På en sikkerhedspolitisk konference i München i weekenden beroligede den amerikanske udenrigsminister de europæiske lande.
- THOMAS KIENZLE/Scanpix Denmark
Michael Ehrenreich |
6. februar 2012
Beroligende meldinger fra USA til de europæiske lande
Siden den amerikanske regering bebudede, at USA vil forøge sin tilstedeværelse i det asiatiske område, har der i vores del af verden været bekymring for, at Europa vil glide for langt ned på amerikanernes udenrigspolitiske dagsorden. Men nu opfordres europæerne til at slå koldt vand i blodet.
LÆS OGSÅ: Vesten og restenPå en sikkerhedspolitisk konference i München i weekenden gjorde USA en pointe ud af at møde frem med to topfolk, udenrigsminister Hillary Clinton og forsvarsminister Leon Panetta, der begge forsøgte at berolige de europæiske regeringer.
Ifølge Clinton er de bekymrede miner blevet opfanget i Washington, men det rokker ikke ved, hvordan virkeligheden ser ud fra amerikansk side: Europa vil, betonede hun, være USA’s førstevalg som partner.
Begge ministre understregede imidlertid, at det vil kræve, at Europa for det første ikke spiller sig selv af den globale bane ved at skære for dybt i de militære budgetter og for det andet sørger for at bringe orden i de europæiske landes økonomier.
Partnerskabet mellem Europa og USA har en indbygget logik, først og fremmest fordi det bygger på et værdifællesskab, som ikke genfindes andre steder på kloden. Politisk, økonomisk, historisk og kulturelt tænker de to parter ens om mange ting.
At USA planlægger at styrke sin tilstedeværelse i Asien har ikke umiddelbart noget at gøre med et værdipolitisk fællesskab. Det er i første række en realpolitisk overvejelse, beregnet på at ruste sig til fremtidens udenrigs- og sikkerhedspolitiske udfordringer.
Det transatlantiske forhold står på et helt anderledes solidt fundament, og det er værd at notere sig på et tidspunkt, hvor den globale magtforskydning fra vest mod øst begynder at sætte sig spor.
I en tidsalder, hvor såvel Europa som USA mister indflydelse på den globale scene til fordel for nye, fremadstormende stormagter, øges kun behovet for, at man i den ”gamle” del af verden holder sammen.
Skal det værdisæt, som holdes i hævd på begge sider af Atlanten, have en chance for at bevare sin internationale gennemslagskraft til gavn for freden og friheden globalt set, er det ikke transatlantisk splittelse og uro, der er brug for, men tværtimod sammenhold.
Debatten i de europæiske lande har alt for lidt blik for denne sammenhæng. Der er for meget fokus på kortsigtede gevinster og for liden forståelse for, hvad der står på spil i et langsigtet, globalt perspektiv.
Derfor var det godt at høre fra de to fremtrædende amerikanske ministre. Men forhåbentlig hæfter man sig i vores del af verden også ved deres advarende ord om, hvad der skal til for at bevare og vedligeholde den atlantiske akse i verdenspolitikken.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad