Tilværelsen skal vi tage på os

Der er fokus på ældreområdet i disse tider, hvor behovet for besparelser i kommunerne er påtrængende. Er det rimeligt, hvis der kun er råd (eller politisk vilje) til at yde rengøringshjælp til ældre medborgere én gang hver fjerde uge? Og hvor ofte skal der skiftes sengelinned? Er det passende med et interval på to eller tre uger?

LÆS OGSÅ: Slægt skal følge slægters gang

Bør alle ældre anskaffe en robotstøvsuger, som via stikkontakten selv kan fare rundt i lejligheden og fange nullermænd? Jeg skal ingenlunde indlade mig i en ukvalificeret tilkendegivelse om forholdet mellem økonomi og rimeligt behov. Men jeg er overbevist om, at både behovet for og kravet om service på ældreområdet vil vokse betragteligt i de kommende år.

Flere bliver gamle, jeg håber på at blive en af dem, og vi har med baggrund i den tilværelse, vi hidtil har haft, en forventning om, at vi ikke bliver reduceret til en restgruppe, som må nøjes med, hvad de ”stærke” mener må være godt nok til os, der ikke er produktive, men ofte i høj grad har været det. Jeg tror, at fremtidens ældre og gamle bliver mere højrøstede, end tilfældet er i dag. Det håber jeg.

Men der er også andre ressourcer end de økonomiske at trække på med henblik på et godt liv for seniorer og gamle. De koster ikke så meget i penge, men de kræver, at de opdyrkes og udvikles gennem årene. Jeg oplevede det for nylig, hvor jeg var på besøg i Dronninglund Sognegård til en senioreftermiddag. Omkring 100 veloplagte, lydhøre, engagerede og lattermilde vendelboer havde trodset vintervejret for at høre om livssyn og verdenssyn hos forfatterne Johannes Møllehave og Benny Andersen med udgangspunkt i Karen Thisteds samtalebog med de to kloge seniorer, ”Det skal mærkes, at vi lever ...”, fra 2003. Og hvordan skal det så mærkes? Ved at vi engagerer os og aldrig henfalder til en mat selvfølgelighed i forhold til tilværelsen, men at vi tager den på os – også med de besværligheder, den kan rumme.