Gensyn med Hammershøi

På sin vis kan det give langt bedre mening at læse Herman Bang og Vilhelm Hammershøi parallelt end at blive inden for genrerne litteratur eller maleri. Hammershøi giftede sig med studiekammeraten Peter Ilsteds søster Ida, men ægteparret fik ingen børn. Hans ældste bror døde ung, og hans yngste søskende levede alene sammen til deres død.

Hvem Vilhelm Hammershøi egentlig var, hvad han tænkte, og hvad den rygvendte eller lidt sørgmodigt betragtende Ida tænkte, ved vi så godt som intet om. Ida er i det hele taget en gådefuld skikkelse. Hvad lavede hun i de tomme stuer, overladt til sig selv og helt på ægtemandens betingelser? Hammershøi destruerede selv spor som breve og notater, og han skrev ikke dagbog. Moderen derimod, førte omhyggeligt scrapbog over sønnens karriere, kun afbrudt da Hammershøis far, en besynderligt fraværende person i historien, døde.

Hammershøi er blevet kaldt ensomhedens og stilhedens maler. Hans billeder er en form for genrebilleder, som vi kender dem med interiør og hverdagssysler, men frataget genrebilledets milde varme, symbolik og morale. Rummene hos Hammershøi er tomme, de tækkeligt sortklædte kvinder vender ryggen til og kun de hvide nakker lyser op som påmindelser om sanselighed og liv. Mange har forsøgt at sætte ord på disse billeder af fravær, som samtidig er så helt ekstremt og nøgent nærværende, og andre kunstnere og filmskabere har ladet sig inspirere af dem. Gennem de seneste 30 år har Hammershøi fået sit andet store internationale gennembrud på udstillinger verden over.

Udstillingen på Statens Museum for Kunst falder i to halvdele. Først tre sale med Hammershøis egne malerier, spændt smukt ud mellem to selvportrætter: Et ganske tidligt, indadvendt og gammelklogt mærket og et sent, hvor maleren med den modne mands vidende blik nærmest synes at afæske dig et svar.

Udstillingens anden halvdel er, trods forsøg på at etablere rum i rummet, en stor sal meget tæt behængt med dels Hammershøis dels 23 andre kunstneres værker. Her er de lidt ældre franske realistiske malere Henri Fantin-Latour og Eugène Carrière, pointilisten Georges Seurat, den symbolistiske Fernand Khnopff fra Belgien sammen med nordiske malere som Edvard Munch, Anna Ancher, Helene Schjerf­beck (indtil den 10. februar på Ordrupgaard) og mange andre.

Et lidt udmattende bombardement af forskelle og ligheder, men også en stor visuel og historisk oplevelse. Visse sammenstillinger giver god mening, såsom sammenstillingerne med den bløde Carrière, mens andre synes at være gledet af sted på temaernes frie associationsflugt. Det er, som om kuratorerne, Kasper Monrad og Annete Rosenvold Hvidt, ikke helt har kunnet beslutte sig for, om de skulle fokusere på ligheder i malemåder eller temaer.

Helt fantastisk er det imidlertid at se James McNeill Whistlers maleri af sin mor fra 1871 ”Arrangement i gråt og sort” i sammenstilling med Hammershøi.

Her bliver det tydeligt, at Hammershøi ikke var den eneste, der fandt mening i den lydløse, gråtonede palet, men samtidig også hvor langt mere illusionsløs en maler Hammershøi var.

Udstillingen er blevet til i samarbejde med Kunsthalle der Hypo-Kulturstiftung i München, hvilket har muliggjort et stort videnskabeligt, men klart formidlet udstillingskatalog, som man bør unde sig.

kultur@k.dk

Hammershøi og Europa. Statens Museum for Kunst. Til den 20. maj. Katalog med artikler af Kasper Monrad, MaryAnne Stevens, Anne Hemkendreis, Peter Nørgaard Larsen og Annette Rosenvold Hvidt. Rigt illustreret. 256 sider. 298 kroner.