Andreas Rude |
6. februar 2012
Nyheden om, at pave Benedikt XVI udnævner 22 nye kardinaler i Rom den 18. februar, har sat fokus på pavens eget helbred og mulige kandidater til at efterfølge ham
Kardinalerne bliver ofte beskrevet som den katolske kirkes ”senat”. De står typisk i spidsen for betydningsfulde bispedømmer, eller de har vigtige stillinger i den katolske kirkes centraladministration – kurien – i Rom.
Kardinalerne udnævnes af paven personligt, og hæderen ses som den ultimative anerkendelse af en fremtrædende kirkeleder. Man skal dog være under 80 år for at have valgret ved et pavevalg, og blandt de 22 kardinaler, der bliver udnævnt i næste måned, samler inter-essen sig om de 18, der kvalificerer sig i så henseende.
LÆS OGSÅ: Forfremmet eller forstødt? Vatikanets finansminister sendt til USABlandt disse er 12 fra Europa – inklusive syv italienere – to fra USA, en fra Canada og tre ikke-vestlige kardinaler fra henholdsvis Brasilien, Kina og Indien.
Overvægten af vestlige kardinaler er ikke noget nyt og afspejler fordelingen blandt de i alt 125 valgberettigede kardinaler, hvor italienerne og amerikanerne udgør de to største grupper med henholdsvis 30 og 12 medlemmer. Heraf følger dog ikke automatisk, at den næste pave bliver italiener eller amerikaner. Italienerne har typisk svært ved at samle sig om en fælles national pavekandidat, og verden kommer næppe til at se en amerikansk pave lige med det samme. USA er verdens eneste tilbageværende supermagt, og de fleste kardinaler vil instinktivt vige tilbage fra også at give landet verdens mest indflydelsesrige religiøse post.
Flere af de nyudpegede kardinaler giver dog et fingerpeg om, hvilke udfordringer den katolske kirke står over for, og hvilke spørgsmål, der vil være aktuelle for den næste pave.
New Yorks ærkebiskop, den 61-årige Timothy Dolan, der får den røde hat i næste måned, er en af den amerikanske kirkes store stjerner og ikke bange for at udfordre meningsdannere i forsvaret for traditionelle moralske værdier. Men han er samtidig god til at tackle medierne og har ry for åbenhed, hvad der gavner hele kirkens troværdighed, når den tager afstand fra fri abort og homoseksuelle ægteskaber eller kræver større tolerance over for indvandrere.
En anden interessant kardinal er ærkebiskoppen af Hongkong, den 72-årige John Tong Hon, der kæmper for fuld religionsfrihed i Kina. Han siges at være mere moderat end sin forgænger, den udfarende kardinal Joseph Zen, og noget kunne tyde på, at det er tålmodighed kombineret med standhaftighed, der er den bedste taktik over for den kinesiske regering. Hans ord vil have mere vægt efter udnævnelsen til kardinal.
Sociale spørgsmål har altid fyldt meget i den katolske kirke, og kardinal-udnævnelsen af den 64-årige ærkebiskop João Braz de Avis fra Brasilien og lederen af den syro-malabariske kirke i Indien, der også er katolsk, den 66-årige ærkebiskop George Alencherry, understreger vigtigheden. Den brasilianske ærkebiskop, der er formand for Vatikanets indflydelsesrige kongregation for ordensfolk, siges at have sympati for befrielsesteologien, og ærkebiskop Alencherry er kendt for sin indsats til fordel for de indiske kasteløse.
Men der vil selvfølgelig også være områder, som den næste pave skal forholde sig til, og som vi slet ikke ved noget om endnu. Pave Johannes Paul II’s betydning for de kommunistiske regimers sammenbrud i Østeuropa kunne ingen forudse, da han blev valgt i 1978. Ej heller var den globale finanskrise på nogens radar, da Benedikt XVI kom til i 2005.
Det er derfor, at kardinalerne i deres valg ikke blot vil fokusere på politisk tæft og social indignation, men også søge en kandidat med stor menneskelig og religiøs integritet. Den katolske kirke har været meget begunstiget i den henseende de sidste 100-125 år, og det er pavens personlige eksempel, der også fremover skal hjælpe den gennem de kriser, der uvægerligt vil komme.
Indtil videre tyder intet dog på, at et paveskifte er umiddelbart forestående.
Alderen viser sig selvfølgelig hos den 84-årige Benedikt XVI, der sidste år begyndte at lade sig transportere på en rullende platform i stedet for selv at gå den lange vej op gennem Peterskirkens skib, når han fejrer messe.Fysisk svækkelse afholder ham dog ikke fra til marts at tage på en anstrengende rejse til Mexico og Cuba, og man forstår hvorfor. For det er på rejserne, at paven får et førstehåndsindtryk af vilkårene for den lokale katolske kirke. Og det er på rejserne, at han blandt de lokale kirkeledere møder kirkens fremtidige kardinaler.
Andreas Rude er mag. art. i litteraturvidenskab.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad