Kulturkampens rødder

Knudsens maliciøse lykønskning var i øvrigt ikke enestående; forfatteren Henrik Pontoppidan skrev på samme tid et syrligt fødselsdagsdigt, hvor han konstaterede, at Brandes’ oplysningsprojekt var slået grueligt fejl: ”Det kundskabens træ han har plantet i landet/ Som favned så vidt over fjorde og bugter/ Forgifter nu folket med ormstukne frugter”.

Men lad os vende tilbage til Knudsen: Det virker nådigst at lade glemslen sænke sig over dette antijødiske smædeskrift og i stedet huske ham for den blændende morgensalme ”Se, nu stiger solen”. Men jeg tror, man gør klogt i at bide forargelsen i sig og tage det kritiske fødselsdagskort alvorligt, for modsætningen Knudsen-Brandes fortæller om en fundamental splittelse i dansk – og for så vidt europæisk – åndhistorie, som det seneste tiårs hjemlige ”kulturkamp” blot er endnu et eksempel på.

Centralt i de oplysningsidealer, som Georg Brandes og hans hirdmænd bekendte sig til, er troen på menneskets evne til at frigøre sig fra ydre autoriteter, især kirken og fyrsten. Midlet er menneskets adelsmærke, den kritiske fornuft: ”Sapere aude” lød filosoffen Kants opfordring; vov at tænke selv.

Dermed får fornuft og religion et anstrengt forhold til hinanden, for religion bygger på åbenbarede sandheder, men fornuften anerkender ikke åbenbaringer, den vil selv finde frem til sandheden. Kirken bandlyste ganske vist ikke fornuften, men tildelte den en plads som teologiens tjenestepige, hvilket den ikke affandt sig med i længden. Den sagde højt og tydeligt fra under oplysningstiden i 1700-tallet, hvor den blev monoteismens nidkære, almægtige Guds arvtager, der ikke tåler andre ved siden af sig.

Fornuften har også et anspændt forhold til kultur, som ifølge en gammel dansk undervisningsminister er vaner, det vil sige noget, vi gør uden at tænke nærmere over det, fordi vi har gjort det ”altid”.

Kultur er fordomme, det vil sige tradition, overleverede regler, praktisk visdom. For en romantisk betragtning er kulturens ”common sense” de gamle slægtleds opsparede visdom, en fond af erfaringer. Men for fornuften er den tomme postulater, som der ikke er nogen grund til at nære sentimental ærbødighed over for. Historie og tradition beviser intet. Fornuftens elsker, rationalisten, vil ikke overtage historiens vraggods eller danse om stammens totem.

Rationalisten er en Robinson Crusoe, der ankommer forudsætningsløs og opbygger sin egen civilisation. Allerhelst vil han starte forfra hver gang og ræsonnere sig frem til den fordomsfri, ubesmittede sandhed. Han vil have glasnost, gennemsigtighed. Han er ”progressiv”, på vej fremad mod noget bedre, sandere og mere humant, og jo mere af den gamle baggage, han kan smide over bord, desto hurtigere går det. Omvendt må kulturens advokat nødvendigvis snegle sig fremad med sine tunge, slidte kufferter.

Kulturen tåler fornuften, men kun som en provins, en undersåt, der skal styres og vejledes. Kulturen skal ikke bevises. Den er selvtilstrækkelig, den retfærdiggør sig selv. Et kulturelt fællesskab bygger på følelsesmæssig identifikation. For rationalisten er samfundet et kontraktforhold, der sikrer gensidige pligter og rettigheder.

Problemet med kultur er ikke bare, at den er et system af ikke-beviste fordomme; den er tilmed farlig, fordi den sætter skel, fordi kulturer får deres identitet ved at afgrænse sig fra hinanden: Kultur skiller, fornuft forener.

Under oplysningstiden sloges fornuften som nævnt med kirkens autoritet, der hvilede på åbenbarede sandheder; i det 19. og det 20. århundrede har dens modstander ikke bare været kulturen, men også naturen: følelser, drifter, instinkter. Dens befriende, emancipatoriske ambition er omfattende; den vender sig mod religionens bud, kulturens fordomme og de naturlige drifters regimente. Fornuften hævder menneskets værdighed over for både naturlig og overnaturlig tvang, det dyriske og det guddommelige.

For Georg Brandes var det dog til enhver tid kun enerne, de største begavelser, der ville være i stand til at hæve sig op af religionens, kulturens og naturens hængdynd. Derfor stod valget mellem oplysning og demokrati.

Den retmæssige konge, som Brandes’ illegitimister havde stødt fra tronen, var for Jakob Knudsen den indfødte danske kultur. Hvad mener han så med det? Det får vi et svar på i hans anmeldelse af Grundtvigs samlede værker i 1908, der minsandten også stod at læse i brandesianernes hoforgan Politiken, som åbenbart ikke var karrig med spalteplads til dissidenter.

Grundtvigs livsprojekt var, hævder Knudsen, at smede almuen om til et folk ved at oplyse den om modersmålet, danmarkshistorien og digtningen. At blive dansk er vejen til et sandt, rigt og fuldbyrdet menneskeliv. Alle forsøg på at oplyse ved at tale til forstanden og appellere til almene humane idéer, er lys uden varme. Sand ”livs-oplysning”, i modsætning til gold rationalisme, sker gennem poesi og historie på modersmålet, hjertesproget, der vækker ”åndens” kraft:

”Modersmaal er det Rosenbaand,/ som Store og Smaa omslynger,/ i det lever kun Fædres Aand,/ og deri kun Hjertet gynger.”

