3. marts, 1957

Står op og tager et bad i skær morgensol, som jeg håber vil holde, men nu er det allerede koldt og trist. Spiller lidt ved klaveret, men det varme bad har gjort mig ulden i fingrene. Sætter mig i stedet til at skrive dette, som jeg har udsat fra dag til dag.

LÆS OGSÅ: Guldkorn fra Søren Kierkegaards papirkurv

Skuespiller Ellen Hillingsøs varme stemme svæver ud i den mørke sal. Rundt blandt de 270 fremmødte og op på det store billede bag hende, der forestiller aftenens hovedperson, forfatteren Thorkild Hansen. Da hun er færdig, afløses lyden af hendes stemme af en klapsalve. Herefter forsvinder spotlightet fra hende og finder i stedet vej til litteraturforskeren Poul Behrendt, som står ved siden af, klar til at analysere på det netop oplæste uddrag fra forfatterens dagbog.

Dette forår sætter Det Kongelige Bibliotek i Den Sorte Diamant fokus på dagbogsfænomenet. Hvordan er dagbøgerne skrevet, hvem er de skrevet til, og hvad der er blevet af dagbogen i vores tid? Bag arrangementet står kulturproducent Lise Bach Hansen, Det Kongelige Bibliotek:

”Vi forsøger at finde ud af, hvad det er for et menneske, der afspejles i dagbøgerne, og hvad målet med dem har været. Har de skrevet dem med henblik på offentliggørelse, eller er de den udladning, man har behov for for at forstå sit eget liv? Vi har et menneskeligt behov for at meddele os, men kommer det overhovedet til udtryk?”

Dette undersøges med hjælp fra eksperter, der tager fat på nogle kulturpersoners dagbøger. Første i rækken er forfatteren Thorkild Hansen, der blandt andet blev kendt for sin biografi om den norske forfatter Knut Hamsun. Året efter sin død i 1989 udkom Thorkild Hansens ungdomsdagbøger fra den franske hovedstad, ”Et atelier i Paris”. Bøgerne fik stor ros, og det blev af flere anmeldere konkluderet, at Thorkild Hansen aldrig havde skrevet bedre, end da han var 25 år.