EU’s finanspagt gør ondt i venstre side

”Det kan ikke være rigtigt, at hele Europa bliver lagt i en dybfryser, fordi nogle få lande har opført sig økonomisk uansvarligt,” siger Jesper Jespersen.

Han nævner, at næsten alle EU-lande i 2009 og 2010 havde større underskud på statsbudgetterne, end EU’s vækst- og stabilitetspagt tillader.

”Heldigvis for det. I ansvarlige regeringers hænder er det jo et fornuftigt og slagkraftigt instrument at kunne have underskud i en periode. Hvis man ikke havde haft de underskud, var arbejdsløsheden blevet meget større. Da Tyskland og Frankrig i 2005 kørte med større underskud, end vækst- og stabilitetspagten åbner for, var det umuligt at finde nogen, som mente, at det var en dårlig idé,” siger Jesper Jespersen.

Samtidig erkender han, at store landes overtrædelse af reglerne underminerer tilliden til, at EU vil håndhæve dem, og det kan have fristet andre lande med svagere økonomier til at gøre det samme.

Han understreger, at EU’s nye pagt ikke giver nogen garanti for, at man kan undgå alvorlige kriser i fremtiden. Eksempelvis havde Spanien helt frem til 2007 store overskud på de offentlige budgetter, men alligevel gik bunden ud, da boligmarkedet kollapsede.

Han har i mange år været fortaler for forrige århundredes store britiske økonom, John M. Keynes. Det var ham, der udviklede idéen om, at staten kan modvirke de negative effekter af et frit marked, som man oplevede i 1930’erne.

Ved hjælp af offentlige investeringer eller skattelettelser kan staten sætte skub i væksten, når der er lavkonjunktur.

Ifølge Jesper Jespersen er det dog forkert og for forenklet at gøre Keynes til en ”venstreorienteret” økonom. Han var tværtimod medlem af det liberale parti, og hans anliggende var, der skulle være en velfungerende finansiel sektor, som kunne finansiere væksten i private virksomheder.

Derfor ville han gerne bekæmpe økonomisk spekulation og udtænkte blandt andet idéen om, at man skulle beskatte spekulativ handel med værdipapirer.

Professor Bo Sandemann Rasmussen fra Aarhus Universitet mener, at EU er ude i en meget vanskelig balancegang mellem på den ene side at holde gælden i ro og på den anden side at sikre sig, at økonomien ikke går helt i stå.

Han finder det risikabelt, hvis staterne har store underskud for at stimulere væksten og beskæftigelsen.

”Man kan ikke stimulere sig ud af gældskrisen, og man er nødt til at løse gældsproblemerne,” siger han.

Efter hans mening er det først og fremmest det private forbrug og de private investeringer, som kan give et holdbart opsving på længere sigt.

Formålet med finanspagten er at genskabe tilliden til europæisk økonomi, men det kan blive svært.

”Den gamle vækst- og stabilitetspagt er aldrig blevet håndhævet, og det, vi her ser fra EU, er ikke så betryggende. For eksempel skal de enkelte lande selv beregne deres strukturelle saldo,” siger Bo Sandemann Rasmussen.

Han nævner, at Grækenland i lang tid fejlrapporterede til EU, og det varede længe, inden situationens alvor kom for en dag.

Så selvom de 25 EU-lande nu formelt forpligter sig til at føre en stram økonomisk politik – og risikerer bøder, hvis de ikke gør det – er der stadig et vist spillerum for at skrue op og ned for det offentlige forbrug.

Men som det også forholder sig med privatøkonomien: jo mindre gæld, jo større frihed.