Sidste chance for Europas eneste vildmark

En rapport fra Sydlige Laplands Forskningsinstitut viser, at 23 procent af alle dødsfald blandt samer er selvmord, og det billede bekræfter Niclas Kaiser, universitetslektor i psykologi ved Umeå Universitet. Han har forsket i den mentale sundhed blandt samiske rensdyravlere.

”Især samiske mænd oplever angst og depression, og selvmordstanker er hyppigere blandt samer end den øvrige befolkning. De samer, jeg har talt med, peger blandt andet på, at det næsten virker umuligt at have fremtidsdrømme om at leve som rensdyravler. De føler sig pressede på deres identitet og har en følelse af, at samfundet ikke lytter til dem,” siger han.

Tallene er de samme i Norge, hvor en undersøgelse fra 2011 viste, at samer oplever 10 gange mere diskrimination end andre nordmænd, og konsekvenserne er ofte depression og angstsymptomer.

Samerne er et af verdens ældste urfolk, og Lapland kaldes ofte for Europas sidste vildmark. Området langt oppe i Nordsverige har en natur med kantede bjerge, lav, mos og grundfjeldet, der stikker op overalt. Om sommeren er himlen oplyst døgnet rundt med fænomenet midnatssol, mens vinteren sænker et mørkt tæppe over landet, så kun sneen lyser op. De første optegnelser om urfolkets forfædre er fra 100 e.Kr., og siden har samerne vandret mellem Norge, Sverige, Finland og Rusland uden skelen til landegrænser. Samerne i alle fire lande fandt sproglige og kulturelle ligheder, og de definerede sig som samer først og derefter efter deres respektive nationaliteter. En unik samisk kultur voksede frem med håndværk baseret på naturens og dyrenes råmaterialer, særegen musik og kunst og en livsstil, hvor renerne bestemte farten.

Omkring 1900 holdt minedriften sit indtog med etableringen af hovedbyerne Kiruna i Sverige og Narvik i Norge. Industrialiseringen betød, at Lapland langsomt blev opdyrket, og skovene blev fældet. Renflokkene svandt ind, og mange samiske familier opgav nomadelivet og bosatte sig fast i de huse, de indtil da havde boet i om vinteren.

I mange år har minedriften været koncentreret omkring få, store miner, men nu ønsker udenlandske mineselskaber at etablere nye miner, og det skaber usikkerhed blandt samerne.

Et par minutters gang fra Kirunas lavvu sidder fire sammenbidte mænd omkring et bord. På et kort over Lapland viser en masse rødtskraverede områder, hvor minevirksomheder har ansøgt om at anlægge nye miner. Langt de fleste af områderne strækker sig ind i de bjerge og sletter, hvor renerne – og dermed samerne – lever. Frustrationen blandt de fire mænd er stor, for, som deres talsmand, Nila Inga, siger, det er deres sjæl, der bliver truet af minevirksomhederne.

”En mine fylder ikke bare det stykke jord, den bliver bygget på. Den påvirker et kilometerbredt område med huse, veje, jernbaner, luftforurening og påvirkning af drikkevandet og dyrelivet. Vi er fortvivlede, for hvis renerne bliver tvunget væk, så mister vi ikke blot vores arbejde, men også vores historie og håb for fremtiden. Processen er i gang, og det føles som en rettergang mod os som folk,” siger han.

Mændene repræsenterer de to store samebyer Girjas og Laevás, hvor alle indbyggere lever af rensdyravl. Tilsammen har byernes beboere mange tusinde rener. De har ikke noget imod minedrift, for det giver mening, at svenskejede virksomheder henter jern i undergrunden og dermed bidrager betragteligt til den svenske økonomi. Men de nye virksomheder, der ønsker at komme ind på markedet for at anlægge miner, er på udenlandske hænder, og samerne tvivler på, om de tænker på naturen og folket.

De forsøger at stoppe udviklingen ved at invitere rigsdagspolitikere til Kiruna, holde protestmøder og få mediernes fokus på, hvad minedriften gør ved Laplands natur. I løbet af de seneste 10 år har de oplevet, at mange tusinde rener dør, fordi de ikke længere kan finde tilstrækkelig føde. Mest oprørte er samerne over, at den såkaldte minerallov, der siger, at på offentligt område kan enhver bearbejde jorden, hvis der findes mineraler, står over samernes anerkendelse som naturfolk. De er også skuffede over, at Sverige ikke har ratificeret FN’s konvention 169, der sikrer urfolks rettigheder og ret til jord.

”Staten underskriver traktater, men lever ikke op til det. Hvorfor har den så let ved at fordømme forfølgelse af urfolk i Colombia og Afrika, men ikke i eget land? Vi er lige så meget en underkendt minoritet som Amazonas’ indianere. Den mest effektive måde at ødelægge et folk på er at tage det oprindelige erhverv fra dem – og det er det, der er ved at ske lige nu. Det er ren rovdrift,” siger Nila Inga oprørt.

Han mener, at de svenske samer bliver negligeret af Rigsdagens politikere, men det afviser minister for landområder Eskil Erlandsson (Centerpartiet) over for Kristeligt Dagblad.

”Lapland breder sig over en tredjedel af Sveriges areal, og derfor berører det mange, hvad området bliver brugt til. Det er vigtigt for regeringen at finde en balance mellem rensdyravlerne og jordejerne, og vi kender ikke de endelige konsekvenser af at vedtage konvention 169 i Sverige, så derfor arbejder vi i øjeblikket ikke for en ratificering. Derimod blev arbejdet for en fællesnordisk samekonvention sat i gang i 2011, og jeg håber, at det vil harmonisere forholdene for samerne,” siger Eskil Erlandsson.

Han understreger, at regeringen har fokus på samernes situation og ønsker at øge dialogen mellem landets ledende politikere i Rigsdagen og samerne. Det bliver mødt med et skeptisk blik af Sametingets formand, Stefan Mikaelsson. Sametinget er den øverste samiske myndighed og et statsligt, folkevalgt organ, der har til formål at forbedre de svenske samers position, og Stefan Mikaelsson mener, at det er en lang sej kamp mod landspolitikerne i Stockholm.

”Internationalt hævder Sverige, at der bliver gjort en masse for at beskytte samerne, men realiteten er, at der er meget lille respekt for samernes rettigheder. Desuden har vi i Sametinget en udfordring ved, at samerne er vant til at leve i autonome landsbyer, og der er derfor ikke fuld enighed om, hvordan situationen skal håndteres. Men jeg er trods alt fortrøstningsfuld og tror, at der fortsat vil være en samisk kultur i fremtidens Sverige,” siger han.

Med jævne mellemrum bliver sagen taget op i Rigsdagen, og i foråret 2011 vandt samerne en vigtig sejr over de lokale jordejere, så renerne fortsat må græsse på opdyrkede marker. Men kampen mod den udenlandske minedrift og samfundets krav til samerne er en større udfordring, og mændene i Kiruna er ikke overbeviste om samernes muligheder. Nila Inga trækker opgivende på skuldrene til spørgsmålet om hans syn på fremtiden.

”Vi vil selvfølgelig kæmpe så meget, vi kan, men jeg frygter, det bliver vores død. Et samisk ordsprog siger, ’vi låner markerne af vores børn’, så vi skal tage vare på dem så godt, vi kan. Men hvad nu,hvis der ikke er nogen marker at give videre?”