Nietzsche på en helt ny måde

Der findes efterhånden en meget stor Nietzsche-litteratur – også på dansk. En række af Nietzsches originale værker er udkommet i danske udgaver igennem de seneste årtier – flest fra den sene periode og færrest fra denne mellemste periode. Herudover er der også kommet en række sekundære værker, der forholder sig til Nietz­sches liv, hans forfatterskab, eller enkelte bøger.

I deres form afviger Preben Lilhavs nye udgivelser dog fra alt, hvad der hidtil er udkommet. Der er hverken tale om en simpel tekstudgivelse eller om et sekundært værk. Lilhav kalder det for ”tekstmontager” , hvilket faktisk er et meget dækkende udtryk. Periodens bogværker er rigt repræsenterede og udgør, i redigerede uddrag, størstedelen af tekstsamlingen. Men disse fyldige værkuddrag suppleres af en række andre tekster: breve – både til, fra, og også sommetider om Nietzsche. Hertil kommer en grundig brug af alskens notater og fragmenter. Alt sammen bliver det kædet sammen af små kursiverede regibemærkninger fra Lilhav.

Det giver sig selv, at en sådan montage vil være meget præget af montørens arbejde. Lilhav er dog meget påpasselig med ikke at kommentere mere end højst nødvendigt, og det er i sammenhængen en yderst prisværdig dyd. Nietz­sche-biografier har ofte en tendens til at blive rigeligt tolkende, rigeligt litterære og rigeligt involverede i deres hovedperson. Her lægges der i stedet en masse materiale frem, og der bliver dermed mere rum for læseren til selv at danne sig et indtryk af den besynderlige personage. Som altid, når man har med Nietzsche at gøre, kommer den biografiske dimension dog også her uundgåeligt til at fylde en hel del.

Man kan naturligvis overveje, hvilket publikum en særlig type tekst som disse montager egentlig henvender sig til. På den ene side er de ganske vist både bredt anlagte og lagt smukt til rette for læseren. De kunne altså nok tænkes at fungere godt som introducerende tekster til den læser, der ikke har særlige forudsætninger udi Nietzsches forfatterskab. På den anden side går interessen på filologisk vis dog så meget ned i detaljen, at det indimellem måske mere er Nietzsche-kendere, der tales til. Selv rutinerede Nietz­sche-læsere vil her med garanti finde nye og spændende vinkler på forfatterskabet. Men man skal ikke nødvendigvis opdyrke en falsk modsætning her: Måske er det, med montageteknikken, faktisk lykkedes Preben Lilhav at finde en fremstillingsform, der er lige interessant for lærd og lægmand.