Hvor de blåsorte bjerge har magten

Den tjærefarvede gård ligger i en klynge træer tæt ved minen, for det var praktisk for den tidligere ejer – og første chef i minen – Hjalmar Lundbohm, der er kendt som Kirunas fader. Geologen kom til Kiruna, da det stadig blot var en slette i 1895, udsendt af det nyligt stiftede firma LKAB for at besigtige de bjerge, der efter sigende var fulde af malm. Det havde været kendt siden 1600-tallet, fordi den blåsorte farve sladrede om det værdifulde indhold. Lokale havde fragtet mindre malmstykker til et nærliggende stenbrud, men det var først, da Hjalmar Lundbohm sagde god for områdets muligheder, at landspolitikerne i Stockholm finansierede byggeriet af en jernbane mod nord. Den nye by fik navnet Kiruna efter det samiske navn Gíron, som betyder fjeld-rype. Byen blev symbolet på det moderne Sveriges fremdrift, og LKAB blev hurtigt landets mest indtjenende virksomhed.

Nu huser Hjalmar Lundbohmsgården foreningen Kirunas Rødder, som bestemt ikke er tilfreds med, at kun en snes af byens huse skal flyttes. Kiruna vil miste sit særpræg, frygter sekretær Kenneth Johansson.

”Det er en gennemgribende beslutning at rive byen ned, og vi er mange borgere, som føler, at LKAB og kommunen tager beslutningerne uden at lytte til os. Det er vigtigt at tage historien i form af de gamle huse med, for ellers bliver Kiruna en identitetsløs by,” siger han.

Ligesom de fleste andre borgere i Kiruna er Kenneth Johansson pragmatisk omkring fremtiden for Kiruna. LKAB og minedriften er uundværlige for byens overlevelse, men Kenneth Johansson frygter, at Nye Kiruna bliver en anonym by uden særpræg og liv.

”Hvis man skaber en by uden forankring i samfundet, så flytter folk. Det er frustrerende, at vi ikke ved, hvordan fremtiden bliver,” mener han.

Kenneth Johansson synes ikke, at LKAB og kommunen lytter til indbyggerne i Kiruna, og i en undersøgelse foretaget af Kirunas Rødder blandt 500 borgere mener to ud af tre, at Kirunas gamle huse skal flyttes, før de kan føle sig hjemme i den nye bydel.

Ifølge LKAB’s egne beregninger er det umuligt at flytte alle huse, siger informationsansvarlig hos LKAB Ylva Sievertsson. Hun har boet i Kiruna i ni år og fortæller om den tætte symbiose mellem by og virksomhed.

”Vi har en stærk afhængighed med Kiruna, og det har meget stor betydning, at vi har et godt forhold til indbyggerne. Vi for-søger altid at inddrage dem via borgermøder, når vi tager store beslutninger, for vi lever af folks arbejdskraft. Men de lever også af os, for vi er Kirunas største arbejdsgiver, og de fleste forstår, hvad minedriften bidrager med til samfundet,” siger hun.

I tiden op til den gennemgribende omvæltning har LKAB inviteret til informationsaftener og uddelt brochurer om Nye Kiruna. I Folkets Hus i centrum af Kiruna kan besøgende se en udstilling om virksomhedens fremtidsplaner. Der er plancher, som fortæller, hvor meget malm der udvindes, farvestrålende billeder af Luleås hockeyhold, som LKAB sponserer, og foldere om livet som børnefamilie i Kiruna.

Det er et forkert signal at fremhæve LKAB’s positive sider, når størstedelen af byens huse snart er jordbunker, mener Ronny Nilsson. Han bor sammen med sin hustru og søn i et af de huse, der ligger på den forkerte side af hovedvejen, og som derfor skal rives ned i løbet af i år. Ronny Nilsson har et ambivalent forhold til byflytningen, for på den ene side er han trist over, at Kirunas gamle huse forsvinder, men på den anden side er han bevidst om minens betydning for byen. Ronny Nilsson er som så mange andre i Kiruna ansat i minen, hvor han er elektriker.

”Sådan er det jo, for det er LKAB, der bestemmer det meste i Kiruna. Vi har vænnet os til tanken om at bo et nyt sted. Men det er da lidt underligt at tænke på, at den gade, hvor min søn lærte at cykle, snart ikke findes mere,” siger han.

Det er specielt minderne og de følelsesmæssige værdier, der lider, når en hel by skal flytte, siger Kristina Nilsson, professor i samfundsbyggeri ved Luleå Tekniske Universitet. Hun er projektleder for forskningsprogrammet Nye Kiruna, som forsker i at skabe holdbar tilvækst i den nye bydel. Forskerne har belyst forskellige aspekter ved byflytningen, og det er ikke ligetil at give en ny by sjæl.

”Det vil tage tid, før Kiruna-boerne forliger sig med deres nye boligområde. Det handler ikke bare om at bygge en ny bydel, for det er et helt samfund, der forsvinder og bliver til mineområde, og der er mange følelser forbundet med at sige farvel til sit hus, sin gade og sin by,” understreger hun.

Kristina Nilsson påpeger, at Kiruna har en særlig karakter, som bliver svær at genskabe. I 1900, da Kiruna blev grundlagt, ønskede byens spidser at bevare det naturlige miljø, og kun ganske få klipper blev jævnet med dynamit. Derfor er der næsten ingen lige gader i Kiruna, og det unikke bymiljø er kendt over hele Sverige. Husene ligger klinet ind mellem klippevæg og små søer og i et ujævnt terræn. Nye Kiruna ligger derimod på flad klippegrund og vil ligne andre byer med lige gader, typehuse og firkantede parcelgrunde.

”Der skal arbejdes på at skabe attraktive livsmiljøer, som kan fastholde og tiltrække beboere, så Kiruna ikke sygner hen. Det bliver en udfordring, men det har også stort potentiale, fordi det er så sjældent, at nye byer opstår på denne måde. Nye Kiruna vil også være et sted, hvor man kan have et godt liv,” siger hun.

I den nyeste udgave af LKAB’s husstandomdelte avis fortæller forsideartiklen, at en ny malmåre med minimum en million ton malm er fundet tæt ved Kiruna. Sveriges Klondyke ser ikke ud til at sætte farten ned foreløbig.

barslev@k.dk