Det foreløbige mirakel. Grænser for mestring

Der er ingen grænser for, hvor godt deres barn skal have det, samtidig med at de skal passe deres fuldtidsjob, deres mand og kærligheden og hovedparten af det huslige. Ikke så sært, at de bliver stressede, for opgaven er jo nærmest umulig. Men den bliver ekstra umulig af det ideal om det perfekte, mange af dem har, fordi de hidtil, som de vellykkede piger, de er, har haft så fint styr på tingene. Barnets komme får hos nogle det hele til at brase sammen, for børn gør nu engang, at man mister kontrollen, i hvert fald totalkontrollen.

ELLER TAG SOM et andet eksempel forestillingen om, at det gælder om at blive ”et helt menneske”. Det er et bedragerisk begreb. Det ser helt bort fra, hvor dybt vore mangler og begrænsninger og skrøbeligheder stikker – og hvor dybt selve tilværelsens mangler og begrænsninger og skrøbeligheder stikker.

”Et helt menneske”, det kan det ikke lade sig gøre at blive i denne ufuldkomne tilværelse – det findes kun hos Gud i hans evige rige. Teologisk sagt: det er alene et eskatologisk begreb.

Livet går nu engang ikke op. Verden er ikke gjort færdig – eller noget er kommet af lave på vejen. Det er en fatal moderne illusion, at vi render rundt og lader, som om det går op – og at vi kan bemestre det. Livet – ethvert wmenneskes liv – er et fragment, og helheden er ikke til at øjne, selvom vi konstruerer os en helhed, når vi når min alder og skriver erindringer.

Livet er præget af tilfældet, af skæbnen, af egoisme og ondskab, af tab, af alderdomssvækkelse og sygdom – og for søren da: af døden som det uundgåelige slutpunkt. Der er ikke mange bemestringsmuligheder dér.

Men når så det er sagt, er det modsatte mindst lige så vigtigt: at livet nu altså lige så vel er præget af lykkelige og glædelige hændelser, lad os kalde det vederfarelser eller velsignelser, der kommer bag på os, og som – nota bene – ikke har en pind at gøre med vores dygtighed, med vores evner og præstationer, eller hvor perfekte vi er.

De kommer ganske uventet og ufortjent: den store forelskelse, barnets ubegribelige hengivenhed og overbærenhed, arbejdsglæde, sundhed – og noget så fundamentalt som dagens mirakel, at jorden står, én gang til, også denne morgen, og at jeg er her, og mine elskede er her – én dag til.

LIVET ER BEGGE DELE. Den alt for tidligt afdøde idehistoriker Hans-Jørgen Thomsen skrev en bog med den dybsindige titel ”Det foreløbige mirakel”. Livet er det mirakel, som vi kun har på den svindende tids og ufuldkommenhedens betingelser. Det er det ustyrlige ved livet – på godt og på ondt.

Det er det, jeg godt vil minde om ved denne lejlighed: grænsen for, hvad vi mægter at kontrollere, få styr på, bemestre.

Livet er dybest set uden for kontrol, både på godt og på ondt. Men det er, som om vi skubber den tanke væk, vi moderne velstandsmennesker – vi og samfundet kan jo så meget.

Men dybest set er tilværelsen det samme gamle foretagende, som den altid har været, med de samme gåder, glæder og græsseligheder, hvoraf det mest grundlæggende ligger uden for vores herredømme og kontrol.

Her – på dette sted – kan religiøs tro tage sin begyndelse.

Lørdagsrefleksioner skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter journalist Peter Olesen, dr.theol. Ole Jensen og journalist Kåre Gade