Præstens kone kan godt være en mand. Nogle tyske kirker åbner præsteboligen for homoseksuelle partnere

”Det er vores specielle kald at følge Guds ideal, når det drejer sig om ægteskab og familie. Vores protester har intet med diskrimination af bøsser og lesbiske at gøre,” siger Gaston Nogrady, der er præst i Markersbach, til avisen Märkische Oderzeitung.

Modstanden mod homoseksuelle præster har udviklet sig til at blive en bred bevægelse bestående af både præster, menighedsråd og kirkegængere overalt i Sachsen. Indtil nu har 126 ud af landskirkens 773 menighedsråd skrevet under på protesten imod homoseksuelle par i præsteboligerne.

På trods af protesterne er der også mange, der støtter landskirkens nye politik. I et åbent brev kræver 124 præster, at kirken behandler homoseksuelle på lige fod med heteroseksuelle.

”Homoseksualitet er ingen sygdom, og der er intet farligt ved at leve i et homoseksuelt partnerskab,” står der i brevet.

Repræsentanter for en række homoseksuelle grupper er rystede over, at der stadig er så stor uvilje imod homoseksualitet blandt mange kristne.

Sebastian Manzke fra den homoseksuelle organisation ”2 = 2”, siger til de homoseksuelles blad Queer:

”Kirken bør spørge sig selv, om den skal være stedet, hvor næstekærlighed og tolerance leves, eller om den hellere vil gælde som højborg for en homofobisk, menneskefjendtlig tænkning.”

Landsbiskop Jochen Bohl mener, at det kun er muligt at skabe ro i kirken, hvis begge fløje viser gensidig respekt og agtelse for hinandens holdninger. Han understreger, at landskirkens nye regler tager hensyn til de forbehold, som mange menighederne kan have imod homoseksuelle.

Ifølge den nye regel er der ikke tale om, at alle homoseksuelle præster har ret til at bo med deres partnere i præsteboligen: Kun i de tilfælde, hvor præsterne lever i et statsligt registreret parforhold, og hvor de pågældende menighedsråd giver tilladelse, kan præsterne bo sammen med deres partnere.

Sognene har altså med andre ord fortsat ret til at sige nej.

dachs@k.dk