Internettet og eftertiden

I filmen ”Rabbit Hole” fra 2010 har et ægtepar mistet deres eneste barn ved en trafikulykke. Deres reaktioner på ulykken er meget forskellige. Kvinden vil slette alle ydre spor af sønnen i et forsøg på at komme videre, så hun smider hans tøj og tegninger ud. Manden derimod vil bevare mindet om sønnen. Hans kæreste eje er en filmstump på hans mobiltelefon, der viser sønnen i munter leg ved gyngestativet. Aften efter aften genser manden klippet og sørger over sin søn. I en afgørende scene sletter kvinden bevidst eller ubevidst filmklippet, og mandens kæreste minde om sønnen er pludselig uigenkaldeligt væk.

Filmen er en illustration af det store problemfelt, som moderne mennesker står i: Hvordan gemmer vi for eftertiden vores digitale minder, og hvem skal have adgang til dem? Før i tiden skrev man måske dagbog og udtrykte her sig selv og sine inderste tanker. Derved skabte man en personlig genstand af uvurderlig betydning for familien i tilfælde af dødsfald. I dag udtrykker vi os efterhånden primært på internettet på sociale medier som Facebook, hvor vi deler vore inderste tanker med andre. Vi er gået fra en tid, hvor vi ved dødsfald primært efterlod os fysiske genstande, til en tid, hvor vore måske mest personlige ejendele er digitale.

Som beskrevet i dagens avis hersker der stor uvished om basale forhold. Hvad gør man, hvis et familiemedlem dør, og man ikke har fået overdraget diverse vigtige adgangskoder? Og hvem ejer i sidste ende ens personlige digitale oplysninger? Som eksperter påpeger, er det afgørende med bedre retningslinjer for den digitale arv. Men skal der også lovgives på området? Og i hvilket omfang er national lovgivning mulig på et område som det digitale, der pr. definition er grænseløst?

Ved siden af de retlige aspekter er der en række etiske. Alle, der udtrykker deres liv på internettet, bør forholde sig til, hvordan de efterladte i tilfælde af dødsfald kan håndtere diverse private oplysninger. Godt nok kunne man også før den digitale tidsalder opdage forhold om sin afdøde far og mor, som man ikke anede om, mens de levede. Men i dag har mange flere personer potentielt adgang til disse private oplysninger, og det kan være svært at vurdere virkningen.

Den anden side af samme problematik er de oplysninger, som godt må komme ud, men som går tabt, fordi de efterladte ikke har adgang til dem. Det kan være familiebilleder eller -film, der er beskyttet af adgangskoder. Vigtige dokumenter og vidnesbyrd om et menneskes liv kan gå tabt for eftertiden, fordi man ikke fik tænkt sig om i tide.

Derfor er det på høje tid, at både privatpersoner og politikere øger bevidstheden om dette uregulerede område. Det handler både om os selv og om de mennesker, der kommer efter os.