Ukraines spøgelsesby

”Kulturpaladset” står der med store bogstaver på taget. Den smuldrende bygning er en ruin, hvor planter gror i alle revner og sprækker. Til højre tårner Hotel Polissija sig op. Navnet refererer til det lokale marskområde omkring Pripyat-floden i det nordlige Ukraine og i det nærliggende Hviderusland.

Pripyat var en sovjetisk mønsterby, der blev grundlagt i 1970 for at huse Tjernobyl-kraftværkets velbetalte medarbejdere og deres familier. Det var Sovjetunionens niende såkaldte atomby – byer, der blev bygget for at servicere atomkraftværker.

Men i modsætning til andre atombyer var Pripyat en åben by, da der ikke var knyttet militærproduktion til Tjernobyl-kraftværket. Byen blev tegnet af Moskva-arkitekten Nikolai Ostozhenko og var på det tidspunkt så moderne, at den dannede skole for sovjetiske byer. Alle boliger havde udsigt til lys, luft og grønt. Byen var fyldt med butikscentre, biografer, kulturhuse, restauranter og havde sit eget hospital. Pripyats privilegerede befolkning havde en gennemsnitsalder på kun 26 år, hvilket afspejler sig i byens 35 legepladser, 15 folkeskoler, 5 gymnasier, flere svømmehaller og to sportsstadioner.

Byen havde også sit eget tivoli. Denne forlystelsespark ligger bag kulturhuset. Man går forbi resterne af en gigantisk restaurant, hvis brede trappe minder om en grusfyldt bjergskråning.

Efter et par minutters gang ad tilgroede stier kan man skimte pariserhjulets mørke silhuet. En spøgelsesagtig stemning hviler over de rustne radiobiler og den faldefærdige karrusel.

Netop på dette sted bliver kontrasten imellem de gode intentioner og den grusomme virkelighed tydelig. Hele Pripyat er øde, men især her mangler livet, børnene og de øvrige beboere. Parken nåede aldrig at åbne. Den stod helt nybygget i april 1986 og var planlagt til at åbne på arbejdernes festdag den 1. maj, blot fire dage efter at katastrofen indtraf og tømte byen.

Pripyat er stadigvæk verdens mest radioaktivt forurenede by. Det kan hverken ses, lugtes, høres eller mærkes. Kun med geigertælleren kan det måles. Særlig slemt står det til ved det frodige grønne mos, der har bredt sig ud over asfalt og betonfliser i Pripyats gader.

Geigertælleren går amok, med en hylende advarselssirene, når den føres ned til mosset i forlystelsesparken. Den radioaktive forurening er meget ujævnt fordelt og bliver flyttet omkring af vind og vand. Forureningen samler sig i jorden omkring planterne. På asfalten blæser det væk, så der nøjes geigertælleren med nogle små klikkende lyde, eftersom målingen viser at være kun 20 gange højere end normalt.

Ved ulykken blev der frigivet flere radioaktive isotoper. Især Strontium 90, Cæsium 137 og Plutonium 239. Hvor de to første har en halveringstid på cirka 30 år, har plutonium en halveringstid på 24.110 år.

Ved Lenin Boulevarden dukker et par hunde frem af buskadset. De har hvalpe. Hundene bekymrer sig ikke om radioaktiviteten. Det eneste, der skræmmer dem, er synet af mennesker, og hurtigt forsvinder de ind i et af husene. Pripyat er i dag udelukkende beboet af vilde dyr.

En zone med en radius på 30 kilometer omkring kraftværket er afspærret på ubestemt tid.

På ulykkestidspunktet boede der 130.000 mennesker i det, der i dag er en lukket zone. I Pripyat bor der ikke et eneste menneske, men der arbejder 4000 mennesker i byen Tjernobyl 12 km fra atomkraftværket.

De arbejder med at sikre zonen og kontrollere, at der ikke slipper mere radioaktiv stråling ud af den betonforseglede reaktor fire. Arbejderne må ikke opholde sig i zonen konstant, og de bærer alle en personlig geigertæller, der viser, hvor meget stråling de udsættes for. Når de har nået et vist niveau, skal de opholde sig uden for zonen i en periode.

Heller ikke turister bevæger sig ind i den lukkede zone uden først at skrive under på, at det sker på eget ansvar.

Med sin underskrift frasiger turisten sig mulighed for at sagsøge de ukrainske myndigheder i tilfælde af sygdom som følge af radioaktiv stråling.

Guiden advarer desuden imod yderligere og muligvis endnu større fare ved at besøge Pripyat. Det er byens faldefærdige huse. 25 år uden vedligehold har sat sit tydelige præg på bygningerne.

I 2005 faldt en fireetagers skole sammen under presset af de store mængder regn, der var faldet om foråret. Og sidst, men ikke mindst er der risiko for at blive angrebet af byens vilde dyr.

rejser@k.dk