I landbrugets tjeneste

”Holder fred med alle så vidt det står til eder, lader os ikke elske med ord, men i gjerning og sandhed”.

Stenen på Kjeldsens familiegravsted ved Vesterbølle Kirke i Vesthimmerland er fra 1890, men Hans Olaf Agerup Kjeldsen lader forstå, at det også er sådan, han gerne vil se sit liv. Nok har der været mange ord, for hans lange arbejdsliv har først og fremmest været fyldt med møder og forhandlinger, og nok har der været store uenigheder og voldsomme sværdslag. Men fjendskaber har han ikke dyrket, og gerningen, ansvaret og forpligtelsen er altid det, han har holdt sig for øje.

Bevægelserne er blevet lidt langsommere, og det med at huske navne er ikke helt, hvad det har været, men derudover mærker H.O.A. Kjeldsen ikke meget til, at han i morgen kan fejre 80-års fødselsdag. Bag rattet i sin firhjulstrækker er han tydeligvis på hjemmebane, og han viser gerne sin verden frem.

”Stormene har været hårde ved skoven, men se, nu kommer den igen,” siger han og peger ud på et område med nyplantede nåletræer, som han selv har foranstaltet. Lidt længere fremme i skoven kommer vi til en mindesten, der i 1927 blev rejst over Edvard Rambucsh, som i sin tid tilplantede området. Han blev kaldt Dalgas nr. 2 og er en i rækken af mange mænd tilknyttet godset Lerkenfeldt, der har gjort ”samfundstjeneste”.

H.O.A. Kjeldsen er den seneste. For en hel generation er han ”Mr. Landbrug”, og når han i dag kører rundt på sine arealer eller sidder i en af arvestykke-lænestolene i stuehuset på Lerkenfeldt, hvor han er femte generation af familien Kjeldsen, kan han tænke tilbage på et liv, hvor han i den grad har været med der, hvor de store beslutninger blev truffet.