Det er efterhånden en offentlig hemmelighed, at folkekirken har problemer, både hvad angår økonomi og indhold. I sidste uge har der været luftet fremtidsvisioner om at lukke cirka 1000 kirker på landsplan og at tage 20 af de 70 københavnske kirker ud af drift. Det vil givetvis hjælpe på økonomien, men næppe på folkekirkens indhold.

I København ligger kirkerne så tæt, at man vælger kirke efter prædikant, tidspunkt eller aktivitet, og på landet må de fleste beboere benytte sig af biler for at komme i kirke – ikke mindst fordi mange landkirker længe har haft højmesse på skift. Så det med den nære, lokale kirke er en saga blot de fleste steder.

DEBAT:  Lukker man først en kirke, bliver den ikke åben igen

Derfor har man allerede gennem nogle år forsøgt at hjælpe på det kirkelige budget ved at lægge sogne sammen for at spare på kordegnekontorer. Ved at profilere de enkelte kirker i storsognet, således at de henvender sig til forskellige menigheder (unge, voksne, indvandrere, korshærsbrugere og så videre), og lægge gudstjenester og andre aktiviteter på forskellige tider i ugen har man også i en vis udstrækning kunnet skære ned på kirkepersonalet. Alle kirker behøver således ikke at være gearet til de samme aktiviteter, hverken med hensyn til inventar eller eksternt personale som babyrytmiklærere, foredragsholdere eller musikere.

Idéen er fremragende, hvis ellers alle var med på den, og der ikke inden for kirken selv opstod en konkurrence om, hvilke menigheder der er de væsentligste. Er det kernemenigheden, som kommer til søndagens højmesse, eller er det de kirkefremmede, der skal lokkes ind i kirken via diverse events? Er det børnene, konfirmanderne og de unge, der kunne blive fremtidens kirkebrugere? Eller dem over 50, som har været ude for store omvæltninger, hvor de har mistet arbejde, kolleger og måske venner og familie ved død eller skilsmisse? Eller er det menigheden af de endnu ældre, som igen har fået tid og nu har behov for at fylde denne tid ud med meningsfulde oplevelser?

I alle fald har det vist sig flere steder, hvor idéen med storsogne og profilerede kirker har været praktiseret, at man stik imod intentionen ikke kan hitte ud af at fordele aktiviteter, gudstjenestetider, personale og penge. Og at det hele ender i ubehagelige trakasserier, snigløb og både lokal og landsdækkende pressedækning, som er til ubodelig skade for folkekirken.