Regeringen overser den sociale sektor i u-landsbistanden
- Colourbox
Erik Blas |
6. februar 2012
Erik Blas, civilingeniør og strategisk rådgiver, WHO, har delte meninger om regeringens visioner for u-landshjælpen. Han er glad for, at vi igen når procent-målet for u-landsbistand. Men der er for meget fokus på budgetstøtte, på bekostning af hjælp i den sociale sektor, mener han.
MED DEN NYE regering er der lagt op til, at Danmark skal have en ny udviklingsstrategi. Men vil den blive bedre end den gamle? Efter 30 år med Danida og Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har jeg med store forventninger deltaget i et ”mød bistandsministeren”-arrangement i Ingeniørforeningens Ulandsfaglige Selskab og læst politik-udkastet.
Men jeg blev både lidt overrasket og en smule skuffet. På den positive side er der udsigt til tilbagevenden til en procent-målet for u-landshjælpen, men der er også benhårde prioriteringer, smalt fokus på rettigheder og øget brug af budgetstøtte på bordet. De sociale sektorer, som tidligere var et globalt varemærke i dansk u-landsbistand, er gledet ud.
Det har hidtil været dansk udenrigspolitisk praksis, at man anerkender stater – ikke regeringer. Dette basale princip synes nu at være endeligt forladt også i bistandspolitikken. Budgetstøtte på godt og ondt er støtte til regeringer, og beslutningen om at give eller afbryde støtte afhænger af, om en regering lever op til danske krav om ”god” regeringsførelse. Det vil sige, hvis et lands befolkning har en ”god” regering, kan den få dansk støtte. Hvis ikke, må den lide.
Det danske samfund er i modsætning til for eksempel det amerikanske ikke opbygget på rettigheder. Det er opbygget på lighed og solidaritet – noget, som begyndte allerede under den oplyste enevælde. Til at understøtte dette har man over årene lovgivet om blandt andet pligter og rettigheder. For eksempel kan vi om to år fejre 200-året for indførelsen af pligt til undervisning og ret til gratis skolegang. Denne dualitet er dybt forankret i den danske ”folkesjæl”, og de tre regeringspartier har altid været frontkæmpere herfor. Det ensidige fokus på rettigheder vækker derfor undren.
Man kan ikke gøre sin pligt og udnytte sin ret, hvis man er uvidende eller syg. Dette erkendte man på det sociale topmøde i 1995. Københavnerdeklaration forpligter de deltagende lande til 20-20-princippet, altså at 20 procent af de offentlige budgetter i udviklingslandene og 20 procent af den officielle udviklingsbistand (ODA) skal gå til finansiering af basale sociale serviceydelser. Den politiske deklaration om ”social determinants of health” fra Rio-topmødet i oktober 2011, som Danmark støtter, siger klart, at lighed i sundhed (health equity) er afgørende for bæredygtig udvikling. Senest udsendte OECD, de rige landes samarbejdsorganisation, i december 2011 en rapport, som udtrykker bekymring for og prøver at finde årsagen til de voksende uligheder overalt i verden – også i de rige lande. Det virker derfor underligt, at Danmark – værtslandet fra 1995 – går ad den smallere rettighedsvej og forlader de sociale sektorer, specielt fordi dette ikke er sammenfaldende med grundlæggende danske samfundsværdier.
Der har siden 1945 været bred politisk og folkelig opbakning om Danmarks bistandspolitik. Det gik lidt fløjten under den tidligere regering, som ensidigt ned- skar og omlagde, blandt andet affødt af studehandler med støttepartiet. Benhårde prioriteringer og enegang i stedet for bredde giver politisk ustabilitet. For eksempel nåede den tidligere regerings udviklingsstrategi kun at leve i nogle få år, før den nu bliver skrottet af den nye regering.
Hverken u-landene, de lokale eller de internationale organisationer har brug for en dansk slingrekurs. Øget brug af budgetstøtte, fastholdelse af samme lave niveau for de folkelige danske organisationer og få udsendte danske rådgivere og frivillige er alt sammen med til at fremmedgøre bistanden. Den folkelige debat risikerer at blive om penge (skal vi for eksempel have efterløn eller u-landshjælp?) snarere end om udvikling og værdier.
Jeg mener, at budget- eller måske rettere sektorstøtte er rigtig, men program- og projektstøtte har også væsentlige roller at spille, specielt når man ikke har at gøre med en ”god” regering. Befolkningen og dens behov bør altid være i centrum.
Bevar en stor og mangfoldig rolle for de folkelige organisationer. Sørg for, at mange danskere får lejlighed til at leve og arbejde i de u-lande, vi støtter. Dette vil være med til at sikre den danske ressourcebase og den folkelige opbakning omkring bistanden.
Erik Blas,
Civilingeniør og strategiskrådgiver, WHO,
Mårevej 2, Hornbæk
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad