Asger Brandt |
6. februar 2012
Preben Lilhav giver i montageform ordet til en overset side af Nietzsche
Når et forfatterskab bliver klassisk – og det har Friedrich Nietzsches været ganske længe – sker der uundgåeligt det, at det får sin egen filologi. En mængde mennesker dedikerer deres hele eller halve liv til at læse ned i de mindste afkroge af forfatterskabet, og alt, hvad der kan belyse det, bliver interessant. Det synes også sikkert som amen i kirken, at et stort forfatterskab i filologernes hænder før eller siden bliver delt op i forskellige faser, og det er da også en sådan faseinddeling, Preben Lilhav tager udgangspunkt i, i et større – og ganske filologisk – flerbindsværk om Nietzsche. Tidligere på året udsendtes første bind, der fulgte forfatterskabets unge år. I seriens andet bind – med titlen ”Nietzsches kamp med døden” – er Lilhav nu nået til ”den mellemste Nietzsche” – her afgrænset til årene 1876-1882.
LÆS OGSÅ: Filosoffen Nietzsche og værdiernes forfaldI en sådan tredeling af Nietzsches forfatterskab er det så afgjort den sene Nietzsche fra slutningen af 1880’erne, der har været læst mest. Der har også været en vis – omend mest afledt – interesse for den unge Nietzsche, der er under kraftig indflydelse af filosoffen Schopenhauer og komponisten Wagner, men netop den mellemste periode har gerne stået i skyggen af de andre.
Denne ”mellemste Nietzsche” er dog langtfra uinteressant. I sin sprogpragt er det en noget mindre spektakulær Nietzsche, man møder her. Den sene Nietzsche er nok let at blive betaget af, men også let at få for meget af. Hos den mellemste Nietzsche er alting mere afmålt, mere velovervejet, og mindre paroleagtigt. Men netop derfor er denne periodes tekster glimrende til at demonstrere, at Nietzsche er andet og mere end den excentriske spradebasse, man kender fra de sene skrifter. Mange af de motiver, der bliver udfoldet med så stor kraft i de sene skrifter, kan her ses i deres spæde vorden.
Der findes efterhånden en meget stor Nietzsche-litteratur – også på dansk. En række af Nietzsches originale værker er udkommet i danske udgaver igennem de seneste årtier – flest fra den sene periode og færrest fra denne mellemste periode. Herudover er der også kommet en række sekundære værker, der forholder sig til Nietzsches liv, hans forfatterskab, eller enkelte bøger.
I deres form afviger Preben Lilhavs nye udgivelser dog fra alt, hvad der hidtil er udkommet. Der er hverken tale om en simpel tekstudgivelse eller om et sekundært værk. Lilhav kalder det for ”tekstmontager” , hvilket faktisk er et meget dækkende udtryk. Periodens bogværker er rigt repræsenterede og udgør, i redigerede uddrag, størstedelen af tekstsamlingen. Men disse fyldige værkuddrag suppleres af en række andre tekster: breve – både til, fra, og også sommetider om Nietzsche. Hertil kommer en grundig brug af alskens notater og fragmenter. Alt sammen bliver det kædet sammen af små kursiverede regibemærkninger fra Lilhav.
Det giver sig selv, at en sådan montage vil være meget præget af montørens arbejde. Lilhav er dog meget påpasselig med ikke at kommentere mere end højst nødvendigt, og det er i sammenhængen en yderst prisværdig dyd. Nietzsche-biografier har ofte en tendens til at blive rigeligt tolkende, rigeligt litterære og rigeligt involverede i deres hovedperson. Her lægges der i stedet en masse materiale frem, og der bliver dermed mere rum for læseren til selv at danne sig et indtryk af den besynderlige personage. Som altid, når man har med Nietzsche at gøre, kommer den biografiske dimension dog også her uundgåeligt til at fylde en hel del.
Man kan naturligvis overveje, hvilket publikum en særlig type tekst som disse montager egentlig henvender sig til. På den ene side er de ganske vist både bredt anlagte og lagt smukt til rette for læseren. De kunne altså nok tænkes at fungere godt som introducerende tekster til den læser, der ikke har særlige forudsætninger udi Nietzsches forfatterskab. På den anden side går interessen på filologisk vis dog så meget ned i detaljen, at det indimellem måske mere er Nietzsche-kendere, der tales til. Selv rutinerede Nietzsche-læsere vil her med garanti finde nye og spændende vinkler på forfatterskabet. Men man skal ikke nødvendigvis opdyrke en falsk modsætning her: Måske er det, med montageteknikken, faktisk lykkedes Preben Lilhav at finde en fremstillingsform, der er lige interessant for lærd og lægmand.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad