kø ved indgangen til et museum i Old Havana – den gamle bydel i Cubas hovedstad. Især januer og februar er store turistmåneder. –
- AFP/Scanpix.
Jeff Franks skriver fra Havana skriver fra Havana |
4. februar 2012
Det arabiske forår og nye amerikanske regler gør Cuba til en turistattraktion. Den cubanske turistindustri har gyldne tider
Det arabiske forår, forandringerne i den amerikanske politik og økonomiske reformer står bag en turistbølge, som har givet det kommunistiske Cuba en af dets bedste sæsoner nogensinde.
Hotellerne er fyldt til randen, og det gamle Havana i hovedstadens historiske centrum summer af turister fra hele verden.
LÆS OGSÅ:
Cuba vil benåde 3000 fangerPå Bodeguita del Medio, hvor forfatteren Ernest Hemingway angiveligt drak mojitos i sin tid, og turisterne nu tager hen for at gøre som ham, stod der næsten lige så mange mennesker på brostenene udenfor og ventede på at komme ind som indenfor i den tætpakkede bar.
”Både Havana og feriestederne ved stranden er helt fulde. I den indre del af landet er det umuligt at finde et værelse nogen steder,” fortæller manageren på et udenlandsk ejet hotel.
Ligesom de fleste andre mennesker, denne skribent taler med, beder hotelmanageren om ikke at blive nævnt ved navn for ikke at få problemer med den cubanske regering.
Cuba har lige afsluttet sit bedste turistår med 2,7 millioner besøgende i 2011, og eksperter siger, at de nuværende bookinger tyder på, at den rekord vil blive slået i 2012. Turismen er med sine indtægter på omkring 2,3 milliarder dollar i 2011 en af de vigtigste industrier til indtjening af hård valuta på den kapitalsvage caribiske ø.
Rejseeksperter siger, at der fortsat er vækst i antallet af besøgende fra Canada, som er langt det største marked på Cuba, og et stigende antal fra lande som Rusland og Argentina.
Denne højsæson har der også været en bølge af besøgende fra Europa, hvor tallet ellers var faldet i de senere år.
Mange europæere, der plejer at tage på vinterferie i Nordafrika, ser sig nu om efter nye steder grundet sikkerhedsbekymringer efter urolighederne i den arabiske region.
Den politiske stabilitet og den lave kriminalitet i det stramt kontrollerede Cuba såvel som øens smukke strande trækker mange turister til.
”Især på det tyske marked er det sådan, at hvis der er krise et sted, holder folk straks op med at rejse dertil. Cuba bliver betragtet som et sikkert sted,” forklarer rejseselskabets mand.
”Hvis man vil have sikkerhed, er det Havana. Jeg vil tro, at fra Frankrig alene er turismen til Cuba gået 20 procent op, og det skyldes i vidt omfang begivenhederne i Nordafrika,” siger hotelmanageren.
Han siger, at Egypten, hvor pakkerejser koster omtrent det samme som på Cuba, vil miste mange kunder til den caribiske ø, hvis den politiske uro fortsætter.
Cubanske amerikanere rejser i stigende antal til Cuba, siden den amerikanske præsident Barack Obama ophævede rejseforbuddet til deres hjemland i 2009.
Cuba har ikke offentliggjort turistantallet for 2011 opgjort på nationalitet, men uofficielt siges det, at 375.000 cubanske amerikanere kom til øen i 2010.
For det meste bor de hos deres familie, så det er ikke dem, der fylder hotellerne, men de lejer mange biler.
De er kendt for nogle gange at brænde huller i sæderne med cigaretter i foragt for den regering, som de eller deres familie er flygtet fra, og for de ekstremt høje priser, de betaler for udlejningsbiler. Det fortæller eksperter i rejsebranchen.
Men også antallet af andre amerikanske besøgende er stigende efter nye regler, som præsident Obamas indførte fra 2011. De gør det nemmere for ikke-cubanske amerikanere at komme ind i landet, som amerikanske handelsembargoer ellers har lukket stort set af for i det sidste halve århundrede.
”Jeg har store vanskeligheder med at finde steder, hvor mine kunder kan være. Det er amerikanerne – de tager alle de gode senge,” klager en cubansk ejer af et rejseselskab med henvisning til værelserne på de bedste hoteller.
Rundt om i Havana er det blevet mere almindeligt at se amerikanere på gaderne og i restauranterne, skønt de er noget isoleret fra de andre turister. Det skyldes, at de nye regler kræver, at de rejser over på ture, der skal forestille at være lærerige og med et ”sigte”, frem for blot at feriere.
På jagt efter såkaldt ”menneskelig kontakt” tilbringer de dagene med at besøge museer, skoler, hospitaler og tobaksfarme og har ikke megen tid til at vandre omkring.
Henvender man sig til amerikanere på Cuba for at høre om deres oplevelse med turen, er de generelt ikke meget for at tale med én. De er i nogle tilfælde i forsvarsposition og frygter tilsyneladende gengældelse fra deres regering.
”Vi har ikke lyst til at reklamere med, at vi er her. Det ville ikke være særlig smart,” siger en ældre herre og skynder sig væk i sikkerhed på Hotel Nacional.
Cuba siger, at ud over de cubanske amerikanere besøgte 63.046 amerikanere øen i 2010.
Den amerikanske regering begyndte at udstede licenser til Cuba-rejser i henhold til de nye regler sidste sommer, og de fleste organisationer, der får licens, måtte bruge flere måneder på at komme op i omdrejninger.
”Jeg tror først, det er nu, de amerikanske grupper for alvor begynder at ankomme,” siger Tom Popper, direktør for det amerikanske rejseselskab Insight Cuba. Han siger, at efterspørgslen har været stor, og at hans selskab allerede har haft 2200 mennesker ovre eller har dem skrevet op.
Websiden National Geographic Expeditions viser 17 planlagte ture til Cuba fra nu af og til maj – alle sammen fuldt bookede.
For amerikanerne er noget af det, der trækker ved Cuba, at landet har været forbuden frugt i så mange år, mener Popper.
rejser@k.dk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad