Regeringens nye udviklingsstrategi mangler danske værdier

Man kan ikke gøre sin pligt og udnytte sin ret, hvis man er uvidende eller syg. Dette erkendte man på det sociale topmøde i 1995. Københavnerdeklaration forpligter de deltagende lande til 20-20-princippet, altså at 20 procent af de offentlige budgetter i udviklingslandene og 20 procent af den officielle udviklingsbistand (ODA) skal gå til finansiering af basale sociale serviceydelser. Den politiske deklaration om ”social determinants of health” fra Rio-topmødet i oktober 2011, som Danmark støtter, siger klart, at lighed i sundhed (health equity) er afgørende for bæredygtig udvikling. Senest udsendte OECD, de rige landes samarbejdsorganisation, i december 2011 en rapport, som udtrykker bekymring for og prøver at finde årsagen til de voksende uligheder overalt i verden – også i de rige lande. Det virker derfor underligt, at Danmark – værtslandet fra 1995 – går ad den smallere rettighedsvej og forlader de sociale sektorer, specielt fordi dette ikke er sammenfaldende med grundlæggende danske samfundsværdier.

Der har siden 1945 været bred politisk og folkelig opbakning om Danmarks bistandspolitik. Det gik lidt fløjten under den tidligere regering, som ensidigt ned- skar og omlagde, blandt andet affødt af studehandler med støttepartiet. Benhårde prioriteringer og enegang i stedet for bredde giver politisk ustabilitet. For eksempel nåede den tidligere regerings udviklingsstrategi kun at leve i nogle få år, før den nu bliver skrottet af den nye regering.

Hverken u-landene, de lokale eller de internationale organisationer har brug for en dansk slingrekurs. Øget brug af budgetstøtte, fastholdelse af samme lave niveau for de folkelige danske organisationer og få udsendte danske rådgivere og frivillige er alt sammen med til at fremmedgøre bistanden. Den folkelige debat risikerer at blive om penge (skal vi for eksempel have efterløn eller u-landshjælp?) snarere end om udvikling og værdier.

Jeg mener, at budget- eller måske rettere sektorstøtte er rigtig, men program- og projektstøtte har også væsentlige roller at spille, specielt når man ikke har at gøre med en ”god” regering. Befolkningen og dens behov bør altid være i centrum.

Bevar en stor og mangfoldig rolle for de folkelige organisationer. Sørg for, at mange danskere får lejlighed til at leve og arbejde i de u-lande, vi støtter. Dette vil være med til at sikre den danske ressourcebase og den folkelige opbakning omkring bistanden.

Erik Blas,

Civilingeniør og strategiskrådgiver, WHO,

Mårevej 2, Hornbæk