Præsten skal ikke være kriger

Kritikken af velsignelseshandlingen med V-tegn og slag på brystet har rod i en kritik af den mytologiske indlejring. Præsten kan med en sådan brug af velsignelsen meget vel komme til at skygge for velsignelsens indhold: en bøn om, at Gud må være med den enkelte soldat som menneske, uanset hvad der måtte ske på den forestående mission. Velsignelsen er hverken et ridderslag eller et kampråb, men en bøn og en tilsigelse.

Præsten kan derfor godt velsigne soldaterne inden udsendelse af lejren, hvis soldaterne udtrykker et ønske herom, men det skal gøres ”rent”, altså uden tilføjelser og militær gestik. Velsignelsen angår ikke kampen, endsige anliggendet, men den er en bøn og en tilsigelse om, at Gud må være med den enkelte soldat i, hvad der end måtte ske.

Det er ikke præstens, men officerernes opgave at motivere soldaterne til kamp. Præsten skal indgyde soldaterne livsmod, ikke kampmod. Præstens opgave i felten skal i videst muligt omfang forstås i sammenhæng med præstens arbejde hjemme i sognet. Hun eller han skal holde gudstjeneste, øve sjælesorg, snakke med soldaterne og være til stede i lejren på en sådan måde, at soldaterne aldrig er i tvivl om, at de kan tale med præsten om hvad som helst. Og netop derfor er det vigtigt, at præsten i solidaritet med soldaterne ikke gør sig selv til kriger, for at præsten og kirken kan udgøre det frirum, hvor tvivl, anfægtelse, frustration og mismod kan komme til orde. Det er med andre ord også præstens rolle at udgøre en helle til det normalliv, som soldaterne udsendes fra, og som de skal hjem til efterfølgende.

Præsten skal i felten fungere som en slags åndelig ombudsmand, uden om hierarki og system. Han har altid samme rang som den, han taler med. Præsten har som den eneste absolut tavshedspligt. Soldaterne har mulighed for at betro sig til præsten om såvel personlige som professionelle forhold, som de ikke kan gå andre steder hen med.

KIRKEN KAN MED forkyndelsen af evangeliet rumme alle, også den, der ikke slog til, den, der svigtede eller blev svigtet, lige så vel som at præsten i forkyndelsen af evangeliet fastholder den enkelte soldat som et frit og ansvarligt menneske.

Livet er dagliglivet, ikke soldaterlivet. Den romantisering af soldaterlivet, som nogle af feltpræsterne bidrager med i deres hyldest til soldaterlivet er uheldig. Soldaterlivet beskrives her som det ægte og sande liv, hvor soldaten hver dag står over for Gud og døden. Modsat hverdagslivet, hvor alt er mudret til i en uskøn blanding af forskellige hverdagsbekymringer.

Det burde være løgn. At være soldat på mission i Afghanistan er beskidt, hårdt og brutalt. Det er en opgave, som et flertal i Folketinget har pålagt soldaterne på et demokratisk mandat, og som de derfor under stor fare skal udføre på bedste vis.

Præsten skal derfor ikke ideologisere krigen for soldaterne, sådan at mandatets indhold i soldaternes forståelse bliver forrykket fra et pragmatisk, politisk mandat til et ideologisk mandat.

Mytologi fører som en forståelsesramme for krigens indhold og mandat til ideologi. Herved rykkes vi ind i en ”alt eller intet-verden”, hvor alt bliver til et spørgsmål om ære og hæder. I modsætning hertil giver det politiske mandat i udgangspunktet plads til senere at kunne indgå i forhandlinger med fjenden, herunder eventuelt at kunne trække sig tilbage, i fald dette måtte anses for at være den bedste politiske løsning.

Præsten skal med sin forkyndelse af evangeliet holde soldaterne fast på både deres og fjendens medmenneskelighed. Han skal med forkyndelsen af evangeliet give dem mod til at leve og indsigt til at holde fast i, at også fjenden er et medmenneske.

Det indebærer ikke, at fjenden ikke er fjende. Det indebærer ikke, at soldatens opgave ikke er at bekæmpe fjenden, herunder at slå fjenden ihjel. Men det indebærer, at fjenden ikke må dæmoniseres eller behandles som et dyr. En sådan nedgørelse har vi set eksempler på i for eksempel Abu Graib. Generelt kan man sige, at jo mere sikker man er på at føre en retfærdig og ideologisk begrundet krig, jo mere tilbøjelig er man til at begå overgreb i selve krigsførelsen. Hvis krigen derimod fastholdes som en sidste nødløsning, er der en tendens til, at konventionerne holdes højere i hævd.

DET ER DERFOR meget tankevækkende – og foruroligende – at henholdsvis formanden for Folketingets Forsvarsudvalg, venstremanden Karsten Nonbo, og Dansk Folkepartis forsvarspolitiske ordfører, Marie Krarup, har gjort sig til fortalere for, at feltpræsterne gerne må gribe til våben, når de danske soldaters lejre udsættes for angreb af Taleban. De begrunder det blandt andet med, at modstanderne ikke respekterer konventionernes sondring mellem kombattanter og nonkombattanter.

Men at bruge dette som et argument for ikke selv at ville overholde selvsamme sondring er vel det samme som at lade modstanderen definere krigens regler? Eller rettere: Fjendens mangel på respekt af de internationalt givne konventioner anses da som legitim grund til ikke selv at skulle overholde dem.

Hvilke andre krigskonventioner mener Nonbo og Krarup, at vi ikke behøver at overholde? At en sådan argumentation udgør en form for glidebane, synes temmelig indlysende.

Også af denne grund er det altafgørende, at præsterne holder fast i deres status som nonkombattanter. Hvis præsten aktivt deltager i krigstjenesten, udgør præsten ikke længere en frizone midt i krigens helvede, hvor der er rum til tvivl og anfægtelse, og hvor spændingen mellem soldatens opgave og kristendommens budskab om, at ”du skal elske din fjende”, holdes i hævd.

Dette er ikke sagt som en anklage imod den enkelte soldat, der udfører sit hverv, men som en fastholdelse af den kollektive skyld, der er en del af krigens væsen. Opgiver præsten sin status som nonkombattant forsvinder denne spænding, og præsten kommer til at stå som en repræsentant for en civil-religion, der enten direkte eller indirekte legaliserer krigen.

Det er ikke præstens opgave at give en ekstra begrundelse for krigen, lige så lidt som at præsten med sin tilstedeværelse legaliserer krigens politiske mandat. Kirken tager med udsendelse af feltpræsterne ikke stilling til det politiske mandat, den sender alene præster ud for at tjene soldaterne med gudstjeneste, sjælesorg og samtaler.

Hans Vium Mikkelsen er ph.d. og lektor ved Teologisk Pædagogisk Center i Løgumkloster