Nationalfølelse, det vil sige samhørighedsfølelse med et folk, er en irrationel forkærlighed for nogle frem for andre, ikke ulig den, man har over for sin familie. Frugten er en solidaritet, der rækker ud over familie og klan, dog uden at være global. For nogle vil det være for snævert, for eksklusivt, men Grundtvig troede ikke, at overnationale ”humane idéer” – eller ”værdier”, som vi siger i dag – kunne forkyndes direkte: Solidaritet, tolerance, anerkendelse og inklusion bliver først konkret virkelighed i det folkelige fællesskabs kærlighedsbånd, der vækkes af historisk-poetisk livsoplysning. At vort land er vort hjem og vore landsmænd vor familie, indebærer selvfølgelig ikke, at de, der er uden for det folkelige fællesskab, er dårligere mennesker. De er bare ikke landsmænd.

I 1928 beskrev højskolemanden Jørgen Bukdahl den danske ånds historie med udgangspunkt i vores ældste by i bogen ”Aaret i Ribe”. Bukdahl fremhæver to spor; det ene giver os ”dimension”, det andet ”dybde”. Det første spor markeres af Ludvig Holberg og Georg Brandes, det andet tæller Brorson og Kierkegaard. Det første er europæisk, udadvendt og oplyst, det andet er nationalt, inderligt og romantisk.

Om Holberg hedder det: ”Gennem sit europæiske syn kunne han give sans for dimension, ikke for dybde, for den genoplevelse af sammenhængen mellem folk og land, sand national inderliggørelse betyder.” Det samme mener han om Brandes: Også han ville ”frigøre” personligheden, men den bliver først fri, når den forankres i folket. Og først det folkelige åbner for det mellemfolkelige, det verdensborgerlige, og er dermed et værn mod nationalisme og selvtilstrækkelighed.

Således Jørgen Bukdahl. Vi kan følge hans dobbeltspor op igennem det 20. århundrede med Jakob Knudsen, Martin A. Hansen og Søren Krarup i det ene, og Georg Brandes, Poul Henningsen og Klaus Rifbjerg i det andet spor. Ofte krydser sporene hinanden i en og samme person, for eksempel i Henrik Pontoppidan, der først var en af radikalismens svende, men senere fandt, at ”lykken her i livet består i at fæste rod i egen jordbund og vokse i lyset af en hjemlig himmel.”

Striden mellem fornuft og kultur, oplysning og romantik, nationalfølelse og kosmopolitisme, står mellem forskellige menneskesyn: Er vi fornuftsvæsner, og er fornuften én og udelt, eller sætter vor kultur os særlige briller på næsen, der bestemmer, hvordan vi ser verden? Skal mennesket frigøres fra kulturens hæmninger, eller skal det indføjes i en orden, der giver det rammer, identitet og et moralsk kompas. Er det selvovervurdering og hovmod, når de kritiske rationalister mener sig at være klogere end slægtens fond af erfaringer, som de tror de kan hæve sig op over som en anden baron von Münchhausen? Kan man undgå at få klaustrofobi af nationalromantikernes kollektivisme og identitetsbefamlende omklamring?

Begge synspunkter, det romantiske og det oplyste, er legitime, selvom de kan fremvise hver deres antisemitter (Jakob Knudsen og Voltaire, uden sammenligning i øvrigt) og rummer hver deres terroristisk-totalitære fristelse: stammens og kommissærernes diktatur.

De kritiske rationalisters ragekniv er uundværlig, når det gælder om at skære igennem tågesnak og tungetale. Men, som romantikerne gjorde opmærksom på, har rationalisterne nogensinde sagt noget, man kan leve på? Har de selv noget på hjerte? Videnskabelig rationalitet rydder pladsen, men mennesket lever af religion, poesi og myter. Hvis kultur uden fornuft bliver til dans om stammens totempæl, er kritisk rationalitet uden kultur gold.

Alt dette kan virke som et højtflyvende, praksisfjernt åndshistorisk ridt uden jordforbindelse til hverdagen, men da Anders Fogh Rasmussen (V) – måske uforvarende – kom til at sætte kulturkampen på begreb i 2002, aktiverede han nogle dybe affekter. De viste sig selvfølgelig ikke i ren form, men ser man nøjere efter, så satte de sig alligevel igennem, og de har vist sig overraskende konstante.

Derfor er det en misforståelse at tale om dem, der krampagtigt holder fast i en ”Morten Korchsk” forestilling om gamle Danmark, over for de andre, der er i pagt med udviklingen, globaliseringen og så videre, og som vil ende med at give ret. Vi bør snarere se positionerne som genkommende typer, der har eksisteret mindst siden oplysningstiden. Vi vil efter alt at dømme fortsat pendle mellem fornuft og kultur, oplysning og romantik, kosmopolitisme og folkelighed. Mellem Brandes og Grundtvig. Kløften imellem dem er dog ikke større, end at Brandes viste sin patriotisme i sønderjydernes sag, mens Grundtvigs projekt var folkeoplysning og frisind.

Som bekendt er der recession i Europa og Danmark, så kulturkampen viger til fordel fra andre presserende problemer. Og selvom al politik til syvende og sidst er værdipolitik, så vil de fordelingspolitiske spørgsmål, der dominerer nu, ikke generere lige så megen hede som kulturkampens identitetspolitiske spørgsmål. Temperaturen i den offentlige debat vil falde. Men hver gang vi diskuterer institutioner som folkekirke, folkeskole og kongehus, så bider vi i kullene, så rører vi ved vores selvforståelses glødende kerne.

Lars Christiansen er ph.d.-stipendiat ved Aarhus Universitet, oversætter og anmelder ved Kristeligt Dagblad.